Venstre-politiker mellem land og by

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har fået kritik på grund af sit nære forhold til landbruget. Netop det landlige ligger dybt i hende, og hun pendler mellem Christiansborg og familieliv i det sønderjyske

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har 25 år som folketingsmedlem bag sig. Nu bliver hun kritiseret for sit tætte forhold til landbruget.-
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har 25 år som folketingsmedlem bag sig. Nu bliver hun kritiseret for sit tætte forhold til landbruget.- . Foto: Scanpix.

I 25 år har Eva Kjer Hansen kørt frem og tilbage mellem København og Sønderjylland. Den kriseramte Venstre-politiker har brugt halvdelen af sit liv på Christiansborg, men den sønderjyske mentalitet, det særlige sprog og adressen i Aabenraa har hun ikke givet slip på.

I december kunne Eva Kjer Hansen fejre 25-årsjubilæum som medlem af Folketinget. Det foregik i fællessalen på Christiansborg, hvor kolleger, samarbejdspartnere, familie og venner var inviteret til sønderjysk kaffebord. Således mødtes to miljøer, der har været livslange omdrejningspunkter for Eva Kjer Hansen, der i øjeblikket møder hård kritik for at arbejde for tæt sammen med landbrugsinteresseorganisationer.

Eva Kjer Hansen blev født den 22. august 1964 i Aabenraa i Sønderjylland, hvor hun voksede op som landmandsdatter. Hun bor stadig i Aabenraa, hvor hendes tre døtre på 14, 16 og 18 år også er vokset op og konfirmeret. Indtil Eva Kjer Hansen og eksmanden blev skilt for tre år siden, boede familien sammen på en gård, hvor der kunne kobles af fra politiker-livet i landlig idyl. Nu er gården skiftet ud, men det er stadig Aabenraa, ministeren tager hjem til, når der skal holdes weekend fra Christiansborg.

Siden Eva Kjer Hansen var bare 18 år og sad i Venstres Ungdoms landsstyrelse, har hun været involveret i politik. Det sønderjyske ophav har også haft indflydelse på det politiske liv, hvor Eva Kjer Hansen har været optaget af grænsespørgsmålet og det europæiske samarbejde. Af kolleger bliver hun beskrevet som en rigtig Venstre-politiker, der er liberal og går ind for EU.

I løbet af sine mange år i politik, har hun fået mere erfaring, men det er stadig de samme politiske værdier, der er vigtige for hende. I løbet af sin karriere har hun haft tre ministerposter. Fra 2004 til 2007 var hun socialminister og minister for ligestilling, og fra 2007 til 2010 var hun minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Siden valget i 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) igen kunne indtage statsministeriet, har Eva Kjer Hansen været landets miljø- og fødevareminister. Derudover har hun i løbet af sin tid i politik været formand for Europaudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Udvalget vedrørende Danske Kulturelle Anliggender i Sydslesvig, og i starten af sin politiske karriere var hun fra 1994 til 1999 medlem af Europa-Parlamentet.

Som politiker bliver hun beskrevet som yderst arbejdssom og dedikeret til det politiske arbejde. Det har også betydet, at der ikke har været meget tid til privatliv, og at hun har været meget væk fra børnene i Sønderjylland. I dagligdagen har det derfor været vigtigt for hende at holde kontakt med børnene på anden vis, og de har altid kunnet komme igennem til hende, selvom hun har haft travlt på Christiansborg.

Hendes tætte tilknytning til Sønderjylland har også betydet, at hun igennem sin politiske karriere har haft en god føling med sit bagland, og hvad der foregår uden for København.

Eva Kjer Hansen har altid været tæt på landbruget, og i øjeblikket er det netop ministerens forbindelse til landbruget, der bliver diskuteret.

Den 8. februar kom det frem, at BT har kunnet dokumentere, at interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug har haft indflydelse på store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for den arbejdsgruppe, der skal udarbejde en plan for kommunernes vedligeholdelse af landets vandløb.

Senest er ministeren blevet kaldt i samråd af de fem oppositionspartier, efter det kunne læses i Berlingske, at flere forskere er uenige i, at den nye landbrugs- og miljøpakke vil gavne naturen.