Samarbejde og fællesskab er nøgleord

Det bliver den 66-årige Steen Christiansen fra Slagelse, der frem til den 30. juni 2016 skal stå i spidsen for Y's Men Region Danmark

Alle regionsledere sætter et motto for det arbejdsår, hvor de er leder. Steen Christiansen har valgt mottoet: ”Samarbejde giver fællesskab og udvikling”. - Privatfoto.
Alle regionsledere sætter et motto for det arbejdsår, hvor de er leder. Steen Christiansen har valgt mottoet: ”Samarbejde giver fællesskab og udvikling”. - Privatfoto.

Der er 3500 danske medlemmer i Y's Men Region Danmark, og 400 medlemmer i Centraleuropa, og det er en erfaren mand, der stiller sig i spidsen for bevægelsen, der blev grundlagt i 1922 i USA. Den pædagoguddannede Steen Christiansen har været i Y's Men i Slagelse siden 1998 og har beklædt en lang række tillidsposter i bevægelsen såvel lokalt som på distrikts- og regionsplan.

”Som pædagog har jeg fået en række værktøjer, som jeg kan bruge som leder af regionen. Blandt andet forstår jeg at lytte til mennesker og har en stor tålmodighed, hvilket kan være meget brugbart, når det er mennesker, der skal samarbejdes med”, fastslår Steen Christiansen.

Som en forberedelse til jobbet som regionsleder har han været med i regionsledelsen gennem de seneste to år. Inden da sad han i to år som menigt medlem af regionsledelsen. Hans mål er, at få de godt 140 Y's Men's-klubber til at lægge vægt på samarbejdet for på den måde at udvikle klubben. Det kan være et samarbejde med naboklubber, men den nye leder ser også gerne et tættere samarbejde på lokalt plan med KFUM og KFUK og andre kirkelige organisationer. Tanken er, at samarbejdet skal være med til at give øget udsyn og samtidig gøre bevægelsen mere synlig.

Et af de steder, han vil satse på at skabe udvikling, er på Sjælland og i Københavnsområdet. Y's Men's-bevægelsen står svagt her, og det skal der gøres noget ved. KFUM og KFUK har allerede startet et projekt i Sydhavnskvarteret, hvor man forsøger sig med et anderledes foreningsarbejde. Et af de andre mål for den nye regionsleder er, at der skal satses på, at der kommer nye medlemmer og nye klubber i Slovakiet, Rumænien, Polen, Ungarn og Bulgarien.

Steen Christiansen er oprindelig uddannet kontorassistent, men skiftede i 1982 spor, da han påbegyndte en uddannelse som socialpædagog på Bagsværd Seminarium. Han har siden virket som sådan flere steder på Sjælland, og i 17 år fra 1994 til 2011 var han ansat på Alberthuset i Sorø og Skovglimt i Stenlille, de sidste 15 år som souschef.

I dag er han pensionist og bruger den megen fritid på Y's Men, ligesom han er frivillig i Kirkens Korshær en gang om ugen. Herudover er det hus, have og rejser ud i verden, der optager ham. Når vejret er dårligt, pusler han med sin samling af receptkuverter.

Han har siden 1992 været gift med Eva Larsen, som han blandt andet deler interessen for Y's Men-arbejdet med.