Når det, man er vant til, sættes ud af kraft, fremstår dets værdi mere klart. Den erkendelse har været et mantra i religionsforskeren Marianne Qvortrup Fibigers liv og karriere. Religionsforskeren, som fylder 60 år i dag, har brugt sit liv på at forstå sin egen og andres kultur og religion ved at skærpe blikket for de mønstre, man normalt tager for givet.
Forældrenes værdi blev tydelig, da hun fandt sin mor på køkkengulvet - hun var død efter et forløb med bugspytkirtelkræft. Dengang var Marianne Qvortrup Fibiger 38 år. Seks år forinden var hendes far død af samme sygdom, og Marianne Qvortrup Fibiger måtte indse, at hun pludselig udgjorde den ældste generation i hendes gren af familien.
Siden forældrenes død blev det ekstra vigtigt for hende at bruge så meget tid som muligt med sin mand og parrets tre børn. Det har drevet den lille familie vidt omkring i verden. Gennem et borgerkrigsramt Sri Lanka, adskillige afkroge af Indien og mange andre lande har familien fulgt religionsforskeren på hendes feltstudier.
Selvom det har været vigtigt for Marianne Qvortrup Fibiger at finde sin egen vej i livet, indrømmer hun, at hendes forældre nok har sat et stort aftryk på hende. Kælderen i Marianne Qvortrup Fibigers barndomshjem husede udenlandske logerende, der var kommet til Danmark for at studere på den radiografuddannelse, som hendes mor, sygeplejersken Minna Qvortrup, var med til at grundlægge. Når de udenlandske gæster skulle navigere i det danske frokostbord, kunne marmeladen nemt havne ovenpå leverpostejen. At se udlændingene prøve at manøvrere i danske skikke skærpede hendes blik for, at tingene kunne være anderledes, og at det, der var naturligt i hendes kultur, kunne være ganske eksotisk - og forvirrende - i andres øjne.
Hendes far, Helge Qvortrup, var historiker, rektor og et "omvandrende leksikon". Han tog hende blandt andet med til gudstjenester, og når de kom hjem, diskuterede de livligt og kritisk, hvad der blev sagt i kirken. Faderen havde en intellektuel tilgang til det kirkelige, fortæller Marianne Qvortrup Fibiger, og det har hun også fået.
Når hun i dag betragter religion, er det med et let distanceret forskerblik. For hende er religion og dens ritualer et socialt meningssystem, og måden den praktiseres udtrykker en given kulturs særlige DNA. Ud fra den definition anser hun sig selv som kulturkristen og tager selv del i de kulturbærende ritualer, som hun ser som afgørende for vores fællesskab og måde at være til stede i verden på. Om religionen er udtryk for en højere magt end det sociale, er hun mindre sikker på.
Under religionsstudiet blev Marianne Qvortrup Fibiger involveret i et forskningsprojekt, der førte hende til en indisk, hinduistisk familie i London. Her gik det op for hende, at hinduismen nok er den vanskeligste religion at forstå gennem en vestlig linse. I Vesten har man en særlig måde at kategorisere religioner på, forklarer hun. Der skal gerne være én hellig tekst, et bestemt gude-billede og en grundlægger. Det findes ikke i hinduismen, siger hun, og derfor må man udvide sit religionsbegreb for at forstå religionen. Marianne Qvortrup Fibiger elsker en intellektuel udfordring, så efter opholdet hos den indiske familie, kastede hun sig over hinduismen.
Mens de indiske hinduister ikke har så solide grundpiller som den kristne teologi, opdagede hun, at indernes religion er gennemsyret af alskens hverdagsritualer. På rejserne blev hun også opmærksom på, hvor vigtigt det var for hendes familie at skabe ritualer. For når rammerne er uvante, bliver det særligt vigtigt med faste ritualer til at danne en rytme i hverdagen.
”Så i min lille familie er vi blevet gode til at skabe nogle små ritualiserede tidslommer for os selv,” fortæller hun.
Det vigtigste, Marianne Qvortrup Fibigers feltture har lært hende, er at sætte pris på sit eget hjem i Danmark.
”Når man studerer andre kulturer så indgående, lærer man at værdsætte nogle mønstre herhjemme, som man normalt ikke er opmærksom på,” konstaterer hun.
Selvom forskeren mener, at ritualer er essentielle for mennesker, har hun ikke selv planlagt det store fødselsdagsritual. Hun bryder sig nemlig ikke om at være i centrum, og hun mere komfortabel ved at tale om hendes forskning end om sig selv. Dagen skal bruges på at undervise i komparativ religionsvidenskab og senere en afdæmpet fejring blandt familie og venner.