Samuel Rachlin: Sorgen over mine forældres død blev vendt til glæde

Samuel Rachlin er rundet af sine forældres livsglæde og kærlighed til hinanden trods stor modgang. Journalisten og forfatteren fylder 75 år i morgen, og i den forbindelse svarer han på en række store spørgsmål om livet

Samuel Rachlins tre dansklærere har haft stor betydning for den, han er i dag.
Samuel Rachlins tre dansklærere har haft stor betydning for den, han er i dag. Foto: Jan Sommer/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At se mine fire børnebørn i alderen fra seks måneder til seks år komme til verden og vokse op som sande verdensborgere. De har danske, jødiske, franske, afrikanske, italienske og ungarske rødder. De to ældste på fem og seks år taler begge fire sprog: engelsk, dansk, fransk og ungarsk. Det er et godt udgangspunkt til at møde fremtidens verden. Og det er stort at tænke på, at de børnebørn bliver mit bindeled til det 22. århundrede.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Det var at miste mine forældre med tre måneders mellemrum. De var begge over 90 år og helt åndsfriske, da de døde efter et begivenhedsrigt og dramatisk liv. En eventyrlig historie fra det 20. århundrede med en ”happy end”. Men som en af mine venner skrev til mig, ”et tab er altid et tab”. Jeg sørgede over det tab, men bearbejdede det, så sorgen med tiden blev vendt til en glæde over deres liv og deres evne til at overleve og overvinde modgang og bevare både livsglæden og kærligheden til hinanden og til andre i deres verden.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg tror, at jeg har arvet mine forældres livslyst og appetit på nye oplevelser med åbenhed og interesse for nye mennesker og venskaber. De blev ved med at få nye venner gennem hele deres liv. Det håber jeg, at jeg også vil gøre.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

70.000 favne er en stor mundfuld, men måske kan syv kilometer bruges til at vise det vovestykke, jeg formastede mig til som 10-årig. Efter et par måneder i Danmark fik mine forældre anvist en lejlighed i Rødovre ved København. Da de skulle ud og se lejligheden, var der ikke plads til mig i bilen. Jeg blev efterladt i Blågårdsgade, hvor vi boede hos min onkel. Det var jeg stærkt utilfreds med. Jeg havde opsnappet, at man skulle ud ad Roskildevej for at komme til Rødovre. Så jeg strøg af sted uden at kunne tale dansk, uden kort og uden nogen adresse. Over en time senere var jeg kommet langt ud ad Roskildevej, men nåede aldrig frem til målet. Bilen med mine forældre og onkel kom kørende på vej tilbage til København, da min chokerede onkel fik øje på mig på den anden side af vejen.

Bilen standsede, min onkel hankede op i mig, og jeg blev anbragt i bilen. Min springtur sneg sig nok op på syv kilometer, cirka halvvejs fra målet. Nogle måneder senere flyttede vi ind, og jeg kom til at bo der i 12 år.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er nok perioden fra 1976 til 1985 med højdepunkter både i arbejdslivet og familielivet. Efter et par arbejdsår på Radioavisen tilbragte jeg et år på amerikanske Columbia University og de næste syv år fra 1977 i Moskva som Danmarks Radios første korrespondent. En produktiv tid med nyhedsrapporter og reportager, omkring 12 dokumentarfilm og en nominering til Cavling-prisen. Vores første datter, Sarah, blev født i den periode. Efter Moskva fik jeg et år på Harvard University. Lillesøster, Natalia, blev født efter hjemkomsten til Danmark i 1985.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Det er ret simpelt: Jeg er kun gået efter det, jeg havde virkelig lyst til og brændte for.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Først og fremmest få dig en ordentlig uddannelse inden for et rigtigt fag: humaniora, naturvidenskab, jura, hvad som helst, der interesserer dig. Brug kun et år på at lære det journalistiske håndværk, og så er du klar til at tage et job. Det er den amerikanske model. Den virker.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Mine tre dansklærere: Inge Nielsen på Valhøj Skole i Rødovre lærte mig dansk på to år. Og Erik Hansen og Axel Manicus Hansen på Rødovre Statsskole lærte mig at skrive og forstå. I journalistikken fire redaktører: Henning Fonsmark på Berlingske, Hans Meier på Information, Harald Mogensen og Henning Nystad på Politiken. Som chef er det Jørgen Schleimann på Radioavisen, siden på TV2.

Og så Niels Barfoed, forfatter, journalist, litterat og ven. Jeg har kendt ham i over 50 år, og han var en af mine første redaktører og læremestre som redaktør af tidsskriftet Vindrosen. Han var altid min rollemodel. Det er han heldigvis stadig.

Hvad tror du på?

Kærlighed og godhed, som tilværelsens livgivende kilder. Hvis man kan supplere med generøsitet og humor, er man godt kørende.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg har en livsregel, som jeg prøver at efterleve. Aldrig at fortryde beslutninger, man har truffet som en voksen, fri person uden tvang eller afpresning.