Prisbelønnet kritiker udfordrer mediernes skildring af kristendom og islam

Preben Brock Jacobsen fik stor ros for sin bog om mediernes fremstilling af kristendom. Den pensionerede gymnasielærer, som i dag fylder 70 år, er snart aktuel med endnu en bog om mediernes religionsforståelse

 Preben Brock Jacobsen fylder 70 år i dag og er til januar aktuel med en ny bog om mediernes behandling af islam. –
Preben Brock Jacobsen fylder 70 år i dag og er til januar aktuel med en ny bog om mediernes behandling af islam. – . Foto: Christoffer Sahil Mouritsen/Systime.

Preben Brock Jacobsen er opvokset i et Indre Mission-præget hjem, men i dag er han langtfra missionsk, siger han. For han tog som ung et opgør med den konservative forståelse af kristendommen, og i stedet fik han en mindre bogstavtro fortolkning af Bibelen.

Det er altså tidligt i livet gået op for den pensionerede gymnasielærer, som i dag fylder 70 år, at der er mange fortolkninger af kristendommen.

Det spillede en rolle, da han påbegyndte sin undersøgelse af mediernes behandling og kritik af kristendommen. For da undersøgelsen var færdiggjort, og han havde udgivet den i bogen ”Kristendomskritik i medierne” sidste år, var hans konklusion, at de fleste medier manglede forståelse for, at der findes andre fortolkninger af kristendommen end den konservative og bogstavtro.

“Jeg fik idéen, fordi jeg i lang tid havde haft oplevelsen af, at når jeg talte om kristendom, skulle jeg altid først igennem en hel masse fordomme om, hvad kristendom var. Mange har en meget fundamentalistisk forståelse af den, og jeg ville undersøge, om det var på grund af en underforstået diskurs i medierne,” siger han.

I sin bog skrev han, at den brede forståelse af kristendommen ikke kom frem i mediernes dækning. Den vandt i oktober en international pris ved kåringen af Europas bedste undervisningsmateriale.

Efter at være blevet student fra Sønderborg Statsskole i 1965 begyndte Preben Brock Jacobsen på Aarhus Universitet, hvor han studerede dansk og kristendomskundskab. Han begyndte at undervise i religion og dansk på det, der dengang hed Viborg Amtsgymnasium og HF, hvor han fortsatte indtil sin pension i 2011.

Dog var han ikke lærer alle årene. I 1976 havde han opnået tilladelse til at søge præsteembede, og i 1998 valgte han at gøre brug af muligheden, da han tog et halvt års barselsvikariat som sognepræst.

“Jeg nød at være præst, men det gik hurtigt op for mig, at jeg savnede flabetheden ved gymnasie- elever. Det at være sammen med begavede mennesker, der kan stille kritiske spørgsmål,” siger han.

I to år mellem 1987 og 1989 rejste han og familien til Færøerne, hvor han var lærer på Østerø Gymnasium. Det var efter en ferie på stedet, at familien besluttede sig for at tage et længere ophold.

Preben Brock Jacobsen bor med sin hustru i et bofællesskab uden for Viborg med 14 andre familier. Her har de haft deres eget hus siden 1975 og delt et fælles hus, hvor hans fødselsdagsfest skal holdes på lørdag.

Han har tre voksne børn og fem børnebørn. Han synger i Viborg Kammerkor og spiller højre back på et fodboldhold for mænd over 55 år. Og så hjælper han og hustruen af og til en gruppe flygtninge med sprogundervisning.

Til januar kommer han med en ny bog om mediernes fremstilling af religion. Denne gang om mediernes behandling af islam, som ifølge forfatteren lider samme skæbne i pressen som kristendommen.

“Islam bliver forvrænget, så trosretningen ses i lyset af terror. Diskursen er ofte, at islam er årsagen til terror. Den sekulære og moderate islam fylder ikke meget i medierne,” siger Preben Brock Jacobsen, der dog fremhæver Kristeligt Dagblad som et medie, der formår at give et nuanceret og sobert billede af den nytilkomne religion.