Pinsekirkens veluddannede talsmand

I disse dage samles tusindvis af danskere til pinsekirkernes Sommercamp i Mariager. Frikirkens talsmand, 47-årige Tonny Jacobsen, har skrevet en doktorgrad om fællesskabets betydning for frikirkerne

Tonny Jacobsen beskrives som tænksom, stilfærdig og driftsikker. –
Tonny Jacobsen beskrives som tænksom, stilfærdig og driftsikker. –. Foto: FrikirkeNet.

Regnen har ikke stoppet de over 4000 kristne campister, der er søgt mod rosernes by, Mariager, for at deltage i pinsekirkernes traditionsrige sommerlejr Sommercamp, der før i tiden slet og ret hed Pinsekirkernes Landsstævne. Men som pinsepræsteforeningens formand, Tonny Jacobsen, udtrykker det, så kommer der faktisk en del med på stævnet, der normalt ikke kommer i en pinsekirke. Og alle er altså velkomne til at slå teltpælene ned på markerne omkring pinsekirkernes tre efterskoler og Mariager Højskole, hvor Tonny Jacobsen selv har været forstander en årrække.

LÆS OGSÅ: Hvad er en frikirke?

De seneste fem år har han dog i stedet været pinsepræst i Vejle, ligesom han sidste år ved siden af forsvarede sin doktorafhandling i teologi fra University of Wales.

Afhandlingen handler om, hvordan de danske frikirker bedst tiltrækker åndeligt søgende danskere, og en af konklusionerne er, at det blandt andet handler om at skabe inkluderende fællesskaber, der giver plads til, at folk kan få god tid til at gøre deres egne åndelige oplevelser og erkendelser. Især ved hjælp af små fællesskaber, som de store fællesskaber kan vokse ud af, som han siger. Og sådan virker filo-sofien også bag Sommercamp, idet sommerstævnet er fuldt af masser af forskellige aktiviteter, koncerter og gudstjenester for både børn, unge, voksne og granvoksne i hvert sit forum.

I år er Tonny Jacobsen blot en af mange talere til gudstjenesterne for de voksne, men han bærer en stor del af æren for, at pinsekirkerne de seneste årtier har fået et stadig stærkere netværk internt og en bedre kommunikation udadtil.

I 1999 var Tonny Jacobsen blandt andet med til at starte den tværkirkelige paraplyorganisation FrikirkeNet for at nedbryde fordomme om frikirker i medierne. For ifølge Tonny Jacobsen bliver frikirker alt for ofte nævnt i forbindelse med sekter som Faderhuset og Evangelist.

Målet med FrikirkeNet var og er at give frikirkerne bedre mulighed for at tale for sig selv i stedet for at overlade ordet til journalister og religionssociologer, der måske ikke helt ved, hvad de udtaler sig om, når det gælder frikirker, som han siger.

TEMA: Frikirker

Og selvom Tonny Jacobsen selv fratrådte rollen som formand for FrikirkeNet i år, er han fortsat som organisationens talsmand, ligesom han stadig er formand for pinsekirkernes præsteforening.

Det er ham, journalisterne ringer til, når der skal tages stilling til, hvornår en frikirke går for langt. Og det gør han godt, mener Poul Kirk, der selv har været daglig leder af FrikirkeNet gennem en årrække.

Tonny Jacobsen er en garant for, at vi får en seriøs plads i debatten. Senest så vi det i sagen om Byens Kirke i Silkeborg, og hans kommunikation er altid sikker og præget af, at han er en mand, der tænker sig om, før han taler, siger Poul Kirk.

Selv siger Tonny Jacobsen om sin grundlæggende motivation for alt, hvad han gør:

Min egen passion er at bygge kirker, der i stand til at kommunikere med søgende danskere. For jeg oplever, at utrolig mange mennesker er åndeligt søgende, men ikke kigger til kirken i deres søgen, fordi de ikke har et kirkeligt sprog for det. Og jeg synes selv, at frikirkerne generelt bliver bedre og bedre til at aflægge sig deres indforståede sprog og i stedet opleve sig som en del af livet i deres byer, siger Tonny Jacobsen.

Selv blev han inspireret til at involvere sig i frikirkelivet, da et missionærpar vendte tilbage til Danmark for at lede den pinsekirke i Blåhøj (mellem Brande og Søndre Omme), han voksede op i:

LÆS OGSÅ: Pinsekirketalsmand: Urimeligt at kalde os sekteriske

På få år voksede kirken sig tre gange så stor, fordi de fik sat gang i kirken og os unge. Og det ødelagde min idé om at blive elektroingeniør, så i stedet endte jeg som ungdomspræst i Herning, inden jeg kom til at plante en kirke i Thisted, siger Tonny Jacobsen, der dog ikke synes at have fortrudt sit valg siden.

Privat er han gift med Rita, og sammen har de fire børn i alderen 13 til 23 år.