Når DR K i morgen klokken 14 sender allehelgensgudstjeneste fra Egeris Kirke i Skive, er det med provst Betty Grønne Ahrenfeldt som prædikant. Og seerne kan forvente en gudstjeneste, der nok tager tab, savn og sorg op, men også lys og salt som håbets symboler.
”Allehelgen handler selvfølgelig om at mindes dem, vi har mistet, og give rum til sorgen og savnet. Derfor bliver der mulighed for, at folk går op og tænder et lys, mens der bliver spillet et stykke musik. Men jeg har bevidst valgt teksten om jordens salt og verdens lys, fordi salt og lys for mig står som stærke symboler på håb. For mig er kirken ikke et sted, vi går i terapi, men et sted, vi bliver lyst på. Det er der, vi kan høre, at når vi ikke selv kan lyse eller finde lyset, så er der en, der lyser på os,” siger Betty Grønne Ahrenfeldt.
Samtidig skal kirken være et sted, hvor man bliver udfordret, mener hun.
”Saltet minder mig om min mor, der i min barndom lavede en hønsekødssuppe med den helt rigtige mængde salt. Saltet er det, der udfordrer os og tilfører noget, vi ikke selv kan frembringe. Min mor var utrolig god til at udfordre mig maksimalt på mine holdninger til tilværelsen,” siger den 50-årige sognepræst ved Egeris Kirke, der har været provst i Skive Provsti siden 2008.
Inden da blev hun uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1996 og ordineret som præst året efter. Herefter var hun ansat som landssekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, inden hun i 2000 blev ansat i Egeris Sogn. Her bor hun fortsat, og det sammen med sin mand, der er viceforstander på en FDF-efterskole, samt parrets tre døtre på 14, 16 og 19 år. Familien synger til bords, og børnene er vokset op med de ritualer omkring aftenbøn, som Betty Grønne Ahrenfeldt selv har med sig fra sin barndom.
Hun er født i et indremissionsk hjem nær Lemvig i Vestjylland som den yngste i en søskendeflok på fem. Hendes far var graver, og hjemmet var et husmandssted præget af nøjsomhed og kristne traditioner.
Som gymnasieelev i Lemvig drømte hun om at arbejde med sprog, men som engageret i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse erfarede hun, at der fandtes mange teologiske tolkninger, som adskilte sig fra det, hun havde mødt i hjemmet og i missionshuset. Det gav hende lyst til at få afklaret, hvordan de forskellige kirkeretninger hang sammen. Og et ophold ved Kirkernes Verdensråds studiecenter i Genève samt besøg i Taizé i Frankrig vakte hendes interesse for det økumeniske felt.
Både økumenien og den teologiske fordybelse fylder i dag mindre i hverdagen som provst, end hun kunne drømme om. Men Betty Grønne Ahrenfeldt forsøger at give præsterne i provstiet rum til refleksion. Hun er optaget af at skabe gode relationer mellem præsterne på tværs af traditionelle kirkepolitiske skel. Og selv har hun på mange måder gjort sig fri af barndomsmiljøets indremissionske teologi og beskriver sig som placeret midt i folkekirken med respekt for både tradition og fornyelse.
”Vi skal have en solid bund at stå på, men der skal også være plads til, at vi kan opdage de spor, som Kristus sætter sig i samtiden,” siger hun med henvisning til eksempelvis nye oversættelser af de bibelske tekster og moderne kirkearkitektur.
I sin fritid synger Betty Grønne Ahrenfeldt i et lokalt rytmisk kor, ligesom hun holder af havearbejde og af at læse teologisk litteratur og skønlitteratur.