Da den nyuddannede Poul Videbech mødte ind på sin første vagt på Psykiatrisk Hospital i Århus, var det en stor og chokerende oplevelse. For selvom han havde gennemført et lægestudium og specialiseret sig i psykiatri, var han alligevel ikke helt forberedt på, hvor syge mennesker på et psykiatrisk hospital er. Den lidelse og sygdom, han mødte på sygegangen, var hinsides noget, som almindelige mennesker kendte til eller forstod. Sådan husker den 51-årige Poul Videbech det første praktiske møde med sit fag. I dag er han overlæge og professor i psykiatri på Center for Psykiatrisk Forskning, hvor han forsker i depressioner. Specielt har han inter-esseret sig for at anvende moderne scanningsteknikker til at komme på sporet af, hvad der sker i et menneskes hjerne, når man får en svær depression. Siden 1992 har han arbejdet som speciallæge i psykiatri og været beskæftiget inden for distriktspsykiatrien i Københavns Nordvestkvarter og på Djursland i adskillige år. Han har været ansat på retspsykiatrisk afdeling, efteruddannet sig til psykoterapeut, skrevet flere populære bøger og er skribent på Netdoktor.dk. Gennem 15 år har han forsket i fødselsdepressioner og arbejdet med terapi af patienter med angst og fødselsdepressioner. Det sidste er ingen tilfældighed.
Det var et afgørende møde, der ansporede ham til at specialisere sig på området. Som nyansat læge mødte han en kvinde med en meget alvorlig fødselsdepression. Chokket over, hvor meget kvinden led, og hvor lidt hun magtede sit nyfødte barn og sin nye familie, var startskuddet til Poul Videbechs forskning. Han betragter fødselsdepressioner som en eksistentiel krise, som både rammer begge nybagte forældre og det nyfødte barn. Derfor fortjener området stor opmærksomhed, mener han.
Poul Videbech har altid været nysgerrig på menneskets indre liv som forklaring på, hvorfor vi handler, som vi gør. Derfor var psykiatrien det oplagte valg, da han som ung lægestuderende skulle specialisere sig. Og det har han aldrig fortrudt. For ud over at være et uhyre spændende fagområde, er det også et menneskeligt berigende arbejde. Man kan nemlig lære meget af lidelsen, mener Poul Videbech. Ved at møde mennesker i deres livs kriser, lærer man meget om livet og om det at være menneske. Som psykiatrisk behandler får man derfor en enestående mulighed for at udvikle sig på det menneskelige plan.
Det hårde ved arbejdet bliver opvejet af glæden ved at kunne hjælpe og lindre menneskers smerte, i første omgang bare ved at lytte til dem, mener Poul Videbech, der ikke har problemer med at kombinere arbejdsliv og privatliv. For i modsætning til en kirurg skal han for eksempel ikke op og af sted om natten. Familien fylder rigtig meget. Med tre store børn, der er ved at flytte hjemmefra, står fredag aften sammen med hustruen tit på et glas rødvin eller en god film i fjernsynet, en tur i biografen eller til en koncert. Og ellers er der fire hunde, der skal luftes og trænes, og et fotoapparat, som Poul Videbech gerne bruger flittigt i sin fritid.