Forleden sang familien hendes kiste ud af plejehjemmet. Og når Aase Wammen bliver begravet på lørdag, vil kirken være godt fyldt op af mennesker i alle aldre, der også synger hende varmt farvel, for kun de færreste, der mødte hende, forblev uberørte.
Til sin 99-årsfødselsdag ønskede hun sig en smart, rød hat og fik den. Det var sådan, hun var. En livsglad krudtugle med en hurtig replik og et stort vingefang, der rummede virkelyst, empati og en vilje til at få meget ud af det meste. Det var aldrig nok blot at være og slet ikke nok kun at være noget for sig selv.
Hendes drivkraft kom især fra faderen, en succesfuld grosserer, der skabte sin forretning først i Norge, siden i Hellerup, hvor hun voksede op og skabte opstandelse. For hun havde et iltert temperament og gjorde gerne grin med lærerne i en grad, så hun seks gange måtte skifte skole. Til faderens irritation, men også skjulte stolthed. Hovedet fejlede dog ikke noget, så hun tog til Oxford for at studere engelsk litteratur hos en professor, hvis nære ven var forfatteren George Orwell. Så ham faldt Aase Wammen selvfølgelig i snak med, ligesom hun senere blev en god bekendt til den berømte antropolog Margaret Mead.
Hjemme igen blev hun uddannet tilskærer og underviste på Hellerup Tilskærerskole, inden hun blev gift med manden i sit liv, grosserer Thorkild Carl Wammen. Sammen flyttede de til Aalborg, hvor hun levede et aktivt liv som grossererfrue og mor til tre, indtil livet slog endnu et sving.
Hendes mand blev præst – først i den lokale Vejgaard Kirke, siden i Beder-Malling sogn uden for Aarhus – og hun blev præstekone. Det gik ikke stille for sig. Hun arbejdede med søndagsskoler og konfirmandklubber. Hun åbnede hjemmet for skæve eksistenser. Hun arrangerede mannequinopvisning i præstegården, hvor sognets fruer viste tøj frem fra en modeforretning i Odder. Hun underviste også ældre i svømning, men hun blev især en lokal berømthed på grund af Skørteklubben. Her blev sognets damer inviteret ind i præstegården for at høre foredrag fra kendte navne, blandt andet teologen P.G. Lindhardt, der fortalte om sin tro på det evige liv.
”Vil det sige, professor Lindhardt, at vi efter døden slipper for at sidde i himlen med Abraham, Isak, Jakob og de andre ildelugtende fårehyrder?”, ville Aase Wammen vide – til professorens forbløffelse og sognets begejstring.
De satte pris på hendes ligefremme facon.
I slutningen af 1970’erne kulminerede hendes popularitet i en udnævnelse til æresborger i Malling. Med sin præstemand som medfølger blev hun kørt rundt i byen i karet og hyldet for det, hun gjorde, og den, hun var: en foregangskvinde. En inspirationskilde. Og et godt menneske, der til det sidste kunne imponere som sin families ubestridte overhoved.
For nylig sagde Aase Wammen, at hun gerne ville vågne op i morgen og være død. Ment på den måde, at hvis hun sov stille ind, gjorde det ikke noget. Men hvis livet fortsatte, ville hun også nyde det. Hun fik sin stille død, men minderne bliver. Såsom den om hendes 95-års fødselsdag, hvor hun trak sig tilbage efter hovedretten og talerne, fandt svigersønnens bil og slog sædet ned, så hun kunne få en lur. En halv time senere var hun igen festens og familiens midtpunkt. Sådan var hun.