Prøv avisen

Rundt i dag

80Bag Peter Hennings buskede vildmandsskæg gemmer sig en hjælpsom og klog mand, der gennem hele livet har arbejdet for freden. Først som ung militærnægter, siden fra kampagnen mod atomvåben over Vietnamkrigen til nu, hvor han er en af de stabile slidere bag Fredsvagten ved Christiansborg. Han sidder også i bestyrelsen for pacifisternes organisation Aldrig Mere Krig. Peter Henning kom til Danmark i 1934, hvor forældrene som aktive pacifister og socialister måtte flygte fra Hitlers Tyskland til Helsingør, hvor de blev lærere på Den Internationale Højskole. Skolens formål er at bidrage til en mere fredelig verden, hvad der prægede den unge Peter Henning dybt. Peter Henning blev først uddannet gartner og senere socialpædagog på en række specialinstitutioner. Han har arbejdet for Statens Åndssvageforsorg og været formand for en børnehave. Peter Henning bor i Helsinge, hvor han naturligvis også er meget aktiv lokalt.

75Professor og forhenværende overlæge Mogens Dam, Virum, tog medicinsk eksamen i 1972 og blev dr.med. 10 år senere. I 1974 blev han speciallæge i neuromedicin og var fra 1976 til 1996 ansat på neuromedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Fra 1996 til 1997 var han på Rigshospitalet, inden han i 1997-2001 var professor ved Neurofysiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. I 2001 fik Mogens Dam egen speciallægepraksis. Han har undervejs undervist i neuromedicin og holdt forelæsninger på universiteter rundtomkring i verden. Desuden har Mogens Dam dyrket kunstmaleriet og har haft askillige seperate udstillinger i ind- og udland, blandt andet i Østrig. Han har skrevet en række bøger og artikler om epilepsi og har modtaget Dansk Epilepsiforenings Sankt Valentin Pris og Dansk Neurologisk Selskabs Borberg-pris og været Ambassador of Epilepsy.

75Skuespiller Karen Wegener droppede danskstudierne og blev uddannet på Aarhus Teaters elevskole 1959-1961. Hun var på studierejser til Østberlin, Hamburg og London. Efter elevtiden fik hun diverse opgaver for tv og turnerende teatre og var en overgang i København, hvor hun uden held forsøgte sig som freelance-skuespiller. I 1967 blev hun fastansat ved Aarhus Teater. Her var hun ansat helt frem til 1997 – kun afbrud af fem år fra 1975 til 1980, hvor hun var engageret ved Aalborg Teater. Karen Wegener har spillet en lang række hovedroller og medvirket i blandt andet "Glade dage", "Gengangere" og "Peer Gynt". Ofte har hun spillet sammen med sin mand, skuespilleren Ole Wegener. På tv har hun blandt andet spillet Wulfdine i "Livsens ondskab" og medvirket i tv-serien "Bryggeren". Hun modtog i 1988 en Bodil for bedste birolle i filmen "Pelle Erobreren", og i 1997 fik hun Lauritzen-prisen.

75Pastor emer. John Bjørn Sørensen, Brønderslev, blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1961 og fandt i foråret 1963 embede som hjælpepræst ved Sankt Peders Kirke i Randers. I oktober samme år kom han til Hasseris Sogn som residerende kapellan og virkede her i tre år, indtil han kom til Norup Sogn i en sognepræstestilling. John Bjørn Sørensen blev i 1970 sognepræst i Dreslette Sogn og fik fire år senere tillige Helnæs Sogn under sig. Her virkede han indtil 1987, hvor han kom til Vejby, Sejlstrup, Harritslev og Rakkeby sogne. John Bjørn Sørensen gik på pension fra præsteembedet i 1995.