David Favrholdt blev født i USA i 1931, hvor hans far havde sit virke i danske udvandrerkirker. David Favrholdt var ikke så gammel, da familien flyttede til Danmark, og det var da også her, han fik hele sin uddannelse.

Efter sin studentereksamen i 1950 var han kortvarigt omkring faget musikvidenskab, men det blev i stedet filosofien, der løb med opmærksomheden.

Fagligt fyrtårn

David Favrholdt var med en noget slidt term, men i dette tilfælde absolut korrekt, et fagligt fyrtårn på sit område. Hans embedseksamen i psykologi blev kombineret med en magisterkonferens i filosofi, og i midten af 1960erne skrev han en doktorafhandling om filosoffen Wittgensteins hovedværk.

Især erkendelsesteorien pirrede David Favrholdts nysgerrighed, og Filosofisk Codex. Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse fra 1999 må uden sidestykke betragtes som hans hovedværk. Men det var igennem hele hans forfatterskab, at forholdet til omverdenen, set i et filosofisk perspektiv, var i fokus.

I 1966 blev Favrholdt professor ved det da nyoprettede Odense Universitet. Her arbejdede og underviste han i 35 år sideløbende med sit forfatterskab. Den lettilgængelighed, man så i hans bøger, prægede også hans foredragsvirksomhed rundt om i landet. Hvor han i øvrigt altid måtte have chauffør på, for selvom han var født i automobilernes moderland, fik han aldrig selv kørekort. Han ville hellere holde sig i form med cykling og gang.

Det sidste, offentligheden hørte fra David Favrholdt, var en række indlæg, der kritiserede Københavns Universitet og rektor Ralf Hemmingsen for håndteringen af sagen om den omdiskuterede hjerneforsker Milena Penkowa.

Fra præstesøn til agnostiker

Selvom David Favrholdr var præstesøn, så han sig selv som agnostiker en, der kun kan tro på det, erfaringen fortæller ham. Al tiltro til et gudsbegreb blev lagt i ruiner, da han som 14-årig arbejdede ved en forsyningspost i Kolding og serverede suppe for de udmagrede fanger, der kom hjem fra kz-lejrene. Hvis Gud er både god og almægtig, burde han kunne tilintetgøre en sådan ondskab. Siden det tydeligvis ikke var tilfældet, var der noget galt.

Sin egen død så David Favrholdt i møde med sindsro i tråd med sin logiske verdensopfattelse:

"Når jeg dør, er mit korte besøg i universet forbi, og dermed er det slut med min eksistens. Det kan jeg godt leve med, har han sagt, men fortsatte: Men jeg kan samtidig godt forstå, at andre ikke er med på den indstilling. For mange er det en psykologisk nødvendighed at tro på noget hinsides, og man skal ikke tage troen fra folk."