Prøv avisen

Pilgrimspræsten med det visionære blik

Skulle der en dag udkomme en skønlitterær bog fra Elizabeth Knox-Seith, vil det ikke overraske. Hendes mormor var forfatteren Estrid Ott, og barnebarnet siges at have arvet både rejselyst og skriveevner fra hende. Foto: Annette Greenfort

Præsten og kultursociologen Elizabeth Knox-Seith har i arbejdet med Pilgrimshuset i Maribo vist, at hun er en stærk netværker, der er god til at se muligheder

I mange år lå ejendommen i Klostergade i det centrale Maribo hen som en brandtomt, men da pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith var gået forbi stedet på vej mod domkirken i Maribo, fik hun idéen om, at her kunne blive et center for pilgrimsbevægelsen som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går. På tirsdag vil dronning Margrethe indvie Pilgrimshuset, men var det ikke for Knox-Seiths visionære blik, ville Refugiet Lolland-Falster med biskop Steen Skovsgaard i spidsen ikke have kastet sig ud i at udvikle ruinen til et hus for pilgrimme.

Elizabeth Knox-Seith, 54 år, er pilgrim af natur. Hun voksede op som enebarn i Lyngby med en mor, som var psykolog, og en moster, som var en vigtig og omsorgsfuld voksen i hendes liv. Hjemmet var præget af kulturradikale værdier. Faderen slog sig ned i Sydafrika som direktør for en stor virksomhed, og han lærte hende glæden ved at pakke det mest nødvendige i rygsækken og vandre. Som teenager og ung voksen vandrede Elisabeth Knox-Seith sammen med ham i blandt andet Drakensbjergene i Sydafrika.

Men også på et indre plan vandrede Elizabeth Knox-Seith, hvilket førte hende til det økumeniske fællesskab Taizé i Frankrig for mere end 30 år siden. Mødet med Taizé kom til at sætte retningen for hendes liv.

Hendes tilgang til kristendommen er båret af en meditativ fordybelse, aktivistisk og hævet over snævre kirkeskel. De tre kendetegn har fulgt hende siden mødet med Taizé. En anden væsentlig inspiration i hendes liv er Frans af Assisi. Den troens enfoldighed, man møder hos den katolske helgen, finder man også spor af i Knox-Seiths tilgang til teologien.

Knox-Seith beskrives som styret af et passioneret hjerte. Det er måske grunden til, at hun også af og til har investeret sig selv nærmest fuldstændig i projekter uden at skele til betaling. Hun er et mangefacetteret menneske, som har haft en kringlet vej. Hun er uddannet cand.mag. i kultursociologi og har været involveret i projekter om kirkens rolle i forbindelse med hiv og aids og blandt andet været tilknyttet Folkekirkens Nødhjælp som freelancer. 

Desuden har hun oversat bøger og lavet programmer til DR. Skulle der en dag udkomme en skønlitterær bog fra hende, vil det ikke overraske. Hendes mormor var forfatteren Estrid Ott, og barnebarnet siges at have arvet både rejselyst og skriveevner fra hende.

Efter i en årrække at have arbejdet inden for det kirkelige felt, blev hun i 2010 ordineret i Viborg Stift, hvor hun havde en særlig tilknytning til Viborg Pilgrimscentrum. I 2013 kom hun til Kappel-Langø og Vestenskov-Arninge sogne på Lolland som præst. Da arbejdet med Pilgrimshuset i Maribo tog form, takket være en større fondsdonation, blev hendes stilling ændret. I dag kombinerer hun arbejdet med Pilgrimshuset med et virke som stiftsvikar. I arbejdet med Pilgrimshuset har hun vist, at hun er en stærk netværker, der ser muligheder og smitter med sin begejstring.

Hun er fraskilt, og i mange år var det hendes drøm at etablere et moderne klosterfællesskab, som man kender det fra blandt andet Storbritannien. Nu har hun slået sig ned i Maribo og har fået sit andet hjem hos birgittasøstrene. Selvom hun har mange gøremål, så lever hun med i klosterrytmen på Sankt Birgitta Kloster. I klosteret er der kontinuitet for en blafrende sjæl, og her kan en ivrig pilgrim finde hvile.