Psykoterapeut og forfatter: Alle mennesker har brug for et møde

Mennesket er krop, sind og ånd, men det sidste har psykologien glemt, siger psykoterapeut og forfatter Lars J. Sørensen. Torsdag fylder han 80 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

”Jeg har en lyst til at forstå og til at bidrage, der tilsyneladende ikke kender til alder,” siger psykolog og forfatter Lars J. Sørensen, som torsdag fylder 80 år.
”Jeg har en lyst til at forstå og til at bidrage, der tilsyneladende ikke kender til alder,” siger psykolog og forfatter Lars J. Sørensen, som torsdag fylder 80 år. Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg stadig er frygtelig nysgerrig og levende engageret i mit arbejde. Jeg har en lyst til at forstå og til at bidrage, der tilsyneladende ikke kender til alder. Sådan nogle som os, vi holder ikke op. Jeg har fortsat klienter, underviser og har tid til at skrive. Det ligger mig på sinde at pege på den åndelige side af den menneskelige eksistens. Mennesket er krop, sind og ånd, men det sidste har psykologien glemt.  

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

De 43 år som psykolog på Psykiatrihospitalet Nykøbing Sjælland. Da jeg blev færdiguddannet i 1972, var der ingen jobs at få, men der var en stilling på det, der dengang hed Statshospitalet i Nykøbing Sjælland. Stillingen havde været ledig i nogle år. Hospitalet havde også en sikret afdeling, og Ekstra Bladet beskrev, at her sad de 30 farligste mænd i landet. I Danmark har vi heldigvis en lang praksis for, at hvis man er syg, når man begår noget voldsomt, så skal man ikke straffes, men man skal behandles. Med tiden kom jeg til også at arbejde med nogle af patienterne på det sikrede afsnit.  

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

I forhold til min faglige udvikling er det den amerikanske psykoterapeut Harold Greenwald (1910-1999). Han lærte mig, at forandringen begynder i mødet, og det blev bestemmende for min måde at forstå mennesker og psykisk sygdom på.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Vær klar over, at du er dit eget redskab. Og at det er mødet med mennesket, som gør, at mange muligheder åbner sig. Af mine mange møder med patienter er der specielt ét, som er blevet stående. Hun blev anset for at være farlig og havde været fastspændt gennem en årrække og havde fået 587 elektrochok. Det var blevet besluttet, at hun skulle have det hvide snit. Jeg blev spurgt, om jeg ville arbejde med hende psykoterapeutisk inden. Jeg betingede mig, at jeg ville have arbejdsro i et halvt år. Og hun fik det bedre. Hun kunne siden flytte fra hospitalet til et bosted, og en dag fortalte hun mig, at hun havde fået en kæreste, og at de havde siddet på en skråning og spist jordbær, mens de havde set solen gå ned. Da hun så min forbløffelse, sagde hun: ”Ja, man skal leve livet en gang imellem.” Det intense arbejde med hende minder mig om, i hvor høj grad man er sit eget redskab, og hvilke muligheder der er i mødet med et menneske. Alle mennesker har brug for et møde.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg har mærket min mors ensomhed, og den har givet mig en nysgerrighed over for mennesker, som har præget mit virke. Min mor viste mig, at der foregår meget under facaden og under de historier, vi fortæller om os selv. Jeg ser min far i min udadvendte side. Mine forældre havde begge en tung social arv, og de kunne ikke finde ud af at leve et ordentligt liv sammen og blev skilt, så jeg voksede op som enebarn og var klassens eneste skilsmissebarn på Skovvangskolen i Aarhus. Min far brød den og blev ordensbetjent i Aarhus. Han havde en udadvendthed parret med en respekt for mennesker, som jeg også ser i mig selv. 

Hvilken sorg eller hvilket tab vil du nævne her?

At det først var efter min mors død, at det gik op for mig, hvor ensomt et menneske hun havde været. Hun skiltede ikke med det, men hun kunne finde på at sige ”tak, fordi I ville se mig” eller ”nu skal jeg ikke komme til ulejlighed”, og jeg fandt siden ud af, at der var en dyb mening med, at hun udtrykte sig således. Ensomhed handler ikke om at finde selskab, men om, hvorvidt man kan være sammen med sig selv. 

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg er 12 år og står i mine knickers og den grå FDF-uniform i Hørhaven ved Aarhus, hvor FDF’ere fra flere kredse i byen skal samles. Fællesskabet i FDF-kredsen på Trøjborg prægede mig og gav mig mulighed for at folde sider ud af mig selv, som jeg ellers ikke havde fået foldet ud. På den forårsdag, der står tydeligt for mig, er bøgen netop sprunget ud, og musikkorpset fra 11. kreds ankommer, og jeg hører dem til min overraskelse spille ”St. Louis Blues March”. Deres musik kan stadig mærkes i min krop som en rislen.

Hvad tror du på?
En treenig Gud – og glem endelig ikke Helligånden.