Prøv avisen
Portræt

Rødstrømpen er ikke færdig med at kæmpe

Sideløbende med sit virke som professor rejser Drude Dahlerup verden rundt, blandt andet som konsulent for FN i kønspolitiske spørgsmål. Hun har ikke tænkt sig at gå på pension foreløbig. Foto: John Olsen / photodan.dk

Kvindekampen rykker mere i resten af verden end i Danmark for tiden, mener Drude Dahlerup. I morgen fylder rødstrømpen og EU-modstanderen 70 år

I sit virke som forsker ved Stockholms Universitet er Drude Dahlerup ofte på rejse.

Så kan det hænde, at mobiltelefonen pludselig bimler, mens hun står på en konference i New York eller i en landsby i Egypten. Hun tager den altid. For de seneste par år har opkaldene vist sig at være særdeles vigtige, mener hun selv.

”Øh hej, det er Marianne. Jeg er i gang med at skrive 9. klassesopgave om rødstrømperne. Det er noget med, det er dig, ikke?”, kan det for eksempel lyde i den anden ende af røret.

Og det har Drude Dahlerup, der i morgen fylder 70 år, svært ved at benægte. Det er dog nogen tid siden, hun marcherede med sønnen Jesper i barnevogn gennem Aarhus' gader for den politiske kvindekamp. I dag tager hun kampen fra den anden side af sundet, fra sit kontor på Stockholms Universitet, hvor hun har været ansat som professor i statskundskab siden 1998.

Som kvindeforsker glæder hun sig over udviklingen i Den Tredje Verdens lande, hvor kvinderne buldrer frem med raketfart. Men herhjemme er kvindekampen stagneret, mener hun. At 80 lande i verden har indført lov om køns-kvoter i bestyrelser og politik ved lov, men ikke Danmark, er en trist erkendelse. Og så i et år, hvor vi ellers kan fejre 100-året for kvinders stemmeret herhjemme.

”Vi er vel alle blevet rystet på den måde, at vi tænkte, at ligestilling kom med udvikling og velstand. Men fremskridt løser ikke det hele,” siger hun.

Drude Dahlerup er født den 3. februar 1945 som datter af politiker og lektor Elin Høgsbro Appel og højskoleforstander Erik Dahlerup. Hun er lillesøster til Ulla og Pil Dahlerup. Forældrene var grundtvigianske Venstre-folk, men blev skilt i 1949, og herefter blev moderen kulturradikal ateist og feminist. Det satte sit præg på døtrene og Dahlerup-navnet, der for eftertiden uløseligt er blevet forbundet med 1970'ernes kvindekamp. Forskellene søstrene imellem er ellers store. Mens Ulla Dahlerup blev forfatter og siden islamkritiker og politiker for Dansk Folkeparti, blev Pil Dahlerup anerkendt litteraturforsker. Drude Dahlerup gik statskundskabsvejen på Aarhus Universitet og kastede sig over kønspolitik og kvinders rettigheder på globalt plan.

To årtier senere gik Drude Dahlerup også aktivt ind i politik som medstifter af den EU-kritiske JuniBevægelsen, hvis ledelse hun var medlem af frem til 2005. I dag har hun trukket sig fra politik og vil ikke afsløre, hvad hun stemmer, blot at hun er ”centrum-venstre-menneske”.

EU-modstand betyder ikke, at Drude Dahlerup har det bedst hjemme i andedammen. Vist har hendes datter for nylig ymtet, at hun synes, det ville være skønt, hvis moderen flyttede lidt tættere på sine børnebørn og blev ”rigtig pensionist”. Men lige nu går det godt i Stockholm, hvor hun bor med manden, forfatter og politiker Per Gahrton. Det er også her, fødselsdagen skal holdes i morgen.

Senere på ugen kommer dog et brag af en fest for familie og venner i Danmark, før Drude Dahlerup rejser ud i verden igen. Næste stop er en FN-konference i New York om forfatninger i post-konfliktlande, der tilgodeser kvinders rettigheder. Og bagefter går turen til Bruxelles og Tyskland.

Håbet for den hjemlige, danske kvindekamp findes hos de unge, mener hun. Hos ”Marianne” og alle de andre gæve piger, der har en interesse i kvindekampen. Hun beundrer deres ublu videbegærlighed og den åbenhed, hvormed de unge går til debatten på de sociale medier.

”Har I rødstrømper opnået det, I gerne ville?”, lyder et ofte stillet spørgsmål fra pigerne, når de ringer.

Så griner den gamle rødstrømpe, før hun igen bliver alvorlig. Lige der bliver opkaldet allermest vigtigt.

”Er voldtægt stadig et problem? Sidder der stadig langt flere mænd på topposterne i Danmark?”, kan hun finde på at spørge tilbage over telefonen.

Så er der ofte stille lidt.

”Øh ja,” lyder svaret.

”Så er der stadig noget at kæmpe for.”