Politisk provokatør fylder rundt

Økonomilærer og tidligere folketingsmedlem Frank Dahlgaard runder 70 år, men har ingen planer om pension. I stedet varmer han op til et politisk comeback

Tidligere folketingspolitiker Frank Dahlgaard har siden 2011 været formand for Liberal Alliance i Gladsaxe og er i dag folketingskandidat for partiet. Privatfoto.
Tidligere folketingspolitiker Frank Dahlgaard har siden 2011 været formand for Liberal Alliance i Gladsaxe og er i dag folketingskandidat for partiet. Privatfoto.

”Jeg siger til mine elever: I kommer aldrig til at glemme mig, uanset hvor meget I prøver.”

Sådan sagde cand.polit., samfundsdebattør og politiker Frank Dahlgaard, da han blev fastansat som lektor på landets største handelsgymnasium, Niels Brock på Frederiksberg. Ved samme lejlighed afslørede han, at han ud over et godt humør havde tænkt sig at gøre brug af en god del provokationer for at gøre et uudsletteligt indtryk på sine elever.

Og det var langtfra en ny taktik for den tidligere MF'er, der, ikke mindst siden han i begyndelsen af 1990'erne kastede sig over politik, har gjort provokationen til sit varemærke. Torsdag fylder han 70 år.

Frank Dahlgaard er som barnebarn af forhenværende minister Bertel Dahlgaard og søn af forhenværende arbejdsminister Lauge Dahlgaard født ind i, hvad der bedst kan betegnes som radikal royal familie.

Alligevel faldt valget på Det Konservative Folkeparti, da Frank Dahlgaard efter en karriere som underviser, journalist og økonomisk kommentator for blandt andre Kristeligt Dagblad, Berlingske og Børsen, stillede op som folketingskandidat i 1994.

Han markerede sig tidligt som en mand, der sagde tingene ligeud og uden omsvøb. Et karaktertræk, der blev værdsat af både politiske med- og modspillere, men også skaffede ham flere fjender og fik både juridiske og karrieremæssige konsekvenser. Hans åbenmundethed har blandt andet udløst Kosan-prisen samt ”Årets Forklæde” for hans skribent- og foredragsvirksomhed samt utrættelige forsvar for det frie erhvervsliv og familiens værdier. Men samme åbenmundethed har også udløst en dom for æreskrænkelse og ført til, at han i 1999 blev ekskluderet af den konservative folketingsgruppe.

Efter et par år som løsgænger og en meget kort periode som folketingsmedlem for Kristeligt Folkeparti vendte den EU-skeptiske provokatør tilbage til sit uddannelsesmæssige udgangspunkt. Først som fuldmægtig i Danmarks Statistik, siden som underviser i international økonomi på Erhvervsskolen Nordsjælland og senest som lektor på Niels Brock.

Frank Dahlgaard har dog aldrig sluppet hverken sit politiske virke eller store samfundsengagement. Han blander sig fortsat aktivt i debatten, skriver og kommenterer og har siden 2011 været formand for Liberal Alliance i Gladsaxe og er i dag folketingskandidat for partiet. I alle sammenhænge holder han sit provo-gen ved lige: ”Kun døde fisk flyder med strømmen”, står der på hans hjemmeside, hvor han også redegør for sine aktuelle holdninger og mærkesager. Blandt andet, at Muhammed-krisen egentlig ikke burde anses som en krise, men som en nødvendig konfrontation med muslimsk fundamentalisme, og at de gamle borgelige partier har svigtet deres vælgere - ikke bare med den førte EU-politik, men også i forhold til den økonomiske linje og håndteringen af indvandringen og flygtningesituationen.

Privat er Frank Dahlgaard ivrig bjergbestiger, begejstret frilufts-entusiast og mangeårig fjeldfører i Den Norske Turistforening. Han dyrker kajakroning, motionsløb og spejdersport, men holder alligevel allermest af at bruge tid sammen med sin familie: hans hustru, journalist Sissel Klingenberg, samt parrets to voksne børn og deres i alt fem børnebørn.