Anne Lindhardt er en psykiater med ubændig nysgerrighed

Psykiater Anne Lindhardt beskrives som en af landets mest visionære psykiatere. I morgen fylder hun 70 år

Som psykiater har hun været sig bevidst ikke at anlægge tunnelsyn, men se på sygdommene i et samfundsperspektiv.
Som psykiater har hun været sig bevidst ikke at anlægge tunnelsyn, men se på sygdommene i et samfundsperspektiv. Foto: Petra Theibel Jacobsen

De mange meter med skønlitteratur hjemme hos psykiater Anne Lindhardt fortæller en god del om, hvad der dybest set optager Psykiatrifondens formand:

At følge og forstå menneskers indre og ydre veje. Hun har altid læst meget, og det er ikke usædvanligt, at hun læser en roman om ugen. Som hun sagde for nylig i et interview med Kristeligt Dagblad, er hun præget af en ubændig nysgerrighed efter, hvad der foregår i mennesker og menneskers sind.

Og denne interesse er usvækket. I morgen fylder hun 70 år, og kolleger vil mene, at hun trods sin modne alder er en af landets mest moderne og visionære psykiatere.

Det siges, at hun kunne være blevet en god jurist. Både hendes mor og far gjorde karriere som jurister, men hun var blot tre år, da hun besluttede sig for at blive læge. Et af hendes tidlige forbilleder var lægen og teologen Albert Schweitzer, og hun havde en tanke om, at hun som læge ville kunne gøre gavn.

Familien boede de første år i København og siden i Roskilde, men hun havde et ønske om at komme ud i verden, hvilket førte til, at hun i 1964 og 1965 boede hos en familie i USA og tog en amerikansk studentereksamen.

Her fik hun tændt en interesse for samfundsforhold, som hun tog med sig ind i medicinstudiet og siden i psykiatrien. Som psykiater har hun været sig bevidst ikke at anlægge tunnelsyn, men se på sygdommene i et samfundsperspektiv. Selvom mennesker gerne vil have en diagnose, understreger hun, at en diagnose kun er en lille del af den forklaring, mange søger.

I 25 år har hun haft lederjobs, hvor hun blandt andet har været centerchef for Psykiatrisk Center København. Samtidig med sin karriere som leder har hun bestridt en række tillidsposter, blandt andet som medlem af Retslægerådet og som sundhedsfaglig rådgiver i Sundhedsstyrelsen og internationalt, hvor hun har været formand for Europas psykiatere gennem European Union of Medical Specialists.

Som leder har Anne Lindhardt været god til at give medarbejderne plads og mødt dem med en grundlæggende tillid. Hendes skiftende arbejdspladser har nydt godt af at have en leder, som har været i kontakt med andre miljøer og dermed kunnet sætte tingene i perspektiv.

Hun fremhæves for sine gode evner til at samarbejde, ligesom det understreges, at hun er driftsikker. Hun leverer varen, tidspres eller ej, selvom det ofte vil være op mod tidsfristens udløb.

Hun har en veludviklet evne til at skifte fra at være væk i arbejdet til at være nærværende. Den evne har hun brugt som mor og ægtefælle.

Siden 1971 har hun været gift med teolog Mogens Lindhardt, og sammen har de tre sønner. I lange perioder har hun haft et ganske tæt program, men hun formået at lukke alt andet ude og fokusere på de nære relationer for en tid.

Mange har oplevet Anne Lindhardt som en skattet ven i svære tider. Her kommer kombinationen af faglige og menneskelige egenskaber frem som et varmt og kompetent medspil.

Når man er sammen med hende, bemærker man, at hun har en særlig evne til at le. Det er en virkelig gennemtrængende, spontan og vindende latter, som gør at folk omkring hende bliver glade.

Som leder har hun været vant til at sidde for bordenden, og fagligt fylder hun meget, men evnen til at grine ad sig selv har hun bevaret. Hun ruller gerne den røde løber ud for andre, men selv er hun god at drille, hvilket er med til at skabe plads til andre omkring hende, hvad enten det er i familien eller professionelt.

Arbejdsmæssigt har hun trappet ned de senere år. I dag er hun ansat ved behandlingsstedet Oasis, hvor hun arbejder med at udrede flygtninge, hun er formand for Psykiatrifonden, og så arbejder hun fortsat med gruppeanalyse.

En gang om ugen er hjemmet ramme om gruppeterapi. Men ude i entreen står en autostol og vidner om, at de fire børnebørn er mere end bipersoner i Anne Lindhardts liv.