Rød, blå, pragmatiker, magtmenneske

Den nye topchef på Børsen, Bjarne Corydon, er to gange udnævnt til landets mest magtfulde politiker. Han er også blevet kaldt kynisk og brutal, men hans kerneværdier er kristne og socialdemokratiske, siger dem tættest på ham

 44-årige Bjarne Corydon har taget mange, store spring i sit liv. Nu tager han endnu et til topstilling på Børsen. –
44-årige Bjarne Corydon har taget mange, store spring i sit liv. Nu tager han endnu et til topstilling på Børsen. – . Foto: Finn Frandsen/ritzau.

Det er nærmest blevet en karrierevej for 44-årige Bjarne Corydon at være det overraskende og utraditionelle valg. Ikke mange havde set ham blive landets finansminister i 2011, og måske endnu færre havde spået, at han fra årsskiftet er den nye administrerende direktør og chefredaktør på Dagbladet Børsen.

Men kigger man nærmere på koldingenserens liv og karriere, er den fuld af markante spring. Han voksede op i et udpræget kristent hjem, hvor han selv insisterede på at komme i kirke og tage på kristen børnelejr. Ifølge faderen Arne har hans søn netop givet den kristne opvækst æren for den politiske interesse, der siden kom til at forme hans karriere.

I løbet af studieårene på Institut for Statskundskab i Aarhus meldte han sig dog ud af folkekirken og ind i Socialdemokratiet, hvor han blandt andet arbejdede tæt sammen med Svend Auken. Næste spring kom, da han som 23-årig rykkede til Europa-Parlamentet for at være leder af Socialdemokraternes sekretariat – i øvrigt i et barselsvikariat for Helle Thorning-Schmidt. Få år senere blev han politisk-økonomisk rådgiver for den socialdemokratiske ledelse på Christiansborg og støttede aktivt Frank Jensen, da der var formandsvalg i 2005. Til sin egen – og andres – store overraskelse blev han alligevel udnævnt til den helt centrale post som stabchef og leder af Analyse- og Informationsafdelingen på Christiansborg under partiets nye leder, Helle Thorning-Schmidt. Med hende blev han en af hoved-arkitekterne til det stadig tættere samarbejde med SF.

Resten af Danmark lærte dog først den rolige mand med den dybe stemme at kende i 2011, da han tog endnu et spring fra embedsmand til folketingspolitiker. Og endnu mere, da han mindre end to måneder senere – igen til alles overraskelse – blev finansminister. Her blev han taget godt imod – af de fleste. Hans konsekvente reformkurs blev omfavnet af erhvervslivet, og han blev to år i træk kåret til landets mest magtfulde og troværdige politiker. I den rødeste del af Socialdemokratiet og videre ud på venstrefløjen fik han dog tilnavnet ”Blå Bjarne”. Ikke mindst efter udtalelser om, at Socialdemokratiet ikke var et venstrefløjsparti, og at konkurrencestaten var den nye velfærdsstat. Et andet tilnavn klæbede sig også til ham, nemlig det mere satiriske ”Don Corydone” med slet skjult reference til den gamle mafiaboss, hvis brutale metoder nogle mente, at Corydon havde det med at efterligne.

At han hverken kan kaldes rød eller blå, men snarere pragmatisk, viste han i 2015, da det skæbnesvangre salg af statens DONG-aktier til Goldman Sachs reelt slukkede de mulige drømme om at udfordre Mette Frederiksen som ny formand for partiet. Han forlod politik for at blive global direktør i det store, amerikanske konsulentfirma McKinsey.

Nu forlader han så konsulentverdenen for at træde ind i toppen af medieverdenen som øverste chef for Børsen. Få havde set det komme, men flere har alligevel udtalt, at valget er oplagt med Corydons unikke erfaring i krydsfeltet mellem økonomi, entrepreneurship og politik. For Bjarne Corydon selv må den røde tråd – som ikke nødvendigvis er rød – være magten. Han er sig meget bevidst, at den korrumperer, har han sagt. Men han søger alligevel mulighederne for at bruge den godt.

Bjarne Corydon er gift med Nina Eg Hansen, administrerende direktør i Socialforvaltningen i København. De bor på Amager med deres fire børn.