Prøv avisen

Sikke en fest han har haft på scenen

Forfatteren Erik Henriques Bing har i mange år vist rundt på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Foto: Jonas Vandall Ørtvig.

Johnny Reimar er blevet kendt som ambassadør for det gode humør med sit ukuelige smil og sine folkekære sange. I dag fylder han 70 år

Enhver, der har set Johnny Reimar optræde, har helt sikkert set hans brede smil i overskægget. Han har stået på store scener i solskin og optrådt for tusindvis af begejstrede fans, og han har haft succes i både Tyskland og Japan. Han har også sunget sine glade sange i silende regn for fortravlede handlende på små torve i provinsen. Men det smittende smil har alligevel været hans varemærke hele vejen. Og det lader til, at den livsopskrift passer ham:

Jeg bliver mere og mere glad for nuet. Om jeg så vidste, at jeg havde et år tilbage at leve i, så ville jeg ikke lave hverdagen om, sagde den smilende entertainer i et nyere interview om hans lange karriere.

Johnny Reimar trådte allerede op på scenen som 15-årig i en amatørkonkurrence i Fyns Tivoli i 1958 under sit borgerlige navn Reimar Kristensen. Allerede dengang blev der lagt mærke til den unge sanger og guitarist, og hans første professionelle job blev samme år ved indvielsen af Allesøhallen på Fyn.

Allerede tre år efter i 1961 lå han sammen med Danmarks første rockband, The Cliffters, som nummer 1 på den danske hitliste med How wonderful to know.

Senere udsendte gruppen en stribe plader, der alle blev udsendt uden for Danmark. Den største succes blev Django, der stadig sælges i Japan.

LÆS OGSÅ: Blixens nevø fortæller historien videre

Da Reimar i 1963 skulle lanceres som solist, fik han kunstnernavnet Johnny Reimar, og sammen med The Scarlets turnerede han herhjemme og i de øvrige skandinaviske lande. Det blev også til et besøg i den berømte Star Club i Hamborg, hvor The Beatles kort forinden havde optrådt. Det kickstartede Reimars tyske karriere med efterfølgende ni singleudgivelser på tysk.

I 1964 besluttede Reimar også at synge på sit modersmål, og det blev blandt andet til Lille fregnede Louise, De violer, du plukker, Bind dit gule hårbånd, Sikke en fest, Du burde købe dig en tyrolerhat og mange flere. Det var sidstnævnte, der gav idéen til Johnny Reimars populære partyplader, der har solgt mere end en million eksemplarer. Her var der grundlag for at optræde med det store partyorkester i landets sportshaller i mere end 25 år.

I mellemtiden har han også fungeret som en slags talentspejder, og det var blandt andet ham, der i 1968 opdagede Birthe Kjær, og hun kalder ham en både sød og dygtig kollega:

Han tager tingene stille og roligt, og man føler sig tryg ved ham. Og så er han virkelig dygtig. Han har et fantastisk øre for succeser og hits. Det var Johnny Reimars fortjeneste, at jeg fik gang i min egen karriere, og han holdt den i live ved hele tiden at finde nye hits til mig, siger Birthe Kjær, der også er imponeret over Johnny Reimars egen karriere.

Han har haft en meget flot karriere. Han har bevaret sin gnist og forstået at flytte sig og forny sig hele tiden, tilføjer Birthe Kjær og peger på, hvordan Johnny Reimar for eksempel fik stor succes, da han lancerede Smølferne herhjemme i 1977.

Den første plade solgte mere end 100.000 eksemplarer på rekordtid.

Ved et tilfælde blev The Cliffters gendannet i Tivoli i 1987, og det er foreløbig blevet til flere tusind koncerter over hele landet.

Johnny Reimar har også optrådt som studievært i adskillige tv-programmer som for eksempel Kun for sjov, Blind passager og Fællessang på Bakken.

I de senere år har Johnny Reimar givet et utal af optrædener med sit populære fællessangshow.

Privat er Johnny Reimar gift, far til fire og bedstefar til flere børnebørn.