Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg fortsat er rask. Og at min familie har det godt. Det er altid det vigtigste for mig.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Perioden efter, at min datter blev født, står den dag i dag endnu som det stærkeste, jeg har oplevet. Det er det første og eneste barn, jeg har fået. Og at hun har klaret sig godt, det varmer mig meget og ofte.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Mine forældre. De har formet mig og gjort mig til den person, jeg er i dag. Jeg voksede op i Breslau (det nuværende Wroclaw, red.) under Anden Verdenskrig, og min far var soldat. Min mor skulle passe mig og mine søskende, og det var vældigt trange kår i den periode. Mine forældre solgte mange af deres ejendele, for at vi kunne få brød på bordet. Men deres insisteren på, at vi børn skulle have noget at spise, og at familien skulle holde sammen for enhver pris, det har jeg båret med videre. Det har altid været vigtigt for mig at sørge for, at min familie havde det så godt som muligt.
Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
At blive fodboldtræner kræver struktur og vilje til at gøre noget specielt – og til at tage den risiko, der følger med jobbet. Det er enormt vanskeligt at opnå kontrol som træner. Du er hele tiden afhængig af tilfældigheder, og går bolden stolpe ud i stedet for stolpe ind, kan det betyde forskellen på heltekåring og fyreseddel. Hvis en murer bygger en dårlig mur, kan han rive den ned og starte forfra, men hvis en træner taber en afgørende kamp, er det ikke sikkert, du nogensinde igen får samme mulighed. Du må ikke tvivle på dig selv og dit projekt. Selvom det ikke altid er din skyld, hvis dit hold taber, vil du altid have ansvaret. Det er meget anderledes end i andre brancher, og det kræver en robust mentalitet.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
Jeg har altid troet på, at det var muligt at nå mine mål. Også selvom det ikke lykkedes med det samme. Da jeg blev dansk landstræner, kvalificerede vi os først til EM-slutrunden tre år senere. Det skulle ifølge min plan være sket tidligere. Men da det endelig lykkedes, gik det hurtigt den rigtige vej, og så formåede vi bagefter at kvalificere os til VM i Mexico. Som fodboldtræner skal du have gode spillere, men derudover skal du først og fremmest tro på dine egne evner.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Selvom min mor blev 78 år, føltes det stadig, som om at det var alt for tidligt, da hun gik bort. Jeg ville ønske, jeg havde haft hende 10 år mere. Det var en stor sorg, da hun døde. Og min far blev over 100.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg var yngre, var det planen, at jeg skulle være ingeniør, og min familie betalte for, at jeg kom på teknisk højskole i Tyskland. Men fodbolden trak i mig, og på et tidspunkt kunne jeg ikke få fri til at tage på træningslejr, og så måtte jeg vælge. Jeg valgte fodbolden, og det føltes, som om at jeg svigtede min familie. Det var angstprovokerende, og jeg oplevede det som et stort spring.
En anden gang, hvor jeg følte mig decideret modig, var, da jeg sagde ja til at blive landstræner for Haiti – det var noget lidt andet end Bundesligaen, skulle jeg hilse og sige. Spillerne var fattige, voodoo-religion spillede en stor rolle, og disciplinen var ikke så... tysk. Til gengæld hjalp den erfaring mig, da jeg kom til Danmark, for her var det en blanding af begge verdener. Morten Olsen og Frank Arnesen og Laudrup og alle dem, de ville heller ikke have for meget disciplin, så der måtte jeg finde en god balance med lidt fra både Tyskland og Haiti.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Sat et andet hold hver eneste gang, jeg har tabt. Men jeg har aldrig fortrudt de store ting i livet, heller ikke, at jeg valgte fodbolden frem for et mere roligt liv. Uden fodbolden var jeg aldrig kommet så meget rundt i verden. Jeg har mødt Idi Amin, Baby Doc og Saddam Husseins søn. Det var nok ikke sket, hvis jeg var blevet ingeniør.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud, og det har jeg gjort, siden jeg var barn. Og ofte har min tro hjulpet mig igennem svære situationer. Min tro er den grundsten, som mit liv er bygget op omkring. Jeg forsøger altid at leve gennem troen, beder mine bønner og går i kirke.
Beskriv en scene fra din barndom.
Da jeg var lille, blev jeg venner med en ung russer med pistol og sabel og alt muligt. En dag smed vi en håndgranat i en sø, og så sprang de døde fisk op. Russeren, Ivan, fik de tyske damer, der arbejdede i nærheden, til at stege fiskene for os. Og så spiste vi dem. Jeg har virkelig haft et eventyrligt liv.