Per Schultz Jørgensen gik mod lyset og gjorde sig umage med at sige farvel til livet

Professor emeritus Per Schultz Jørgensen blev 89 år uden rigtig at gå på pension. Han var et kæmpende menneske, optaget af dannelse og værdier, og det var en eksistentiel fordring for ham ikke at læne sig tilbage

Per Schulz Jørgensen gik bort mandag den 5. december 2022. - Foto: Petra Theibel Jacobsen.
Per Schulz Jørgensen gik bort mandag den 5. december 2022. - Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Per Schultz Jørgensen ville gå mod lyset. Som socialpsykolog vidste han, at alle vilkår giver afsæt for en handling. Og da det stod klart, at han ikke ville overleve sin kræftsygdom, valgte han at holde fast ved livet som ægtefælle, far, bedstefar og reflekterende og engageret psykologiprofessor. Det var hans ønske at leve med taknemmelighed frem mod sin død.  Som han sagde det i et interview i “Brinkmanns Briks” på DR P1 i efteråret 2022:

”Jeg snakker med min sygdom hver dag, men jeg snakker også med andre ting hver dag.”

Mandag den 5. december døde professor emeritus Per Schultz Jørgensen på Gentofte Hospital. Han var en central person i dansk psykologi og folkelig formidler i særklasse. Han blev 89 år, uden rigtig at på pension. De senere år var han optaget af børns karakterdannelse og skrev bogen ”Robuste børn”. Bogen blev en bestseller, og med afsæt i den holdt han en række foredrag om karakterdannelse. 

Den sidste bog fra Per Schultz Jørgensens hånd skiller sig ud. Professoren, der gjorde dannelse til et af sine specialer, vendte i sin sidste bog spejlet mod sin egen tilværelse og betragtede sin egen dannelsesproces. Bogen skrev han, efter at han havde fået konstateret uhelbredelig kræft. Kemoterapien havde gjort ham følelsesløs i fingerspidserne, så han lavede flere slåfejl, når han skrev, men det holdt ham ikke fra at arbejde, for han var et kæmpende menneske. 

I bogen kan man læse, hvordan en sorgløs barndom i Kolding blev forandret af en alvor, da Per Schultz Jørgensens far i 1943 blev taget til fange af Gestapo. Per Schultz Jørgensen blev trukket til side og spurgt, om han havde set et trykkeri og nogle store kasser. Han benægtede og stod sammen med sin mor og sine fem søskende på trappestenen og så, at tyskerne kørte væk med faderen. Den dag på trappen udtalte hans mor fire ord, som blev en rettesnor for familien under krigen:  

”Vi bøjer ikke nakken.” 

Hans far tilbragte halvandet år i en KZ-lejr. Da familien atter var samlet,  var Per Schultz Jørgensen med egne ord blevet en lille voksen. Mens hans far var væk, havde Per Schultz Jørgensen også lært angsten at kende. Han havde en følelsesmæssig sensitivitet over for angst og bekymring, der fulgte ham resten af livet.

Per Schultz Jørgensen ville gå mod lyset, og selvom han var syg, var han ikke i tvivl om, at diamantbrylluppet med ægtefællen Ellen skulle fejres i juni 2022 med en fest for den store familie. Parret mødte hinanden i Aarhus, hvor hun var lægesekretær, og han var folkeskolelærer. Hun læste videre og blev socialrådgiver. Han fortalte gerne, hvordan hun under hans psykologistudier havde inspireret ham til at gøre socialpsykologien til sit speciale. Parret delte blandt andet et stærkt samfundsengagement, men også en glæde ved at sejle.

I artikler og interviews slog Per Schultz Jørgensen fast, at forældre ikke skal gøre ting for børn, som børnene selv kan gøre. Han mente, at man var forpligtiget på at bidrage. Ja; for ham var det en eksistentiel fordring ikke at læne sig tilbage.
I artikler og interviews slog Per Schultz Jørgensen fast, at forældre ikke skal gøre ting for børn, som børnene selv kan gøre. Han mente, at man var forpligtiget på at bidrage. Ja; for ham var det en eksistentiel fordring ikke at læne sig tilbage. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Mens han studerede, kom parrets tre børn til verden, og børnene blev, som Per Schultz Jørgensen udtrykte det, en del af besætningen i konkret og overført betydning. Parrets børn skulle bidrage. For som Per Schultz Jørgensen gentog i mange foredrag: 

”Hvis et barn kan bære plasticposen, skal barnet bære posen. Børn løfter sig selv op i kraft af det, de gør.”

I artikler og interviews har han slået fast, at forældre ikke skal gøre ting for børn, som børnene selv kan gøre. Han mente, at man var forpligtet til at bidrage. Ja; at det var en eksistentiel fordring ikke at læne sig tilbage. 

Når han så tilbage på sit eget liv, kunne han se, hvordan han var præget af, at han skulle hjælpe til med praktiske opgaver, da hans mor stod alene tilbage med den store børneflok under Anden Verdenskrig. I krigens svære år med savn og utryghed oplevede han hverdagens grundstruktur som et slags sikkerhedsnet. Da han som 88-årig fik den ultimative melding fra kræftafdelingen, blev hverdagens rutiner igen et sikkerhedsnet.

Formiddagene brugte han på at skrive i hjemmet i Farum nord for København. Og han bestræbte sig på at komme ud. I mange år var han en trofast løber, men hans ben var beskadiget af kemoterapien, og han syntes, hans gang var dinglede, men ud kom han med stok eller rollator. Det var en kamp, der rummede livskvalitet. 

Han havde gennem livet mange titler fra folkeskolelærer til professor, men dén faglige titel, han selv holdt mest af, var betegnelsen som børnenes advokat. I 1994 blev han medlem af Børnerådet, som var nyoprettet. Her kæmpede han blandt andet for afskaffelsen af revselsesretten. Fra 1998 til 2001 var han formand for rådet. 

Per Schultz Jørgensen ville gå mod lyset, og derfor gjorde han sig umage med at sige farvel til livet. I et interview med denne avis bragt i sensommeren 2022 beskrev han, at han var overrasket over afskedens intensitet. Han sagde:

”Jeg tager naturen ind på en mere stærk måde, og så har jeg en hvile, som jeg ikke har haft før, hvor jeg havde rastløst travlt med at skulle en hel masse.”