Prøv avisen

Poeten fra Præstø

Pia Juul har modtaget Aarestrupmedaljen i 1994 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse siden 2000. Fra 2005 har hun været medlem af Det Danske Akademi. Foto: Jens Astrup.

Forfatter og oversætter Pia Juul mestrer de fleste genrer og læser langt mere end de fleste. Og så er hun en stor beundrer af Herman Bang og Gustav Wied. I morgen fylder hun 50 år

Forfatter og oversætter Pia Juul havde forventet at få kritik af anmelderne for sin seneste digtsamling, Radioteatret, fra 2010. I stedet blev hun belønnet med Montanas Litteraturpris på 100.000 kroner.

I morgen fylder Pia Juul, der er blevet kaldt en af sin generations mest respekterede digtere, 50 år.

LÆS OGSÅ: Pia Juul vinder stor litteraturpris

Sammen med digterne Niels Frank og Morti Vizki gjorde hun op med 1980ernes jeg-centrerede lyrik og introducerede en anden poesi med nye blikke på tilværelsen med sproglege og skæv humor. Hun er født i Skælskør, men flyttede med sin familie til Himmerland, da hun var seks år.

I 1985 besøgte hun udstillingen Gud og Grammatik i København, og her blev hun fuldstændig hypnotiseret af digteren Søren Ulrik Thomsens oplæsning. En oplevelse, der fik stor indflydelse på, at hun blev forfatter.

Pia Juul debuterede som forfatter i 1985 med digtsamlingen Levende og lukket, men slog for alvor igennem med En død mands nys fra 1993.

Hun spænder vidt og har udgivet dramatik, børnebøger, digtsamlinger, novellesamlinger og romaner, senest kriminalromanen Mordet på Halland, som indbragte hende Danske Banks Litteraturpris. Det er læseglade danskere, der stemte på Pia Juul og hendes kvindelige hovedperson, Bess.

Hun benægter, at hun er belæst, selvom hun altid læser og har læst langt mere end de fleste, alligevel står der på sidste side af Mordet på Halland: Tak til Herman og Gustav for lån. Det er forfatterne Herman Bang og Gustav Wied, som Pia Juul sender en særlig hilsen.

Jeg føler virkelig, at jeg både er i familie med Herman og Gustav på alle måder. Bare fordi jeg, lige siden jeg var barn, har været deres grundige læser, især af Herman Bang, har hun fortalt i et interview i Information.

Ved siden af sit arbejde som forfatter arbejder Pia Juul som oversætter af engelsk og amerikansk litteratur.

Pia Juul har modtaget Aarestrupmedaljen 1994 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse siden 2000. Fra 2005 har hun været medlem af Det Danske Akademi.

Hvad fremtiden bringer for Juul er uvist, men i en anmeldelse i Kristeligt Dagblad kom Peter Stein Larsen med følgende bud, da Radioteatret udkom: En mulighed for at se på Radioteatret med et vurderende blik består i at se den på baggrund af Juuls tidligere værker. Her synes det seneste værk at repræsentere endnu et skridt bort fra det brede publikum, som forfatteren fik uden at give køb på sin særegne stil og omverdenstolkning i Dengang med hunden og mod en esoterisk uforståelighedspoetik. Vælger Juul at bevæge sig yderligere ad denne vej i sine næste bøger, vil hun naturligvis stadig få usvigelig applaus fra en lille gruppe litterater omkring Forfatterskolen i København. Men er det nok for Pia Juul?.

Pia Juul lever sammen med billedkunstneren Ian Nikolai Kjær og deres datter i den lille by Kragevig syd for Præstø.