Præsten, der blev besat af en kejserinde

Preben Ulstrup har siden studietiden kæmpet for at forene et virke som teolog med en glubende appetit for russisk historie. I dag fylder sognepræsten og amatørhistorikeren 60 år

Sognepræst Preben Ulstrup har som amatørhistoriker i en stor del af sit liv beskæftiget sig med det russiske zardømme. –
Sognepræst Preben Ulstrup har som amatørhistoriker i en stor del af sit liv beskæftiget sig med det russiske zardømme. – . Foto: Simon Johansen.

Særligt én kvinde har været definerende i Preben Ulstrups liv.

En kvinde, som han på trods af et travlt job som sognepræst altid har fundet plads til at lære bedre at kende.

De har aldrig mødt hinanden. For kvinden, kejserinde Dagmar af Rusland, gik bort i 1928.

Derfor er det da også gennem historiebøger, arkiver, slægtninge og dagbogsnotater, at amatørhistorikeren Preben Ulstrup har tilegnet sig sin ekspertviden.

Ulstrup har brugt utallige aftener med fingrene dybt i arkiverne, han har optrådt som ekspert i Den Russiske Revolution, og han tog orlov et helt år for at rejse til Rusland for at samle mere viden om kejserinde Dagmars skæbne, så han en dag kan færdiggøre hendes biografi.

I dag fylder Preben Ulstrup 60 år, og spørgsmålet trænger sig unægteligt på: Har Ulstrup aldrig fortrudt, at han uddannede sig til teolog og ikke til historiker?

”Jeg vaklede på et tidspunkt mellem de to retninger, men jeg har aldrig fortrudt mit valg. Jeg tænkte, det ville være nemmere at beskæftige sig med historie som teolog end med teologi som historiker,” siger Preben Ulstrup, der siden 1988 har været sognepræst i Mariendal Kirke på Frederiksberg i København.

Preben Ulstrup voksede op i Himmerland. Hans far var landmand, og hans mor hjemmegående. De var kristne og gik i kirke om søndagen, men det var først i gymnasietiden på Viborg Katedralskole, at Preben Ulstrup fandt ud af, at han skulle være teolog.

”Jeg interesserer mig for livet, og jeg mener, at teologi er det fag, som beskæftiger sig mest dybdegående med livet,” siger sognepræsten om valget, der ledte ham til Aarhus Universitet, hvor han i 1982 fik sin teologiske kandidateksamen.

Efter universitetet arbejdede han i en årrække som sognepræst og underviser i Grønland, før han flyttede til København.

På det tidspunkt udgjorde den russiske kejserinde en væsentlig rolle i hans liv. Interessen for russisk historie begyndte nemlig også i gymnasiedagene, nærmere bestemt på en studietur til Leningrad.

I 1970’erne var Sovjetunionen et lukket land, hvor kun statens udvalgte måtte vise rundt.

Ulstrup fik derfor kun den censurerede version af russernes historie. Det provokerede Ulstrup. Det var en facade, men han anede ikke, hvad der gemte sig bag.

Så da han kom hjem, begravede han sig i bøger om Rusland. Han fortabte sig undervejs i den krinkelkrog af historien, som har et dansk islæt over sig.

Hvem var denne Dagmar, denne danske prinsesse, som blev gift ind i det russiske zardømme, men som mistede alt, både frihed, familie og status under Den Russiske Revolution i 1917?

”Dagmar havde aldrig mulighed for selv at vælge, men måtte acceptere de situationer, livet satte hende i. Det er meget langt fra vores velfærdssamfund, hvor vi har mistet risikoen for at skulle betale en personlig pris. Hvis vi ikke er tilfredse med et valg, vi har truffet, vælger vi bare noget andet og begynder forfra.

Når vi støder på det uafvendelige, døden, bliver vi forbavsede over, at der er noget, der gælder absolut og ikke kan byttes. Derfor mener jeg, vi kan lære af kejserinden,” forklarer sognepræsten om sin Dagmar-fascination.

Trods umætteligheden for historie er præstegerningen aldrig kommet i anden række, understreger Ulstrups kollega, sognepræst Birgitte Veit.

”Især er han inspireret af Søren Kierkegaard,” siger hun om Ulstrups teologiske orientering, hvilket amatørhistorikeren nikker genkendende til.

Han beskriver sig selv som grundtvigsk-tidehvervsk, men ikke ”den del af det tidehvervske, som er blevet politisk”, som han siger.

Birgitte Veit oplever Ulstrup som en festlig og dygtig kollega, der også kan være stædig og ikke bange for at sige øvrigheden imod.

Preben Ulstrup har ikke hustru eller børn og planlægger ikke at gøre det store ud af sin runde fødselsdag.

”Jeg vil gerne fejre andre, men har aldrig fejret mig selv,” siger han.

Til spørgsmålet om, hvad han så skal lave på dagen, svarer han, at det nok godt kan ende med endnu en aften i kejserindens selskab.