Præsten der kæmper for rummelighed

Hun forsvarede Taarbæk-præsten, der ikke troede på en skabende Gud, og har skrevet om kvinder i folkekirken. I dag fylder Eva Holmegaard Larsen 5o år

Eva Holmegaard Larsen var medstifter af det omdiskuterede debatforum ”Plan B”, som i forbindelse med Grosbøll-sagen havde til formål at bevare en bred og rummelig folkekirke. –
Eva Holmegaard Larsen var medstifter af det omdiskuterede debatforum ”Plan B”, som i forbindelse med Grosbøll-sagen havde til formål at bevare en bred og rummelig folkekirke. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Af en nær ven betegnes Eva Holmegaard Larsen som en dygtig præst og en fantastisk prædikant, som formår at samle alle trådene, når hun går på prædikestolen. I dag fylder hun 50.

Siden 1999 har hun været sognepræst i Nødebo Sogn, hvor hun har stået for de kirkelige aktiviteter i Gadevang og Nødebo Kirker. Før det var hun sognepræst i Hellebæk-Hornbæk Pastorater, hvor hun kom til i 1993. Dermed kan hun også fejre 20-års-jubilæum som sognepræst i år.

Ifølge eget udsagn har hun altid været forkæmper for den rummelige folkekirke. Det kom blandt andet til udtryk under sagen om præsten Thorkild Grosbøll, som blev citeret for, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud. Efter at sagen havde kørt i medierne, oprettede hun sammen med andre kirkefolk debatforummet Plan B, som havde til formål at bevare den brede og rummelige folkekirke. Initiativet mødte megen kritik. Blandt andet mente nogle, at projektet var et forsøg på at påbegynde en fløjkrig i folkekirken, mens lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen kaldte Plan B-projektet for en tåbelighed, når man ikke har en plan eller et program.

LÆS OGSÅ: Ingen typisk missionsmand

Eva Holmegaard Larsen er medforfatter til bogen Kristendom fra a til å, der blev udgivet i 2002, mens hun sidste år fik udgivet den anmelderroste bog Kvinde, mand, kirke folkekirken og den lille forskel, der kaster et kønsperspektiv på folkekirken.

I forbindelse med udgivelsen af sidstnævnte bog har hun holdt foredrag rundt omkring i landet om emnet køn og kirke. Før det har hun turneret med foredrag om forskellige emner som Thomas-evangeliet, forholdet mellem stat og kirke og Shakespeare. Sin fritid bruger hun blandt andet på at synge i kor, og ifølge en ven er sognepræsten meget musikalsk.

Hun er gift med teologiprofessor ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen. Parret har tilsammen seks børn, hvoraf to stammer fra Eva Holmegaard Larsens tidligere ægteskab.