Populær eksilsvensker fylder rundt

Skibskok og skuespiller Thomas W. Gabrielsson er den mest brugte svenske skuespiller på dansk jord. I dag fylder han 50 år

En smilende Thomas W. Gabrielsson – ellers er det mere som skummel type i for eksempel ”Ørnen”, at danskerne har stiftet bekendtskab med ham. –
En smilende Thomas W. Gabrielsson – ellers er det mere som skummel type i for eksempel ”Ørnen”, at danskerne har stiftet bekendtskab med ham. –. Foto: Nils Meilvang.

Det var rollen som skurken Sergej Vastjinski i tv-serien Ørnen, der første gang gjorde danskerne opmærksom på Thomas W. Gabrielsson.

Han blev født i Gøteborg, men det meste af skuespilkarrieren er begået på dansk jord, hvor Gabrielsson har boet og arbejdet de sidste små 30 år.

Kimen til livet på de skrå brædder, og siden på både det store og det lille lærred, blev dog lagt på skolen i Bjuv udenfor Helsingborg, hvor Gabrielsson slog sine folder som barn. Hver søndag i skolens aula fandt den 13-årige skuespillerspire en ny måde at udtrykke sig på, som skulle vise sig at holde ved.

LÆS OGSÅ: Edward Munch blev døråbner

Men drømmen om en skuespilkarriere skulle først en smuttur inden for kokkefaget, før den gik i opfyldelse. I jagten på livserfaring fik den unge Gabrielsson efter niende klasse hyre på færgerne mellem Grenaa og Sverige, og efter tre år var han uddannet skibskok. På den tid begyndte han at slå rødder i Danmark. Men drømmen skulle jagtes, og som 21-årig blev han optaget på den italienske teaterskole Teatro Potlach. I 1987 vendte han tilbage til Danmark med et eksamensbevis i tasken.

Efter det sidste store scenejob, en monolog-opførelse af Jan Guillous Ondskab, som han turnerede med i et år, kom tiden til film og tv. Her fik den brede danske befolkning syn for Thomas W. Gabrielsson, først i Ole Christian Madsens En Kærlighedshistorie og siden i Rejseholdet.

Gennembruddet kom med tv-serien Ørnen, og siden har Gabrielsson gæstet skærmen i både Forbrydelsen III og Livvagterne, ligesom han har spillet med i den internationalt hædrede dansk-svenske film En Kongelig Affære.

Til efteråret er han aktuel i det svenske drama Skummtimen.

I starten af 2010 lukkede Thomas W. Gabrielsson lidt op for sin private side, da han i et interview fortalte, at han som 11-årig fik at vide af sin mor, at den mand, han tror er hans far, ikke er det.

Denne oplysning sætter sig i sindet på Gabrielsson, og han mener selv, at denne usikkerhed på egen identitet og rødder har givet ham flere svære stunder med sine skiftende kærester.

Som godt 20-årig får han sin fars identitet fra sin mor, men det er først, da han er i 30erne og selv har fået børn, at han får mødt sin biologiske far og sine to halvsøstre.

Mødet bliver starten på en ny tid for Gabrielssson, der nu føler, at det er lykkedes mig at samle mit puslespil.