Ordet ”stakkels” er gennemgående i børnepsykiateren Gideon Zlotniks bøger. ”De stakkels piger”, ”De stakkels drenge” og ”De stakkels børn” er titlerne på nogle af hans mest kendte af slagsen, og det er ikke tilfældigt. Siden han var ung, har han kæmpet en kamp for børnenes trivsel og i mange år været anerkendt som en af Danmarks førende på sit felt. På søndag fylder han 85 år.
For at forstå Gideon Zlotniks kamp for de stakkels børn, skal vi tilbage i tiden. Han er født i 1934 og voksede op i Israel med sine polske, jødiske forældre, da den arabisk-israelske konflikt blev indledt. Hans far blev skudt to gange, han overlevede, men angsten kom ad denne vej ind i Gideon Zlotniks liv. Og sådan begyndte den bekymring for børnene, der har dannet grundlag for hans karriere.
”Ad den vej kom jeg i berøring med angsten, og jeg føler, at jeg ved, hvad angst er. Jeg var som sagt en robust dreng, så jeg udviklede ikke angstsymptomer, men jeg var konstant i berøring med det at miste min far. Det har givet mig en ydmyg holdning. Vi kan alle blive ramt. Alle kan træde ved side af. Bagsiden af det er, at jeg også er lidt af en sortseer – bekymret,” sagde Gideon Zlotnik til Kristeligt Dagblad i 2004.
Som ung uddannede han sig til kirurg og var i denne forbindelse på udvekslingsophold i Danmark, hvor han mødte sin nuværende kone, Ulla, som han giftede sig med i 1960 og siden fik to børn med. Han arbejdede derefter som israelsk militærlæge, men det var fysisk krævende, han mistede lysten og fik i stedet job på en børneafdeling og opdagede, at mange børns lidelser afhænger af deres psykiske tilstand.
At han endte i Danmark, var dels en konsekvens af ægteskabet med Ulla, dels en periode i turnus her i landet. Parret trivedes og blev hængende.
Det var i Danmark, at arbejdet med de stakkels børn for alvor blev hans livsværk. Nogle mennesker husker deres første kærlighed, andre husker deres første bil, men Gideon Zlotnik husker sin første patient, som han har udtrykt det til denne avis. Han arbejdede i mange år som overlæge hos børne- og ungdomspsykiatrien på det tidligere amtssygehus i Glostrup, mens han ved siden af jobbet skrev bøger, der blev bredt anerkendt. Der var dog også dem, der mente, at Gideon Zlotniks bekymringer på børnenes vegne var en smule hysterisk.
Men spørger man børneforsker Per Schultz Jørgensen, der i flere år arbejdede sammen med og kom i de samme kredse som Gideon Zlotnik, har det været nødvendigt at bekymre sig og tage børnenes parti. Gideon Zlotniks betydning kan ikke undervurderes, mener han.
”Gideon er et engageret, levende menneske, som kæmpede med den gruppe af børnetalsmænd, jeg selv var en del af i 1990’erne og i 2000’erne. Da han nu havde en lægelig baggrund og en psykiaterbaggrund, var han især velkommen, for der var ikke mange i gruppen med den profession. Jeg oplevede ham altid som en af frontkæmperne, når vi stod på barrikaderne, og der skulle kæmpes for børns rettigheder,” siger Per Schultz Jørgensen.
Selvom Gideon Zlotnik gik på pension i 2000, er han fortsat med at skrive fra sit hjem i Hørsholm i Nordsjælland. Men når han fylder 85 år, er det også med en bevidsthed om, at døden nærmer sig. For livet er en meditation om døden, som han beskrev det i et indlæg i Kristeligt Dagblad i 2017:
”Min måde at acceptere døden på er at se den øjnene. I harmoni med det uundgåelige. Det virker måske barskt, men jeg vælger at samarbejde med døden (og et kirkegårdskontor) – købe et gravsted, skrive et livstestamente, planlægge min egen begravelse/bisættelse, undersøge dødsmarkedet (hospice, aktiv dødshjælp, giftstoffer). Med andre ord, en rigtig gammel dødsspejder – vær beredt!”.