I en dokumentarudsendelse produceret af den britiske nyhedsstation BBC kan man se Rola Hallam med ansigtet i opløsning og blikket tabt et sted i tusmørket, som er ved at lægge sig over Syrien efter endnu en dag med krig. Hun ryger nervøst på en cigaret, mens den nedgående sol kaster et blodrødt skær over sygehuset bag hende.
”Jeg føler mig så vred lige nu. Så vred,” gentager hun, selvom stemmen snarere ryster af en indestængt lyst til at græde. Eller skrige.
”Hele verden har bare set til. Vi føler os som andenrangsmennesker. Som om vi ikke tæller. Alle disse børn, alle disse mennesker, der bliver massakreret. Hele verden har svigtet vores nation.”
Det var i 2013. Seks år senere har Rola Hallam vendt vreden til handling. Hun har sørget for, at verden ikke har set helt passivt til, mens den syriske civilbefolkning var fanget som gidsler ikke bare i krigen mod Islamisk Stat, men også den interne kamp mellem den syriske regeringshær og den bevæbnede opposition.
Den syrisk-britiske narkoselæge, der voksede op i den syriske hovedstad Damaskus, er blevet de syriske børns stemme i verden. Som frivillig læge for den britiske hjælpeorganisation Hand in Hand for Syria (Hånd i hånd for Syrien) har Rola Hallam arbejdet på syriske sygehuse og set, hvordan de blev bombet sønder og sammen.
Og da sygehuset nær Aleppo, hvor hun arbejdede, lå i ruiner, besluttede hun at bygge et nyt. Og selv skaffe pengene til det. Det lykkedes hende at mobilisere helt almindelige mennesker til at bidrage til en indsamling på internettet, der har indbragt næsten 11 millioner kroner og gjorde det muligt at bygge Hope Hospital, Håbets Hospital, i 2016. Rola Hallam finansierede, organiserede og gennemførte Folkets Konvoj, som i 2016 fragtede sygehusudstyret til Syrien i lastbiler gennem Tyrkiet.
”Man siger, at vi i Vesten ikke vil høre mere om lidelse, at vi er blevet trætte af at vise medfølelse. Det tror jeg ikke på. Folk er trætte af billeder af eksplosioner og ødelæggelser. Men der er så mange andre historier om håb, kærlighed og offervilje, der rejser sig midt i ruinerne,” skrev hun i 2017 i avisen Middle East Eye, der udgives fra London.
Det er for at fortælle disse historier og for sin hjælp til Syriens børn via sin egen hjælpeorganisation, CanDo (Vi kan gøre det), at hun i sidste uge blev belønnet med prisen som Årets Kvinde af fonden The Women of the Year Foundation i London.
”Jeg blev født som læge. Jeg har altid vidst, at det var mit kald. Men jeg kunne ikke vide, at mit hjemland ville gå i tusind stykker, rive millioner af liv itu, eller at jeg ville komme til at bruge mine kompetencer som læge som hjælpearbejder,” siger Rola Hallam.
Rola Hallam var 14 år, da forældrene tog deres fire børn med til London, hvor hendes far var blevet ansat som gynækolog.
”Det var et kæmpemæssigt chok, for jeg talte næsten ikke engelsk, og derfor var det ikke så nemt i skolen. Da jeg tre år efter fik at vide, at mit engelsk var for dårligt til, at jeg kunne blive optaget på lægestudiet, arbejdede jeg rigtig hårdt, søgte alligevel og kom ind.”
Hun blev narkoselæge i 2006 og specialiserede sig siden i folkesundhed. Hun er i dag gæsteforelæser på de prestigefyldte universiteter Kings College og London School of Economics.
”Men da min familie i Syrien blev dræbt og deres huse og marker ødelagt, mens jeg selv boede i Storbritannien, gjorde jeg det eneste, jeg kunne: Jeg tog til Syrien som hjælpearbejder. Og her gjorde jeg en opdagelse. Mennesker overlever i kriser, fordi de selv gør et enestående stykke hjælpearbejde. Mennesker overlever takket være de lokale læger og sygeplejersker. Det er dem, der fortsætter med at arbejde, når alle andre rejser hjem. Det var dem, jeg ville hjælpe med CanDo. Vi skal støtte dem, fordi de er lyset i krigens mørke,” siger Rola Hallam.
Hun har vidnet om de rædsler, som har mærket Syriens befolkning og brændt sig ind i hendes egen bevidsthed. Som den dag, hun så ofre for den syriske hærs brandbomber søge til hospitalet. Der var børn, som var nærmest forkullede og gik som robotter med armene strakt frem foran sig, ligesom napalmofrene i Vietnam. Men hun bærer også et andet billede.
”For mig vil Syrien også for altid være duften af jasmin, min bedstemors balkon, hendes lækre falafel, krydderierne i den gamle basar i Damaskus. Jeg husker, da jeg løb gennem min families marker sammen med mine mange fætre i det vestlige Syrien omgivet af oliven- og egetræer.”