Prøv avisen

Rundt i dag

90Rasmus Hansen Kristensen er født og opvokset på Ærø. Efter ophold på Rønde Høj- og Landbrugsskole vinteren 1939 til 1940 var han blandt andet forkarl og fodermester på gårde på Svendborg-kanten, inden han i 1944 vendte tilbage til Ærø, hvor forældrene havde købt Rugagergård. Han blev i 1948 gift med Ellen Marie Johansen og købte året efter gården Fritsdal i udkanten af Faaborg. I 1962 begyndte han med ejendomshandel, og i 1974 blev han ejendomsmægler. I årene fra 1973 til 1983 arbejdede han desuden som kordegn ved Vester Hæsinge Kirke. I 2001 flyttede han med sin hustru fra Fritsdal til Kaj Nielsens Vej i Faaborg, hvor parret sidste år kunne fejre diamantbryllup. Rasmus Hansen Kristensen har gennem sit lange liv haft ganske mange tillidsposter, blandt andet som formand for Faaborg KFUM 1950 til 1966, kredsformand for Faaborg Landboforening 1956 til 1964, formand for Faaborg Indre Mission 1968 til 1989, næstformand ved Svanninge Menighedsråd 1973 til 1992 og endelig kredsformand i Svendborg Indre Mission 1985 - 1991. Fødselsdagen festligholdes med venner og den efterhånden store familie af børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

75 Skuespiller Hanne Ribens, København, begyndte på Odense Teaters elevskole og kom senere til Aarhus Teater, hvor hun arbejdede under Preben Harris. Efter engagement på Gladsaxe Teater har Hanne Ribens de seneste 13 år arbejdet på Folketeatret. Her har hun blandt andet spillet Sidse lugekone i "Nøddebo præstegård" og Marianne i "En idealist". Herudover har Hanne Ribens også spillet revy i Erik Knudsens "Ned med kulturen", ligesom hun har haft flere roller i Radioteateret.

70 Sognepræst Henrik Andersen, Lintrup, blev ordineret i Ribe Domkirke og har siden 1981 været sognepræst i Lintrup- Hjerting Sogne.