Prøv avisen
Portræt

Præsten, der ikke troede på opstandelsen

"Jeg har altid arbejdet med udvikling, og har altid tænkt, at kirken ikke må gå i stå. Jeg har haft fokus på, at budskabet er det samme, men rammerne kan være anderledes,” siger Per Ramsdal om sit arbejde som sognepræst. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Han har været shippingmand, boghandler og præst, og han har været centrum i to kontroversielle sager om, hvad man som præst og folkekirke skal og bør. På mandag fylder den omdiskuterede præst Per Ramsdal 60 år

Der findes tidehvervske, missionske og grundtvigianske præster. Men hvilke ord bruger man til at beskrive en præst som Per Ramsdal, der på mandag fylder 60 år? Igennem sine 20 år som præst, har han som få formået at dele vandene. Han er blevet kaldt kætter og forlangt fyret. Og han er blevet kaldt fornyer og belønnet med prisen som årets københavner.

Teologisk er han rundet af opvæksten ved Hvide Sandes vindomsuste klitter. Af det lille samfund, hvor man enten kom i missionshuset eller på kroen, og hvor han valgte det første. Han var en del af FDF, hvor han oplevede en lysere form for kristendom end i missionsbevægelsen. Mormoderen, der var den traditionelle type, lærte ham, at man som menneske aldrig er alene, for Gud kan man altid stole på. Samtidig indskærpede hun over for Per Ramsdal, at man ikke bare kan tænke på sig selv. For der er altid nogen, der har det dårligere end én selv. Den næstekærlighed har altid været omdrejningspunktet i hans liv, også i præstegerningen.

Faderen var skibsbygger, og som ung fulgte Per Ramsdal også mod det maritime: Han blev uddannet shippingmand i Esbjerg. Men med egne ord var han ikke særlig god til det. I stedet blev han udsendt af Danmission til Oman, hvor han var boghandler. Organisationens dialogbaserede tilgang til missionsarbejdet var en øjenåbner, der ændrede hans syn på kristendommen. Det er noget, han har taget med sig på sine utallige rejser til Mellemøsten og i sognearbejdet.

Efter udsendelsen til Oman valgte Per Ramsdal at læse teologi på Københavns Universitet, hvor han blev færdiguddannet i 1996. To år senere blev han folkekirkens første ungdomspræst, da han blev ansat i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Som ny ungdomspræst måtte Per Ramsdal gå med sin mavefornemmelse og bare prøve tingene af i et forsøg på at nå den unge målgruppe. Nøglen dertil blev musikken. Først med rockgudstjenester, senere med jazz og hiphop. Ofte har han i forsøget på at forny kigget tilbage.

”Jeg er meget bevidst om, hvad vi har i forvejen, og hvor det kommer fra. Der er kommet masser af ting på op gennem kirkehistorien, og det kan forstyrre en masse. I min præstetid har jeg været optaget af at skrælle de mange lag af for at se på, hvad det grundlæggende er,” siger præsten.

I 2009 landede han for første gang i mediernes søgelys. Med menighedsrådet i ryggen var han gået ind i en sag om en gruppe afviste irakiske asylansøgere, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Da politiet under stort postyr ryddede kirken, brød en stor debat ud. Efter støvet havde lagt sig, var meningerne om Per Ramsdal delte. Var han helt eller skurk?

Selv fortryder han det ikke, og fik han muligheden, gjorde han det igen. Og så ville han nok være endnu mere udfarende. For ham handler det om, at kirken skal tage sit eget budskab om næstekærlighed alvorligt, for ellers ender det hele med bare at være luft, forklarer han.

Fem år senere kom Per Ramsdal igen i mediernes søgelys. I en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten blev han citeret for at sige, at han ikke troede på opstandelsen, og at han følte, at han stak en nødløgn, når han talte om den til begravelser. Pludselig var han landskendt som præsten, der ikke troede på den kristne trosbekendelse. Meningsdannere og politikere krævede, at han blev fyret, og biskoppen indkaldte til en tjenstlig samtale. Efterfølgende måtte han trække en del af sine udtalelser tilbage, og igennem ni måneder gennemgik han et teologisk samtaleforløb med teologiprofessor Theodor Jørgensen.

I samtalerne talte teologen og præsten om kristendommens store temaer. Om opstandelsen, himmelfarten og jomfrufødslen, alle de ting, der er konkrete. Samtalerne bekræftede præsten i, at det er budskabet, der er det vigtige. Han vejer omhyggeligt sine ord, når han i dag skal fortælle om sin tro. Per Ramsdal tror på opstandelsen, og det har han altid gjort. For ham handler det om, at man ikke skal kunne bevise alting.

”Jeg er lidt ligeglad med, om Jesus har gået på vandet. Jeg synes det er mere vigtigt at se på, hvorfor han gik på vandet. Og hvad vi kan bruge det til i dag,” forklarer han om sit synspunkt.

Ønsket om at gøre kirken og kristendommens budskab relevant for det moderne menneske har været en rød tråd igennem hans karriere. Og det bliver det ved med at være. Han er næsten lige tiltrådt en stilling i Hans Tausens Kirke i Islands Brygges Sogn, hvor han skal være med til at udvikle moderne og tidssvarende arrangementer som et tilbud til områdets nye beboere.

Flytningen til Islands Brygges Sogn betyder, at Per Ramsdal nu er på udkig efter en lejebolig i København. Han har tidligere været gift i 22 år, men er nu skilt. Sammen med sin ekskone har han en voksen datter, der for nylig er blevet udsendt til Libanon med Danmis-sion. Og Per Ramsdal er stolt over, at hun på den måde følger i hans fodspor.

Per Ramsdal om opstandelsen