Psykolog: Man skal prøve at glemme sine fortrydelser

Børne- og familiepsykolog John Halse var ”the wild one” i familien, som ville bevise, at han faktisk godt kunne noget. I morgen fylder han 75 år

I sin tid som formand for Børns Vilkår var John Halse blandt andet med til at sætte antimobning på dagsordenen og starte Børnetelefonen.
I sin tid som formand for Børns Vilkår var John Halse blandt andet med til at sætte antimobning på dagsordenen og starte Børnetelefonen. Foto: Anette Tinghus.

Beskriv en scene fra din barndom.

”Jeg er fem år, og vi bor i en lejlighed i en villa på Amager. På det tidspunkt havde mine forældre åbnet en danseskole, så de var ikke hjemme. Jeg vågnede pludselig og opdagede, at min far og mor ikke var hjemme. Jeg råbte og skreg, at jeg kunne se tyve til damen, som boede nedenunder, og som skulle passe os. Jeg blev så skrækslagen, at jeg løb ned ad trappen og 1,5 kilometer hen til min mor og far på bare tæer i begyndelsen af foråret. Der var ikke tyve, men det var der i mine øjne, og så ligger man der, alene, og spørger: Hvor er far og mor?”

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min far døde som 53-årig, og det gjorde, at jeg ikke lærte ham at kende som voksen, for jeg var kun 21 år. Da han døde, drømte jeg om ham og om vores familieliv, og når jeg vågnede, var virkeligheden pludselig drømmen. Vi snakkede ikke meget om det dengang – det handlede om min mors tilgang til det. Vi skulle helst ikke snakke om det, for så blev hun ked af det. Selvom hun ikke sagde det direkte, kunne vi fornemme det, og det har betydet, at de historier, man kunne have grinet af, aldrig er blevet fortalt.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

”Da jeg efter to år som lærer i folkeskolen blev underviser på et socialpædagogisk seminarium. Jeg havde dybest set kun læst en halv bog mere end de studerende, så det måtte briste eller bære, men det bar meget godt, for jeg var der i otte år. Jeg er stadig ambitiøs. Vi har haft et forhold til vores forældre, som var meget klassisk, hvor min storebror var den kloge, den intellektuelle, ham, der gjorde, hvad der blev sagt. Jeg var legebarnet, som ødelagde alle mine ting, hvorimod min bror støvede sine af. Jeg var the ’wild one’. Der er ingen tvivl om, at jeg har haft det projekt i mange år, som har heddet, at nu skulle jeg vise min mor, at jeg godt kunne nogle ting.”

Hvad tror du på?

”Jeg tror på – det bliver næsten hippie-agtigt – kærlighed og venskab, og at der er noget godt i de fleste mennesker. Jeg er bestemt ikke religiøs, så troende på den måde er jeg ikke. Jeg tror på, at vi skal leve, mens vi er her. Du skal ikke udsætte ting til i morgen, vent ikke på bedre tider. Der kan sagtens ske noget, hvor man fortryder, at man ikke lige gjorde ditten eller datten, men man skal prøve at glemme fortrydelserne, for det hjælper ikke noget, at man hele tiden fortryder.”

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

”Det er, at jeg blev farfar for et par år siden. Første gang, jeg oplevede at blive bedstefar, var jeg 46 år, men følelsen af både ansvar og glæde oplevede jeg mere intenst i anden omgang, fordi jeg er blevet ældre. Man bliver mere blød med alderen følelsesmæssigt, og det oplever jeg helt fysisk. Der skal ikke så meget mere til, før jeg følelsesmæssigt bliver påvirket, så jeg oplevede det mere intenst og stærkere i anden omgang.”

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

”Mit højskoleophold i 1964. Jeg ser stadig to af mine kammerater. Når vi mødes en gang hver tredje måned, starter det med: ’Kan du huske dengang?’ Men det er ikke nok. Vi snakker om livet og verden, og guderne skal vide, at vi snakker mere om pilleindtag og fysiske skavanker, end vi gjorde for 30 år siden. De relationer er stærkere end mange andre, fordi vi har været fælles om det, som har været så definerende for os. For det andet er der gået 57 år, så vi haft mange år, hvor vi har bygget vores venskab op.”

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

”Min ven, som både er en god kollega og en god ven, og som har været min mentor, Per Schultz Jørgensen. Jeg er sikker på, han ikke ved, at han har den betydning, for det er jo ikke noget, man bare lige siger i tide og utide. Vi bor 400-500 meter fra hinanden, men jeg synes ikke, vi ses nok. Han er en god dialog-makker, fordi han er så nærværende. Han kigger dig ind i øjnene og har altid et relevant modsvar, for han giver dig ikke altid ret. Et godt venskab viser sig for mig ved, at selvom der er gået måneder siden vi sidst sås, skal vi ikke begynde forfra, og det tager ikke mange minutter for mig og ham, før vi er på sporet igen.”

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?

”Du skal gøre dig umage. Det betyder ikke, at du skal være bedre end andre, men du skal være så dygtig, som du kan blive. Og så skal du acceptere, at du ikke nødvendigvis skal nå det samme som andre. Sæt dine egne mål. Jeg ser op til Per, men det betyder jo ikke, at jeg skal være præcis som ham.”