Georg Metz er pressens dannede, bedrevidende kværulant

Han udgik fra et jødisk borgerhjem i København, blev TV-Avisens ansigt i monopoltiden og har siden været nådesløs kulturradikal revser i dagbladet Information. I morgen fylder Georg Metz 70 år

Georg Metz og hans hustru, oversætter Benedicte Wern, boede i mange år i en stor lejlighed på Østerbro i København, men flyttede for ikke så længe siden på helårsbasis ind i det nordsjællandske sommerhus i Vejby. Det indebar, at halvdelen af Metz' 12.000 bind store bogsamling måtte lade livet. Parret har to voksne børn, en datter, der bor i Italien, og sønnen David Metz, som er filminstruktør. -
Georg Metz og hans hustru, oversætter Benedicte Wern, boede i mange år i en stor lejlighed på Østerbro i København, men flyttede for ikke så længe siden på helårsbasis ind i det nordsjællandske sommerhus i Vejby. Det indebar, at halvdelen af Metz' 12.000 bind store bogsamling måtte lade livet. Parret har to voksne børn, en datter, der bor i Italien, og sønnen David Metz, som er filminstruktør. - . Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.

Hvilken foredragsholder skal man hyre, hvis man gerne vil høre noget interessant, men ikke lige kan bestemme sig for, om det skal handle om kulturradikalismen, danskheden og de fremmede, den danske sang, den jødiske anekdote, mediernes myter eller humor som overlevelse?

Hvilken debattør skal man ansætte, hvis man ønsker sig en verbal enmandshær, som uge efter uge i veloplagt, causerende form kan tampe nådesløst løs på Danmarks Radios åndløse leflen for seertal, på den herskende danske folkestemning i forhold til flygtninge og indvandrere, på samtlige medlemmer af Venstre-regeringen og endnu mere på Dansk Folkeparti og al dets væsen?

Og hvilken radiomand skal man lytte til, hvis man ønsker sig programmer om kultur, samfundsdebat og musik fra før, verden gik af lave, og Danmarks Radio mistede sit monopol og sin ophøjede position som nationens dannelsesinstitution?

Svaret på alle tre spørgsmål er Georg Metz, som i morgen fylder 70 år og har været mediemand i 47 af dem.

Først gik han til hånde i Politikens Hus, siden kom han til Danmarks Radio, og fra 1977 og 10 år frem blev han berømt som en af TV-Avisens markante nyhedsværter. Efter en kort mellemlanding som filmkonsulent blev han ansat på dagbladet Information, hvor han har huseret siden 1991 - i en kort, hektisk periode i 1994-1996 tilmed som chefredaktør. Sideløbende har han udgivet en stor bunke bøger, holdt tusindvis af foredrag og produceret adskillige radioprogrammer for ”Den2Radio”, en ikke-kommerciel internetradiostation, som han sammen med Egon Clausen, Karsten Pharao og andre tidligere DR-folk grundlagde i 2008, og som har sendt lige siden.

Georg Metz blev født i København, netop som Anden Verdenskrig var slut. Han voksede op i det kulturelt dannede borgerskab som søn af en direktør i Landbrugsministeriet og blev præget af omtrent samme kombination af litterært åndsaristokrati, nationalt bevidst nationalismekritik og jødisk baggrund som brødrene Brandes et par generationer tidligere. Som 13-årig læste han stakkevis af kloge bøger og samtlige lederartikler i Information og skrev prætentiøse artikler om litteratur og klassisk musik i det lokale skoleblad sammen med sin lige så gammelkloge klassekammerat Mogens Lykketoft.

Sin livsbane fandt Georg Metz allerede i 4. klasse, da han blev vækket midt i dagdrømmerierne i timen af lærerinden, der proklamerede, at nu skulle vi høre Georgs foredrag. Helt uden forberedelse leverede han et foredrag om sit akvarium, som ifølge lærerinden var flot, bortset fra at slutningen kunne have været mere elegant.

I revolutionsåret 1968 begyndte Georg Metz på historiestudiet på Københavns Universitet, men snart tog talentet for journalistikkens historiefortælling i nuet over. Georg Metz var som skabt til DR, dengang den nationale public service-station havde monopolet på tv-nyheder og syntes, det skulle bruges mindst lige så meget på det, seerne havde brug for, som det, de gerne ville have. At være bedrevidende er almindeligvis et minusord, som man hæfter på irriterende personer, men Georg Metz ser mere forsonligt på ordet. Læsere, seere og lyttere skal gerne have noget at vide, de ikke vidste, og som er væsentligt, og så må de gerne anstrenge sig lidt for, at det lykkes.

Med tiden er tv-nyhedsudsendelsernes antal, fortælletempo og emnevalg forandret en del, og det vil være svært at forestille sig Georg Metz som tv-vært i dag. I stedet leverer han vidende og velformulerede, som regel stærkt polemiske, ordstrømme i sine foredrag og i artikler. Hverken hans artikler eller bøger som Dansk Folkeparti-parodien ”Et frisk pust” fra 2005 er synderligt begejstrede for tidens nationalkonservative og liberale strømninger, og på 60-års-dagen karakteriserede hans egen avis ham som ”noget så sjældent som en folkekær, kulturradikal kværulant”. Betegnelsen ”sur, gammel mand” bryder han sig ikke så meget om - dertil er hans humør for godt.