Præsten, der vil have kirken til at tage ansvar i hverdagen

Ian Ørtenblad har haft fokus på kirkens sociale arbejde, diakonien, lige siden sin studietid. Kirken er mere end bare forkyndelsen om søndagen, siger han. I denne måned tiltræder han som ny formand for Kirkens Korshærs hovedbestyrelse

Der er kommet en helt anden forståelse for den diakonale opgave, og ordet er ikke længere et fy-ord, vurderer Ian Ørtenblad.
Der er kommet en helt anden forståelse for den diakonale opgave, og ordet er ikke længere et fy-ord, vurderer Ian Ørtenblad. Foto: Ritzau Scanpix/John Randeris.

Da sognepræst Ian Ørtenblad for 25 år siden læste teologi på Københavns Universitet, var der ikke afsat meget tid på studiet til at dykke ned i kirkens sociale arbejde, diakonien. Hvis man lige så bort fra en enkelt dobbeltlektion, kunne han være sluppet igennem det seks år lange studie uden at have arbejdet med diakoni.

På trods af emnets beskedne omfang på studiet, blev det netop denne dobbeltlektion, der fik sat retningen for den i dag 54-årige Ian Ørtenblads præstegerning.

”De to timer blev en øjenåbner for mig. De gav mig en erkendelse af, at det at være kirke er mere end bare ord og forkyndelse om søndagen. Kirke er også alt det, der sker i dagene mellem søndagene. Kirke er også at handle og tage ansvar i hverdagen,” siger han.

I første omgang valgte han at skrive opgaver om diakoni. Senere blev han frivillig i både telefontjenesten og i en varmestue hos den diakonale hjælpeorganisation Kirkens Korshær. Han har desuden i flere år været diakonipræst i Ribe Stift. Og i denne måned får hans diakonale fokus i præstegerningen en ny vinkel ved, at han netop er tiltrådt som ny formand for Kirkens Korshærs hovedbestyrelse.

Hvorfor har du sagt ja til opgaven?

”Jeg følte mig forpligtet til det. Jeg har siddet i hovedbestyrelsen i 10 år og har et bredt kendskab til arbejdet og værdierne. Og da vores tidligere formand desværre ikke opnåede genvalg til hovedbestyrelsen, følte jeg, at jeg måtte træde til. Det er noget, jeg tager på mig, snarere end noget, jeg har rakt ud efter,” siger han.

Ian Ørtenblad forklarer, at den store opgave for ham og organisa-tionen bliver at finde en ny korshærschef, efter den nuværende chef, Helle Christiansen, har meddelt, at hun stopper til efteråret.

”Det er helt afgørende, at vi finder den rigtige chef. En, som kan videreføre korshærens arbejde og fastholde organisationen på dens kirkelige grundlag,” siger han.

Hvor synlig mener du, at det kristne grundlag skal være i en hjælpeorganisation som Kirkens Korshær?

”Den kristne og folkekirkelige identitet er ikke bare en historisk omstændighed, men derimod hele drivkraften i arbejdet. Det er den, der former vores menneskesyn, hvor vi ser alle mennesker som ligeværdige og som skabt af Gud. Det varierer fra varmestue til varmestue, hvor direkte synligt det kirkelige er. Men det ligger som grundlag for hele arbejdet, uden vi dog går og måler hinanden på vores tro,” siger han.

Ian Ørtenblad arbejder til daglig som sognepræst i de tre sønderjyske landsogne i Døstrup-Mjolden-Rømø Pastorat. Her går meget tid med de klassiske præsteopgaver såsom gudstjenester og undervisning.

Men derudover er han særlig optaget af alle de aktiviteter, hvor sognet mødes på kryds og tværs i løbet af ugen. Han står blandt andet bag en kirkebio og har for relativt nyligt taget initiativ til ”Herreværelset”, hvor han inviterer sognets mænd til smørrebrød, en øl og en snak i præstegården.

Han er klar over, at nogen måske vil kategorisere ham som en aktivistisk præst. Selv har han det dog svært med den kategori.

”Det er rigtigt, at jeg ikke bare sidder hjemme på præstegården og nørder teologi. Jeg er optaget af alt muligt socialt og diakonalt i løbet af ugen. Men med aktivistisk kommer det let til at lyde, som om man ikke går op i teologi eller sløser med liturgien. Og sådan er det langt fra,” siger han.

Ian Ørtenblad er egentlig kontoruddannet og har læst logistik på Handelshøjskolen. Men som 29-årig søgte han ind på teologi-studiet. Det ser han i dag som en konsekvens af, at han igennem det meste af sit liv har været KFUM-spejder.

”Når man når en vis alder og tænker tilbage, indser man, at visse ting synes forbundet. Og jeg tror, at KFUM-spejderne har præget mig meget. Havde jeg ikke været spejder i KFUM, var jeg formentlig ikke begyndt at gå til gudstjeneste. Og dermed var jeg næppe kommet på tanken at skulle være præst,” siger han.

Hvad driver dig som præst?

”Jeg betragter det som et kald. Jeg oplevede det som et kald, da det gik op for mig, at jeg skulle være præst, og det kald har ikke været svækket et sekund siden. Det er det her, jeg kan bedst. Ens arbejde og person smelter helt sammen, hvilket kan være opslidende, men også meget meningsfuldt,” siger han.

Ian Ørtenblad glæder sig over, at det er blevet mere anerkendt i folkekirken at være præst med et diakonalt fokus. Og i dag vil man ifølge ham næppe kunne slippe igennem teologistudiet uden at beskæftige sig med kirkens sociale side.

”Der er sket en utrolig stor udvikling i folkekirken siden 1990’erne, hvor jeg studerede. Der er kommet en helt anden forståelse for den diakonale opgave. Formentlig er det en konsekvens af, at de gamle kirkelige fløje ikke står så fremtrædende længere, hvor man nogle steder så diakoni som et fy-ord,” siger han.