Pia Kjærsgaard fylder 75 år: “Jeg tilgiver alt, men glemmer intet”

Med tiden har hun lært, at tingene går sin gang. Og det råd, hun fik af sin mor som barn i lænestolen på Østerbro, følger hun stadig. Onsdag fylder Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard 75 år, og i den forbindelse svarer hun på en række spørgsmål om livet

Jeg er begyndt at få mere ro på mig selv. Jeg tror, man tager tingene mere nonchalant, når man bliver ældre,” siger Pia Kjærsgaard, der dog gerne havde været den seneste tids problemer i Dansk Folkeparti foruden.
Jeg er begyndt at få mere ro på mig selv. Jeg tror, man tager tingene mere nonchalant, når man bliver ældre,” siger Pia Kjærsgaard, der dog gerne havde været den seneste tids problemer i Dansk Folkeparti foruden. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix.

Beskriv en scene fra din barndom.

I vores lejlighed i Randersgade på Østerbro i København sad mit 6-7-årige jeg på min mors skød i den store grønpolstrede lænestol, og sammen talte vi om tilværelsen. Og så sagde hun til mig: “Pia, du skal huske, at du aldrig skal bøje nakken”. Måske var det en hård bemærkning, men det sidder stadig i mig, og jeg har ikke gjort det siden.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Han kom fra Maglegårdsskolen og skiftede til Hellerup skole, hvor jeg gik. Han gik en klasse over mig, og når man er 13-14 år, er det vildt interessant, når der dukker nye drenge op i skolegården. Han var høj og slank og havde brune øjne og sort hår - han var meget pæn. Så det fangede selvfølgelig mit blik. Vi blev kærester - dengang hed det, at vi kom sammen - og så gik vi lidt fra hinanden efter nogle år. Men vi blev gift som 20- og 21-årige, og på det tidspunkt var jeg tre måneder henne med Nan. Når man bliver ældre, går det op for en, hvor godt man kender sin ægtefælle. Man kan gå og tænke på en ting, og så tænker den anden på præcis det samme.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min bror døde af druk. Han var bedre ven med flasken end med familien. Det er et meget, meget stort tab og noget, som jeg har meget svært ved at slippe. Det skal man heller ikke, for det er et livsvilkår, men det var utrolig trist og meningsløst, for han havde så mange kvaliteter, som blev spildt. Jeg har lært, at alle mennesker er små uskyldige babyer, når de bliver født, og at der pludselig kan ske noget, som ændrer deres liv fuldstændigt. Jeg har kendskab til mange hjemløse i dag og bruger meget tid på at støtte dem. Der er gemte kvaliteter i dem alle, og dem åbner de op for, når jeg er sammen med dem.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min far var jæger og naturmenneske, og jeg har altid været glad for naturen. At stå tidligt op en sommermorgen og tage på stranden holder jeg rigtig meget af. Han var en rolig forretningsmand, men min mor var en flamboyant kvinde. Når hun trådte ind i et rum, fangede hun alles blik, og jeg håber, at jeg har en lillebitte smule af det i mig. Og det har jeg vel, for ellers var jeg nok aldrig blevet politiker. Jeg synes, det er rart at få et smil i supermarkedet, og så prøver jeg at ignorere de negative kommentarer. Jeg er god til ikke at glemme, men at gemme. Jeg tilgiver alt, men glemmer intet.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Jeg er begyndt at få mere ro på mig selv. Jeg tror, man tager tingene mere nonchalant, når man bliver ældre. Man stiller oftere sig selv spørgsmålet: Er det nu så vigtigt? Hvis der er nogle ting, jeg bliver ked af eller bekymret for, er jeg mere afbalanceret i dag. Det er ikke, fordi jeg tager det nonchalant, når det går, som det gør med partiet lige nu. Jeg har bare besluttet mig for at gøre, hvad jeg kan gøre ved det i stedet for bare at ærgre mig. Jeg hidsede mig måske mere op tidligere, for jeg har et temperament, og fordi jeg jo har følelser. Men jeg tror, at det gælder alle, at man finder ud af, at tingene går sin gang.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Først og fremmest skal man leve op til det, man er. Man er folkevalgt, og det ord betyder rigtig meget for mig. Tænk at være en ud af 179 personer, som er blevet valgt af folket. Man kan blive meget optaget af sig selv og sin egen lille verden, og jeg synes, at man skal vide, at det, man gør, er på vegne af mange mennesker. Jeg er ikke bedre end andre mennesker, og der har da været gange, hvor jeg har været mest optaget af mig selv. Men der er en tendens til at blive fornærmet og ikke at trække på samme hammel. Jeg oplever det desværre også i mit parti - at der er nogen, som synes, det er dem selv først og partiet bagefter. Og der er jeg altså af den omvendte opfattelse.

Hvad tror du på?

Jeg er et kristent menneske. Jeg har min Gud og taler med ham en gang imellem. Det er nok mest i svære stunder, men man burde sige tak noget oftere. De gode ting tager jeg måske som en selvfølge, og så griber jeg fat, når det er svært. Jeg holder af at komme i kirken, fordi det giver ro, men jeg er der nok for lidt. Ikke fordi man skal, men fordi jeg godt kan mærke, at når jeg er der, så har jeg har god brug af den. Da jeg var barn, bad min mor altid Fadervor med os, inden vi skulle i seng. Det tænker jeg tit på.