Rød teolog med hjerte for musik, religionsmøde og natkirke

Dr.theol. Theodor Jørgensen fylder i morgen 80 år. Seniorpræsten kan så småt mærke, at lemmerne ikke længere er fulde af idel sang

Theodor Jørgensen blev født på Grundlovsdag for 80 år siden ind i en præstefamilie på Als.
Theodor Jørgensen blev født på Grundlovsdag for 80 år siden ind i en præstefamilie på Als. . Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Da Theodor Jørgensen i 2004, efter 30 år, forlod Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, var det med ønsket om at blive bedre til at falde i staver.

Seks år senere måtte han erkende, at evnen til det endnu ikke var veludviklet. I dag, 11 år senere, er det ikke blevet meget bedre på det punkt for Theodor Jørgensen. Eller Theodor Friedrich Holzdeppe Jørgensen, som teologens fulde navn er. Den tyske klang skydes, at han er født i Sønderborg i Sønderjylland. Og i morgen er det 80 år siden, at han kom til verden.

I stedet for at falde i staver påtager han sig stadig et stykke arbejde i Helligåndskirken i København, som han er tilknyttet som seniorpræst. I den forbindelse står han for en gudstjeneste cirka hver femte søndag, og han har også et engagement i kirkens natgudstjenester.

Theodor Jørgensen spiller kammermusik og er engageret i religionsmøder. En gang om måneden mødes han med en studiekreds fra Islamisk-Kristent Studiecenter for at tale om tro fra både kristnes og muslimers perspektiv.

Men Theodor Jørgensen begynder at kunne mærke i kroppen, at han snart bliver 80.

“Mangt og meget er gudskelov stadig status quo. Dog i lidt mere begrænset omfang. Jeg må nok konstatere, at bevægelsesfriheden ikke er den samme som før. Det er irriterende,” siger han.

En af hans yndlingssalmer er da også Petter Dass' “Om alle mine lemmer”, hvor første del af tredje strofe lyder:

“Jeg ved vel, at den sommer

Ej vare kan altid

En vinter efter kommer

Som mig vil farve hvid”

Noget andet, der i dag adskiller hans tilværelse fra den, han havde for fem år siden, er Per Ramsdal. Efter at sognepræsten fra Sydhavn Sogn til Jyllands-Posten i december udtalte, at han ikke troede på Jesu fysiske opstandelse, besluttede biskoppen i København, at Ramsdal skulle deltage i et mentorforløb.

Denne mentor er Theodor Jørgensen, som fortæller, at samtalerne finder sted helt efter planen og er til gavn for både mentor og mentee.

Folk, der kender Theodor Jørgensen, vil formentlig vide, hvor han står politisk. På hans 75-årsfødselsdag fik denne avis at vide, at han ikke var nogen stor tilhænger af den daværende VK-regering.

Efter fire år med en ny regering fra den anden fløj, er han bedre tilfreds. Men stadig lidt skuffet. Han synes for eksempel, at Socialdemokraterne har ladet De Radikale få for meget at sige i nogle afgørende spørgsmål.

Han vil ikke afsløre, hvor han sætter sit kryds den 18. juni.

“Men jeg vil godt garantere, at det ikke bliver blå blok,” siger Theodor Jørgensen.