Prøv avisen
Portræt

Selv når Ingmar Bergman var væk fra scenen, spillede han teater

Midt under en teaterprøve på Dramaten blev Ingmar Bergman i 1976 konfronteret af politiet med en anklage om skattesvindel. Det fik en enorm opmærksomhed internationalt. Og selvom han efter et par måneder blev frikendt, blev han så påvirket af situationen, at han valgte at forlade landet. I 1977-82 boede og arbejdede han i stedet i München, hvor dette foto er taget. – Foto: AP/Ritzau Scanpix

I år ville den svenske teatermand, filminstruktør og forfatter Ingmar Bergman være fyldt 100 år. Teatret havde en særlig plads i hans hjerte og blev det tilflugtssted, hvor han kunne søge ly i livets svære tider

Han så teatret som sin hustru, mens filmindustrien blot var en elskerinde. For selvom den svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman især blev verdenskendt for sine film, var det altid teatret, der havde en helt særlig plads i hans kunstnerhjerte. I år ville han være fyldt 100 år, og på flere teatre landet over kan danskere i den kommende teatersæson opleve nogle af de mange stykker, som Ingmar Bergman, der døde som 89-årig nåede at lægge navn til gennem sine seks årtier lange teaterkarriere.

I en alder af 26 år blev han Sveriges yngste teaterdirektør på Helsingborgs stadsteater. For trods manglen på teateruddannelse havde den selvlærte instruktør allerede gjort sig bemærket i branchen.

”Jeg købte mit livs første hat for at give indtryk af en status, som jeg næppe ejede,” skrev han i sin selvbiografi ”Laterna Magica” om ansættelsen på stadsteatret.

I 1952 blev han så direktør for Malmø Stadsteater, der gav ham helt frie hænder til at samle sit eget ensemble. Sidenhen blev han dramachef for Sveriges nationalteater, Dramaten, fra 1963-1966, før han efter nogle helbredsmæssige problemer indså, at det var i instruktørrollen, at hans fremtidige karrierevej lå.

Som instruktør krævede han den totale, mentale tilstedeværelse fra alle medvirkende. Han var en ”personinstruktør”, der så på den enkelte skuespiller frem for hele ensemblet.

Ingmar Bergman søgte mod dramaets oprindelige hensigt. Ja, hvis Bergman var blevet født 100 år tidligere, havde han været en lige så stor teatermand som dramatikerne Henrik Ibsen og August Strindberg, forklarer den svenske forfatter og ph.d. i filmstudier Jan Holmberg, der er direktør for Stiftelsen Ingmar Bergman. Og da Bergman satte Strindberg op, blev opsætningen sågar mere strindbergsk, end den anerkendte dramatiker selv kunne have instrueret det, bemærkede en teaterkritiker dengang.

Bergman og teatret blev uadskillelige. Han så som kun få andre verden som en scene og levede hele sit liv efter teatrets principper.

”I hele livet trådte han ind og ud af roller og havde altid et kostume på. Fysisk såvel som psykisk,” siger Jan Holmberg.

Den verdenskendte instruktør led gennem sit liv af en alvorlig depression, men de psykiske problemer kunne han holde nede ved at se alt rundt om ham – andre mennesker og virkeligheden – som noget midlertidigt. At det med ét sceneskift kunne blive til noget helt andet. Det er også det virkelighedssyn, som sidenhen er blevet brugt til at forklare hans mangel på troskab til de igennem livet i alt fem ægtefæller.

”Jeg tænker ofte på ham som Hamlet. Spiller han sindssyg, eller er han sindssyg? Eller måske han er den eneste person i rummet, der i virkeligheden har sin fornuft?”, siger Jan Holmberg.

Men hvorfor var det lige teatret, der – i med og modgang – havde en særlig plads i hans bevidsthed? Når han blev interviewet af journalister, henviste han altid til sin barndom, hvori interessen for dramaets muligheder var opstået. Men måske forholdt det sig alligevel ikke helt sådan. For ifølge Jan Holmberg spillede Ingmar Bergman – selv når han blev interviewet – blot endnu en rolle som interviewperson, der reflekterer over sit liv og sin opvæksts betydning.

”Den reelle grund til, at Bergman var så betaget af teaterverdenen, er, at han havde svært ved at adskille fakta og fiktion,” siger Jan Holmberg.

For teatret var for ham en metafor for en verden, samtidig med at det repræsenterede sin helt egen verden, som han til enhver tid kunne træde ind i.