Prins Richard var kongehusets sjove onkel

Prinsesse Benediktes mand Prins Richard af Sayn-Wittgenstein-Berleburg er død. Han blev 82 år

I det danske kongehus var den nu afdøde prins Richard elsket som den sjove onkel, der altid var god for en munter bemærkning og som kunne lide at lave spas med blandt andre sine to nevøer kronprins Frederik og prins Joachim.
I det danske kongehus var den nu afdøde prins Richard elsket som den sjove onkel, der altid var god for en munter bemærkning og som kunne lide at lave spas med blandt andre sine to nevøer kronprins Frederik og prins Joachim. . Foto: Jesper Dall.

Prins Richard var ikke meget for det, han kaldte ”hofhalløjet”, men samtidig var han en mand, der hyldede dyder som pligtfølelse og retskaffenhed.

Pligtfølelsen gjorde, at han stillede op ved siden af sin hustru, prinsesse Benedikte, når det danske kongehus kaldte i forbindelse med officielle begivenheder. Især i begyndelsen af deres ægteskab i 1960’erne og 1970’erne, hvor kongehuset ikke havde mange voksne medlemmer at stille med, var prins Richard en fremtrædende gæst, når svigerfamilien i Danmark kaldte.

Retsskaffenheden kom blandt andet til udtryk i hans valg af titel. Richard Casimir Karl August Robert Konstantin zu Sayn-Wittgenstein, som hans fulde navn lød, var retteligen fyrste, men valgte under hensyntagen til faderens skæbne at kalde sig prins. Faderen Gustav Albrecht fyrste af Sayn-Wittgenstein-Berleburg var indkaldt under Anden Verdenskrig og vendte ikke tilbage.

Han blev meldt savnet under krigstjeneste i Rusland i sommeren 1944, men da hans lig aldrig blev fundet, og hans død derfor ikke kunne bevises, ville arvingen Richard efter sigende ikke kaldes fyrste og valgte i stedet titlen prins. Faderen blev dog officielt erklæret død i 1969, hvorefter prins Richard også juridisk blev familieoverhoved i den gamle, tyske fyrsteslægt.

Ved giftermålet med kong Frederiks og dronning Ingrids mellemste datter fik han tilbudt at få titel af prins af Danmark, men afslog og forblev på den måde tro mod sit tyske slægtsskab. Det var også til Tyskland, han førte sin brud efter bryllupsfesten på Fredensborg Slot den 3. februar 1968. Den danske prinsesse blev førstedame på slottet i Berleburg i delstaten Nordrhein-Westfalen, men har gennem hele sit ægteskab haft hyppige rejser mellem Tyskland og Danmark for at passe sine officielle pligter i fædrelandet.

I det danske kongehus var den nu afdøde prins Richard elsket som den sjove onkel, der altid var god for en munter bemærkning og som kunne lide at lave spas med blandt andre sine to nevøer kronprins Frederik og prins Joachim.

Richard zu Sayn-Wittgenstein tilbragte det meste af sin barndom hos moderens, den svenske grevinde Margareta Fouché d’Otrante, familie i Sverige Han voksede op hos sin morfar, hertugen af Otrante, på Elghammar Slot og gik på den anerkendte kostskole Sigtuna. Som ung studerede han henholdsvis skovbrug og jura på Göttingens Universitet i Hannoversch Münden og på München Universitet. Som uddannet forstkandidat overtog han ansvaret for slottet i Berleburg og de cirka 13.000 hektar skov, der hører til.

Her var han et udpræget familiemenneske og en hengiven far overfor sine tre børn: Den nu 48-årige prins Gustav, 46-årige prinsesse Alexandra og 41-årige prinsesse Nathalie. De to døtre har gjort ham til morfar fire gange. Sønnen Gustav har ingen børn. På grund af farfaderens testamente kan han ikke blive gift med sin kæreste gennem mange år, Carina Axelsson, da hun ikke er adelig. Prins Richard havde inden sin død overdraget sin søn ejendomsretten til slottet i Berleburg.

Den tyske prins, der foruden sit modersmål, også talte flydende svensk, var en ivrig jæger og en afholdt og samlende person i Berleburg, hvor han altid deltog i de lokale festivaller. Til gengæld havde han en stærk modvilje overfor pressens snagen i hans og hustruens liv og stillede meget sjældent op til fotografering. Udadtil kunne han derfor virke lidt stiv, men i sine hjemlige omgivelser var han et meget humoristisk og varmt menneske, der foretrak at sige tingene ligeud.

Prins Richard døde pludselig mandag aften, hedder det i en pressemeddelelse fra prinsesse Benediktes privatsekretær. Han, der tidligere har været alvorlig syg af kræft, blev 82 år.

Grafik: Hvem er hvem i Kongehuset?