Rummelige folkeskoler og blandede boligkvarterer

Teolog Vilhelm Lytken, der fylder 90 år i dag, fravalgte prædikestolen. Han ville hellere skabe en inkluderende skole og en god social balance i kommunen

I 1970’erne var Vilhelm Lytken skoleinspektør ved Haldum-Hinnerup-skolen, hvor man havde så lidt karaktergivning som muligt. – Privatfoto.
I 1970’erne var Vilhelm Lytken skoleinspektør ved Haldum-Hinnerup-skolen, hvor man havde så lidt karaktergivning som muligt. – Privatfoto.

Forhenværende skoleinspektør og forhenværende borgmester Vilhelm Lytken blev cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1962 og samme år udmeldt af den danske folkekirke.

I studietiden var han på grund af sin store teaterinteresse i nogle år formand for Aarhus Studenterscene. Desuden var han forretningsfører for Holberg-spillene i Den Gamle By i Aarhus og teateranmelder ved Kristeligt Dagblad.

I årene fra 1955 og 11 år frem virkede han, med orlovsperioder til studier, som lærer i Aarhus og var derefter 1967-1978 skoleinspektør ved Haldum-Hinnerup Skolen. Vilhelm Lytken har fortalt, at man havde en kollektiv- præget ledelse, hvor alle havde indflydelse, og alle tog ansvar. Målet var at skabe en folkeskole, som kunne rumme alle slags elever, og man afskaffede i videst muligt omfang karaktergivning. Tv bragte i 1977 en udsendelse om skolen med titlen: ”En god skole”.

Fra 1970 til 1997 var Vilhelm Lytken socialdemokratisk byrådsmedlem i Hinnerup Kommune, som i dag er en del af Favrskov Kommune. Han var borgmester i årene 1978-1993. Det var især boligpolitik, der optog ham, og han ønskede at få en blanding af forskellige boligformer i kommunens skoledistrikter, så der opstod social balance og mangfoldighed i kommunen. Derfor glædede det ham, da det i 1993 lykkedes at få bygget Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, selvom det kostede stemmer ved det følgende valg.

Vilhelm Lytken har endvidere skrevet flere skuespil, der har været vist på tv og opført på Folketeatret og Café-teatret i København. Skuespillene er også udgivet i bogform, og han har også skrevet flere revytekster og dertil børnebøger, to af dem er skrevet sammen med hans kone, tidligere lærer Karen Lytken, og illustreret af parrets datter, Susanne Lytken. Han har holdt en del foredrag og skrevet mange kronikker, hvoraf et udvalg udkom i 1995 i bogform med titlen: ”Kunstens nødvendighed”. Vilhelm Lytken har endvidere været næstformand i Ældre Sagens lokalafdeling i Hinnerup 1999-2004, og i 1990 blev han dekoreret med ordenen Ridder af Dannebrog.

Han er stoppet med at spille tennis og badminton, og skisport er også lagt på hylden, men han cykler stadig sine 20 kilometer tre-fire gange om ugen.

Vilhelm Lytken, der bor i Hinnerup, er bortrejst på fødselsdagen, som fejres sammen med børn, svigerbørn, børnebørn med kærester og hustruen, Karen, som han har været gift med i 62 år.