Provst kan spejle sig selv og kirken i tv-drama

Eskil Simmelsgaard Dickmeiss er provst i tredje generation og har netop fejret sin 50-årsfødselsdag i den præstegård, som danner ramme om dramaet i DR-serien ”Herrens Veje”. Han kunne godt ønske sig lige så meget lidenskab i folkekirken, som der er hos tv-seriens præster

Eskil Dickmeiss og hans hustru, der er gymnasielærer, samt parrets to børn på 6 og 10 år, måtte gennem to år dele deres hjem, præstegården i Stenløse, med tv-holdet bag DR’s dramaserie ”Herrens Veje”. Det var mest af alt en positiv oplevelse, men Eskil Dickmeiss glæder sig også over, at der nu er plads og ro til, at familien kan fejre deres egne fester i huset. –
Eskil Dickmeiss og hans hustru, der er gymnasielærer, samt parrets to børn på 6 og 10 år, måtte gennem to år dele deres hjem, præstegården i Stenløse, med tv-holdet bag DR’s dramaserie ”Herrens Veje”. Det var mest af alt en positiv oplevelse, men Eskil Dickmeiss glæder sig også over, at der nu er plads og ro til, at familien kan fejre deres egne fester i huset. – . Foto: Leif Tuxen.

Når provst Johannes Krogh i DR’s store søndagsdramaserie ”Herrens Veje” prædiker med stor lidenskab og kaster sig ud i heftige diskussioner med sin menighedsrådsformand og sin biskop om kirkens kerneopgaver, glæder det provst i Frederikssund Stift og sognepræst i Stenløse-Veksø Eskil Simmelsgaard Dickmeiss. For han ser det som en af tidens store udfordringer for folkekirken og dens præster at bevare lidenskaben og holde fokus på kerneopgaverne i stedet for at bruge alt for mange ressourcer på at skabe nye tiltag og events.

”Der er en forventning i tiden om hurtighed og nyskabelse. Det er fint at forny sig, men jeg synes i lige så høj grad, at det er folkekirkens opgave at insistere på langsomheden og gå imod den udbredte segmentering og individualisering, der blandt andet betyder, at vi tilbyder et væld af gudstjenester for særlige målgrupper, men måske ikke i så høj grad holder fast i gudstjenesten som et sted, hvor vi mødes med alle dem, vi ikke har alder eller interesserer tilfælles med,” siger provsten, der fylder 50 år i dag.

Selvom han gerne ser, at præsterne er fleksible og imødekommende over for sognebørnenes ønsker, mener han, at kirken bør bruge mere energi på at fastholde, hvad den kristne tro og tradition kan bidrage med, for eksempel i form af fordybelse, langsomhed og fællesskab. Blandt andet derfor har han – også her i avisen i et debatindlæg i januar i år – argumenteret imod drop in-dåb, fordi han mener, at det gør hurtigheden og individualiseringen til et koncept og afmonterer det fællesskab, man traditionelt bliver døbt ind i. Desuden mener Eskil Dickmeiss, at præstens rolle som sjælesørger og opgaverne med fx begravelsessamtaler bør have høj prioritet og ikke overskygges af forventningen om ”eventmageri”.

”Hvad det angår, er ’Herrens Veje’, interessant, for her ser vi passionerede præster, der bliver brugt som samtalepartnere og sjælesørgere om livets store spørgsmål og ikke bruger tid på at løbe fra det ene arrangement til det andet,” siger Eskil Dickmeiss.

Som præst og provst har han en naturlig interesse i at følge serien, fordi den giver ham et udgangspunkt for at tale om kirke og tro med mennesker, der ikke i ret høj grad kender kirken indefra. Men også en af anden grund følger han trofast med, når serien ruller over skærmen søndag aften. Det er nemlig i Eskil Dickmeiss’ kirke og præstegård, at en stor del af serien er optaget. Nu er optagelserne imidlertid for længst slut, og den rummelige præstegård kan lægge hus til familiens Simmelsgaard Dickmeiss’ egne fester. I lørdags var huset fyldt af familie og venner, der fejrede Eskil Dickmeiss’ 50-årsfødselsdag, der falder i dag, lidt på forskud.

Eskil Dickmeiss er ligesom Johannes Krogh i tv-serien ud af en præsteslægt. Både hans far og farfar var både præster og provster. Eskil Dickmeiss blev selv cand.theol. fra Københavns Universitet i 1997 og var i et lille års tid derefter sognepræst i Vanløse Sogn. I 1998 blev han adjunkt i systematisk teologi ved Grønlands Universitet og blev i 2001 institutleder samme sted. Dernæst kom han til Det mellemkirkelige Råd, og fra 2002 var han områdesekretær for Østasien ved Danmission, hvorefter han i 2006 blev sognepræst i Ledøje-Smørum kirker og fra november 2016 præst i Stenløse-Veksø og provst i Frederikssund.

Inspirationen til at arbejde i Grønland og med mission i Asien har han også fået hjemmefra. Hans farfar, Vilhelm Dickmeiss, var i en periode formand for Dansk Santalmission, og hans far, Christian Dickmeiss, var i fire år, fra Eskil Dickmeiss var to år, andenpræst ved den danske kirke i Toronto i Canada. Provsten husker stadig familiens lange rejse med skib til New York, hvor alle på nær hans storebror var søsyge.

Også interessen for musik har Eskil Dickmeiss fået med hjemmefra, og han overvejede som ung at studere musik, men valgte i stedet teologien, og dyrker til gengæld i dag musikken i sin fritid i en trio med to præstekolleger, der spiller henholdsvis bratsch og violin, mens Eskil Dickmeiss spiller klaver.