Præsten, der ikke går stille med dørene

Folkekirken får ofte hug for at være famlende og usynlig. Det gælder bestemt ikke Vejle-præst Rolf Slot-Henriksen. Som ivrig debattør og islamkritiker markerer han sig igen og igen, hvilket blandt andet har kastet en racismesag af sig. I morgen fylder han 60 år

Sognepræst og fødselar Rolf Slot-Henriksen beskrives af sognekollegaen præst Birgith Vestergaard Thomsen som en overordentlig god kollega, der giver plads til at tænke anderledes, end han selv gør, og som engagerer sig med hele hjertet. Blandt de anderledes elementer i kirken er Henriksens årlige meditationsgudstjenester. Foto: .

At sammenfatte sognepræst Rolf Slot-Henriksens meninger og specielt argumenter i et enkelt fødselsdagsportræt er en næsten umulig opgave.

LÆS OGSÅ: Præst på korstog. Glem nu det enhedssamfund

I årevis har læsere af specielt Vejle Amts Folkeblad ikke kunnet undgå at støde på navnet af den lokale præst i avisens spalter, for som præst i Bredballe Sogn siden 1977 har han gjort sine meninger gældende størstedelen rettet mod, hvad han opfatter som en tiltagende islamisering af Danmark.

Præstens deltagelse i den offentlige debat viser sig med stor sandsynlighed ikke mindre i fremtiden. Når han i morgen fylder 60 år, træder han samtidig et skridt nærmere sin selvvalgte pension fra årsskiftet. Men selv efter 34 år som sognepræst i Bredballe håber han fortsat at kunne træde til ved eksempelvis de julegudstjenester, som sognet de seneste år har afviklet hele otte af på selve juleaftensdag på grund af populariteten. Og som Rolf Slot-Henriksen har sat så stor en ære i, at han på selve dagen er troppet op i kirken lidt over 06.00 for at skrive dagens prædikentekst, fordi prædikener skal skrives til nuet.

I nuet har han selv været gentagne gange med sit debatvirke om islams indtog i Danmark. Som formand for Grundlovsforeningen Dansk Kultur kæmper han med egne ord for at værne om den kristne kulturarv blandt andet ved at kæmpe imod moskéer i Danmark.

Det kastede i februar en racismeanmeldelse af sig, da Jonas Bjørn Jensen (S), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, anmeldte præsten for racisme. Årsagen var, at Rolf Slot-Henriksen skriftligt havde klaget til borgerrepræsentationen over, at de ville tillade opførelsen af to moskéer i København. Ifølge Jonas Bjørn Jensen lød det i brevet, at en godkendelse af moskéerne var det samme som at byde velkommen til krig og blod i gaderne. Selv afviste Slot-Henriksen at have nævnt blod i gaden, og sagen er siden faldet.

Fødselarens debat-engagement viste sig også ved polemikken om de afviste irakere i Brorsons Kirke i København. Rolf Slot-Henriksen mente, at det skadede folkekirken, at Brorson-præst Per Ramsdal husede irakerne. Der skal være plads til alle mennesker fra alle partier i kirken, og derfor nytter det ikke noget, at en præst står for en bestemt holdning, sagde han i kølvandet på sagen for to år siden.

Netop hans kamp forretten til forskellige holdninger udmøntede sig ved årsskiftet i initiativet Støtteforeningen for forfulgte danske forfattere. For Rolf Slot-Henriksen er selv forfatter og har oplevet trusler og erfaret, at det kan være svært at få omverdenen til at tage truslerne alvorligt.

I sit forfattervirke har han skrevet om nærdødsoplevelser og om dansk børnekultur, som ifølge ham er under pres fra blandt andet computere. Til november barsler han med en endnu en bog; en moppedreng på 400 sider om den danske humor, som med Henriksens ord er en dansk egenart under pres.

Rolf Slot-Henriksen er på syvende år gift med kunstner og art director Annette Præstegaard. Han har to voksne børn fra ægteskabet med sin afdøde kone.

gehlert@k.dk