Han var studerende i brydningstiden under 1960’ernes studenteroprør og så, hvordan en ny verdensopfattelse tog form. Personligt har han dog aldrig betegnet sig selv som hverken marxist eller socialist, som mange af de toneangivende samfundsvidenskabelige og historiske skikkelser gjorde dengang i studenteroprørets tid.
Det fortæller Johan Peter Noack, magister i historie og russisk og forhenværende rigsarkivar, der i morgen fylder 75 år. Verden udviklede sig hastigt, og han var der, da det borgerlige og kapitalistiske samfund var under luppen.
Men når han hverken var marxist eller socialist, hvad var han så?
Historiker. Og sådan forholder det sig også i dag. For historie er ud fra enhver betragtning vigtig, mener han, og for et hvilket som helst land giver historien vished om kloden og menneskeligheden.
”Du kan simpelthen ikke begribe samfundet uden at se det i sin udvikling,” fortæller Johan Peter Noack, hvis far var professor i teologi.
Således mener han, at vil man gøre sig begreb om netop udviklingen i samfundet, må man have alle samfundsvidenskaber som økonomi, sociologi og politologi for øje. Det har altid været vigtigt for Noack. Men mange af de perspektiver, som gik igen i såvel samfundsvidenskaberne som i samfundet i tiden omkring studenteroprøreret, er nærmest ikke længere til stede, hvilket undrer historikeren:
”Vi har en række påståede socialistiske partier i Danmark, men hvad er deres virke ud over at argumentere for velfærdsstaten? Det mangler de at finde ud af,” siger han og nævner den stigende ulighed som et støt stigende problem, de ikke forholder sig til.
Holdningerne lever i bedste velgående, forstår man, men sådan er det måske bare, når man hele livet har fordybet sig i historien.
En interesse, som for Noack, der er født i Aarhus, også har resulteret i afhandlingen ”Det danske mindretal i Sydslesvig 1920-45” og bogen ”Da Danmark blev Danmark,” der er et opgør med den traditionelle opfattelse af krigen i 1864. Vigtigt for ham er det nemlig, at den fælles historie ikke går tabt.
Det kom også til udtryk i de 17 år, han var rigsarkivar med det øverste ansvar for Statens Arkiver. Før han kom til, blev det danske rigsarkiv ofte omtalt som verdens næstbedst bevogtede hemmelighed, kun overtrumfet af Vatikanets skudsikre panserarkiver, og han blev stillet til opgave at tilføre Statens Arkiver mere åbenhed.
Det gjorde han med glæde. Han var rigsarkivar under omstillingen til det digitale samfund, og i beskrivelsen af ham indgår ord som jernvilje og bryskhed. Således bidrog han til en tiltrængt fornyelse, lyder det. Overgangen til et mere digitalt Statens Arkiver sammenligner han selv med overgangen fra lertavler til papyrus.
De 17 år gik sin gang, og da han i 2009 lod sig pensionere, var det med ordene:
”Jeg glæder mig til at have min dag for mig selv. Det har jeg ikke haft, siden jeg begyndte i landsbyskolen 1. maj 1950,” til kpn.dk.
Den særlige passion for historien lægger han dog aldrig fra sig, og for tiden læser han med fornøjelse om verdenshistorien efter 1980. Derudover nyder han at tilbringe tid med sine to børn, som han har fra første ægteskab, sin kone Karin Noack, der også har to børn fra sit første ægteskab. Sammen har de otte børnebørn og bor i dag ved den nordsjællandske kyst i Gilleleje.