Hvem er ”Prinsesse Sukkergodt med barberblad”? Læsere af forfatteren Dorrit Willumsen - der fylder 75 år på mandag - bliver næppe overraskede, når de får at vide, at det er hende, den spektakulære metafor hentyder til. For netop så sammensat, som den er, udtrykker hun sig.
Dermed er samtidig titlen nævnt på en ny, indgående beskrivelse af Willumsens store forfatterskab. Bogen, der er skrevet af Marina Allemano, kommer på Gyldendal den 12. oktober, samme dag som forlaget udsender fødselarens nye roman, ”Nær og fjern”, om længslen efter nærhed og kærlighed: Mennesker forsøger at nå hinanden, men uden at det nogensinde rigtig lykkes. Heller ikke dette kan overraske læsere af dette markante forfatterskab bestående af mere end tyve romaner, digt- og novellesamlinger, skuespil samt erindringer.
Et grundtema hos Dorrit Willumsen er kvindevilkår, analyseret så komplekst og nuanceret, at hendes virkelighedsbilleder ikke med nogen som helst rimelighed kan forkortes til feministiske slagord. Vi er langt fra kamplitteraturen. Imidlertid skriver hun ”umiskendeligt feminint, med en glasklar, kølig, indimellem næsten klinisk pointeringsevne, der giver hendes personkarakteristikker en særegen blanding af fylde og distance”.
Sjældent træder Willumsen som person frem for offentligheden. Hun lader sig hellere sine bøger tale for sig selv.
Påskønnet og anerkendt har hun været lige fra begyndelsen for 50 år siden, da hun debuterede med novellesamlingen ”Knagen”. Men det store læsergennembrud oplevede hun vel først med romanbiografien ”Marie” (1983), som blev belønnet med Boghandlernes Gyldne Laurbær. Bogen, der handler om Madame Tussaud, er dog snarere en roman end en biografi. Det samme gælder et andet vellykket forsøg i samme genre, denne gang med forfatteren Herman Bang som hovedperson.
Ganske vist bygger ”Bang” (1996), der udløste tildelingen af Nordisk Råds Litteraturpris, på grundig research. Og ganske vist indflettes dokumentariske citater fra breve, artikler og anmeldelser. Men alligevel: Det, der først og fremmest giver bogen karakter og ”stemme”, skyldes Dorit Willumsens egen fri fortolkning af Herman Bangs tanker og følelser, gennemført med den store indlevelse, der kendetegner alt, hvad hun skriver.
I øvrigt regner hun Bang blandt sine yndlingsforfattere. Andre med samme status i hendes univers er Marcel Proust, Marguerite Duras, Federico Garcia Lorca og - mest overraskende - Kaj Munk.
Blandt de mange priser, hun ud over de nævnte er hædret med, er Det Danske Akademis Store Pris (1981). Siden 1980 har hun modtaget den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.
Dorrit Willumsen voksede op på Nørrebro i København. Den fysiske ramme om barndommen var en lejlighed, hvor hun boede sammen med sin mor og sine bedsteforældre. Forholdene beskrives som trange, men trygge. Det sidste selvom hendes mor var en del fraværende. Og om sin far vidste hun meget lidt. Hendes morfar blev en slags fadererstatning. Han var tidligere sømand, og Dorrit Willumsen elskede at lytte til hans fantastiske beretninger om livet til søs. Han fremhæves ligefrem som hendes måske største læremester i den kunst at fortælle. At hun selv ville udfolde sig på lignende vis, var hun tidligt klar over. I gymnasiet begyndte hun at sende noveller til ugeblade - samt til Det Kongelige Teater! Men fik alt retur.
Om sit liv og sin karriere helt frem til i dag fortæller hun særdeles levende - med skæve vinkler og megen ofte grotesk humor - i de to erindringsbøger ”Det søde med det sure” (2009) og ”Pligten til lykke” (2011), der må regnes blandt hendes hovedværker. Blandt andet får vi ganske meget at vide - og diskret er hun just ikke - om ægteskabet med lyrikeren Jess Ørnsbo, som hun blev gift med i 1963. De har en søn, Tore Ørnsbo, der ligeledes er digter. Parret fejrede guldbryllup ved at udsende en fælles digtsamling, der hedder - ”Guldbryllup” (2013).