Retsteolog Kristine Garde: Jeg ser ikke tilbage på mit liv med en fejlfinderhjerne

Som tvilling mister man en del af sig selv, når den anden dør, siger retsteologen Kristine Garde, hvis tvillingebror døde i 2019. Den 23. juli fylder hun 70 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

Kristine Garde fortæller, at hun har arvet et stædigt mod fra sin far, mens hun genkender sansen for farver og lysten til at eksperimentere hos sin mor. – Foto: Leif Tuxen.
Kristine Garde fortæller, at hun har arvet et stædigt mod fra sin far, mens hun genkender sansen for farver og lysten til at eksperimentere hos sin mor. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Ved siden af mit retsteologiske virke har jeg fornøjet mig med tredimensional tekstilkunst, hvor jeg arbejder med nogle særlige teknikker, jeg selv har udviklet. Værkerne med bibelske motiver er ofte store og tidskrævende at udføre. Jeg har jævnligt udstillet, senest i 2021 i det lokale kunsthus Annaborg i Hillerød sammen med blandt andre billedhuggeren Lisbeth Nielsen. Det var en stor oplevelse og en fjer i hatten.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er studietiden i Aarhus, hvor jeg levede på en pind og måtte arbejde som medhjælper på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved siden af de spændende teologiske studier. Det var også en tid, hvor jeg knyttede gode venskaber og havde en optimistisk tro på fremtiden.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg har aldrig haft en karriereplan, men foretaget ændringer afhængigt af omstændighederne. Mit skifte fra sognepræst til forsker skyldtes primært, at jeg blev interesseret i den nye disciplin retsteologi. Der har det lige siden begyndelsen været folkekirkens konfessionelle identitet, der har optaget mig allermest. Jeg synes det er et interessant felt, hvordan folkekirken kan bestå og udvikle sig som trossamfund med en evangelisk-luthersk identitet.

Jeg kunne naturligvis ikke vide, at skiftet fra præst til forsker ville blive så betydningsfuldt for mig, som det blev. Jeg har fået en del opfordringer om at vende tilbage til præstegerningen, men jeg har takket nej, selv om det kunne have gavnet økonomien, da jeg selv finansierer min forskning. Jeg foretager dog stadig enkelte kirkelige handlinger for venner, der ønsker det. Jeg har nået en alder, hvor det mest drejer sig om begravelser, og derfor har jeg blandt venner fået prædikatet dødepræsten.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Jeg mistede min tvillingebror i 2019. Til trods for at vi ikke sås ofte, led jeg i meget lang tid af uforklarlige og ubehagelige svimmelhedsanfald, som jeg antager, var en sorgreaktion. Som tvilling mister man en del af sig selv og den fælles historie, når den anden dør. Det hører med, at vores mor døde i et kedeligt trafikuheld, da vi gik henholdsvis i gymnasiet og på HF – et skæbnesvangert tidspunkt at blive halvt forældreløs på.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det gjorde jeg i studietiden, da jeg giftede mig med min første, afdøde mand, og da jeg for 25 år siden giftede mig med min nuværende mand, Peter Garde. Ægteskab er en stor satsning, også selv om man følger sit hjerte.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Den faglige interesse for teologi, et stædigt mod til at forsvare egne synspunkter uden at betænke konsekvenserne og et vist temperament minder om min far. Sansen for farver og lysten til at eksperimentere med blandt andet tekstilkunst genkender jeg hos min mor, som var meget ferm og kreativ med sine hænder.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ser ikke tilbage på mit liv med en fejlfinderhjerne. Jeg tager ansvaret for alle de valg, jeg har gjort, nogle gange modvilligt og nærmest påtvunget, andre gange med stor overbevisning og glæde. Hvis jeg er på randen af fortrydelse, gør jeg kort proces og forklarer mig selv, at jeg ligger som jeg har redt.

Hvad tror du på?

Jeg tror på den kristne Gud, men har aldrig ment, at kristentroen fjerner modgang og ulykke. Den indgyder til gengæld trodsigt håb. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden tro på den kristne Gud og dåbsløftet om evigt tilhørsforhold.

Beskriv en scene fra din barndom.

I misforstået omsorg samlede min tvillingebror et kuld ællinger op i skoven for enden af præstegårdshaven. De blev anbragt i en papkasse i vores fælles værelse. Senere kom de ud i et bur i haven, hvor de voksede sig store. En dag, da vi kom hjem fra skole, var vores venner pist væk og buret forsvundet. Vi løb fortørnede ind til vores mor, som fortalte, at de var blevet slagtet, og vi skulle have and til aftensmad. Vi nægtede hårdnakket at spise vores venner og gik sultne i seng.