Præst i Vartov: Jeg vidste ikke, hvor vigtigt præstearbejdet er

I sommer skiftede Jesper Tang Nielsen jobbet som universitetsteolog ud med det som præst i Vartov. Han er overvældet over tilliden og respekten fra menigheden. I anledning af hans 50-årsfødselsdag på søndag har Kristeligt Dagblad stillet ham en række store spørgsmål om livet

Jesper Tang Nielsen,studieleder Teologiks Fakultet,København.
Jesper Tang Nielsen,studieleder Teologiks Fakultet,København.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er ubetinget, at jeg er blevet præst i Vartov. Det har været en meget stor glæde og fornøjelse. Man skulle ikke tro det, eftersom jeg har beskæftiget mig intensivt med teologi hele mit voksenliv. Men det har åbnet en ny verden for mig, som har vist sig at være meget glædelig og udbytterig. Jeg har lært, at det at være præst er et vidunderligt og privilegeret arbejde. Man bliver mødt med noget, som er meget sjældent: Tillid kombineret med respekt, som jeg nærmest ikke kan forestille mig, at man finder i samme grad andre steder. Samtidig har man lov til at beskæftige sig med det, der interesserer en selv – og heldigvis også ens menighed – allermest, nemlig hvad kristendommen betyder. Det får man lov til at formidle i prædikener og i personlige samtaler, til konfirmander, i kirkelige handlinger, ja, på en hel masse forskellige måder. Det er meget, meget givende personligt, og man kan kun ønske, at det er bare en lille smule givende også for dem, man har med at gøre.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er svært at pege på én bestemt fase. Men jeg havde en periode i 1994-1995, hvor jeg studerede i Tübingen i Tyskland og fordybede mig rigtig meget i det, der optog mig mest, nytestamentlige skrifter. Det kan lyde underligt, at jeg fremhæver den periode, hvor jeg boede på et 10-12 kvadratmeter stort kollegieværelse og kiggede ud på en grøn brink, hvor der måske hver anden dag kom en ko forbi. Men jeg beskæftigede mig med det, jeg havde mest lyst til at beskæftige mig med og gav mig selv lov at være akkurat så studentikos, som jeg havde lyst til – også på tyske værtshuse med venner og bekendte. Så det ser jeg tilbage på som en god og sjov periode.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg kunne nævne mange, men jeg får lyst til at nævne en spejderleder, Jørgen Hyttel, fra min tid som KFUM-spejder i Nørresundby. Han tog os med på grillbar og spiste hotdog med os, fordi det var, hvad han selv havde lyst til. Det nyder mine børn godt af i dag, når jeg gør det samme med dem.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

I mange år vidste jeg ikke, hvor godt et arbejde det er at være præst, og hvor godt et job det er. Så det bedste, jeg har gjort, har helt klart været, at jeg vovede at søge embedet som præst i Vartov og turde sige ja til det. På forhånd var jeg ikke bevidst om, hvor teologisk fagligt man arbejder også som præst –og jeg var slet ikke bekendt med alle de fordele, jeg nu har opdaget, at man har som præst. Jeg tror i virkeligheden heller ikke, at jeg vidste, hvor vigtigt et arbejde det er. Det kan jeg mærke nu, når folk søger mig, fordi jeg er præst.

Hvad tror du på?

Jesus Kristus. Jeg er vokset op i en kristen familie, og troen er en del af den, jeg er. For mig har det aldrig været et spørgsmål, om jeg troede. Når det handler om tro, mener jeg ikke, at det er noget, man som sådan kan vælge. Troen er enten noget, man bliver født ind i, som jeg er blevet det. Eller der sker et eller andet, sådan at man kommer ind i en tro. Ikke nødvendigvis en omvendelse; det kan også være noget, man langsomt vokser ind i, men det er aldrig noget, man vælger selv; det sker med én. Man kan naturligvis også miste troen – pludselig eller langsomt i en længere proces. Men heller ikke der tror jeg, at det er noget, man som sådan selv bestemmer eller vælger. Og for mig har troen altid været der.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?

Kunst. Jeg er især meget glad for teater. I teatret bliver jeg udfordret, samtidig med at jeg oplever nærvær og oplever noget, som er noget andet end mig selv og det, jeg selv kan komme med. Det er meget vigtigt for mig at have den energi og intensitet, som jeg oplever i teatret. Vi kan lære meget i coronatiden, og det er blevet klart, hvor vigtigt et område kulturen er. Kulturområdet er ekstremt vigtigt for et samfund, hvis det ikke skal lukke sig om sig selv.