Ruth Pia Bisgaard var formentligt den første med Downs syndrom til at drive en smugkro

Da Ruth Bisgaard fik konstateret Downs syndrom, sagde lægen, at forældrene gjorde bedst i at glemme datteren. Siden da var der ingen, der satte spørgsmåltegn ved Ruth Bisgaards ret til livet og en familie

 Ruth Bisgaard farvede altid sit hår – oftest rødt. Hun forstod aldrig, hvorfor hendes søstre gad at have gråt og kedeligt hår. – Privatfoto.
Ruth Bisgaard farvede altid sit hår – oftest rødt. Hun forstod aldrig, hvorfor hendes søstre gad at have gråt og kedeligt hår. – Privatfoto.

Ruth Bisgaard var fire måneder, da hendes forældre i 1961 fik at vide, at hun havde et ekstra kromosom. Dengang kaldte man mennesker som hende for mongoler, så det var også det ord, lægen på sygehuset i Koldby i Thy valgte at bruge. Herefter sagde han velmenende, at Ruth Bisgaards forældre nok gjorde bedst i at overdrage hende til de sociale myndigheder og så ellers glemme alt om den sag.

”Aldrig i livet,” sagde forældrene. De forlod sygehuset, og fra da af var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved datterens værdighed i den nordjyske familie.

Ruth Bisgaard voksede op på en smugkro i landsbyen Skyum, som den yngste i en søskendeflok på fire. Moderen var hjemmegående, og faderen var oprindeligt landmand, men da den tyske turisme begyndte at indtage egnen i midten af 1960’erne, valgte familien at udstykke sommerhusgrunde og åbne en kiosk. Og det var her, turisterne hurtigt fik færten af kolde øl og godt selskab. I smugkroen var der ofte musik, og Ruth Bisgaard blev faderens trofaste hjælper, som dansede og legede og fortalte de tyske gæster om stort og småt, som fandtes der ingen sprogbarriere.

Glæden ved dans og musik tog Ruth Bisgaard med sig hele livet, og da det samtidig var i 1960’erne, at nogle af de første specialskoler og -daginstitutioner så dagens lys, fik hun rig mulighed for at følge passionen på et nyåbnet skoletilbud i Thisted.

Der kan som bekendt være stor forskel på, hvordan Downs syndromet kommer til udtryk hos det enkelte menneske. Ruth Bisgaard havde et stort ordforråd og kunne aflæse, hvornår andre lavede sjov eller var ironiske. Hun lærte aldrig at læse eller at regne, men det var også underordnet: For Ruth Bisgaard handlede livet om at gøre det, man finder glæde ved. Hun spillede guitar uden tanke på akkorder, og hun strikkede i et væk – også selvom resultatet aldrig blev til andet end en skæv, endeløs retmaske i alskens farver. Der var dog særligt et af livets grundvilkår, som Ruth Bisgaard aldrig helt formåede at begribe: døden.

Hun stiftede bekendtskab med den som 18-årig en novemberaften i 1979, da hendes far pludselig døde af et hjertestop. I modsætning til resten af familien mestrede hun ikke sorgens sprog, og forvirringen over tabet af hendes måske bedste ven gik ud over landets kirker, som hun efter begravelsen hadede at komme i.

Stod det til Ruth Bisgaards mor, skulle hun og datteren bo sammen for altid. Samtidig vidste moderen også, at hun ikke ville leve evigt, hvorfor hun til sidst indvilligede i at lade yngstedatteren flytte ind på bofællesskab i nabolandsbyen Hurup, hvor hun kunne bo med andre mennesker med udviklingshandicap.

Her blev hun hurtigt selvudnævnt frontfigur i Hawaii-poptrioen Poppel Stars, ligesom bofællesskabet var tilknyttet et kreativt værksted, hvor man ofte kunne finde hende foran lærredet – i gang med at male farverige portrætter af prinsesser iført højhælede sko og farvestrålende kjoler. Farver! Livet er i farver, mente Ruth Bisgaard. Både når det gjaldt kunsten, hendes tøjstil, der mindede om Yvonnes fra Olsen-banden, og håret, som hun altid farvede og helst rødt.

At livet helst skulle være en fest, fik både familie og personalet ved bofællesskabet at føle. Familien til Ruth Bisgaards stortanlagte fødselsdagsarrangementer, som dengang hun fyldte 40 år, og indtog scenen til sin egen fortolkning af Brødrene Olsens ”Smuk som et stjerneskud” foran 80 gæster. Personalet, hver lørdag, hvor hun forvandlede sin lejlighed til barndommens smugkro og bød nattevagten på Gajol-shots. Det var også på bostedet, at Ruth Bisgaard mødte kærligheden i en alder af 50 år. Manden var en anden beboer, og selvom parret beholdt hver deres lejlighed, tog de ofte på weekendophold hos hinanden.

Det var på dette tidspunkt, at helbredet begyndte at skrante. Hun havde fået gigt og blev gradvist mere afkræftet. Smerterne gjorde, at hun med tiden blev bange for at bevæge sig og sjældnere ønskede at besøge sine ældre søskende. I ugerne op til Ruth Bisgaards død den 13. august i år måtte de konstatere, at deres lillesøster ikke ville nå at fejre den 60 års fødselsdag, hun havde talt om så længe. Hun var blevet sengeliggende og sagde, at hun ikke orkede mere. Hendes søskende mindede hinanden om, at for lillesøsteren handlede livet om at gøre det, man finder glæde ved, og snart efter stod de alle klar med fødselsdagskage og sang og fejrede søsterens liv en sidste gang.

Ruth Bisgaard døde 11 dage før sin runde fødselsdag. Til bisættelsen i kapellet i Hurup mødte beboerne fra bofællesskabet og familien op i deres mest farverige tøj. De sang ”Du kom med alt det der var dig” og skålede i Gajol-shots, hvorefter Ruth Bis-gaard blev kørt til Skyum Kirkegård, hvor moderen og faderen for længst havde gjort plads til deres datter ved familiegravstedet.