Prøv avisen

Sjov skuespiller med seriøs arbejdsmoral

Lotte Andersen fik sit gennembrud som skuespiller i Ole Bornedals biografhit ”Nattevagten”. – Foto: Jeppe Bøje Nielsen.

Lotte Andersen er både en dygtig sanger og skuespiller. I dag fylder hun 50 år

Adrenalinet bliver siddende i kroppen meget længe, og det giver et fantastisk velvære. Det er ligesom efter en sportspræstation eller eksamen, det giver en helt enorm lethed. Det er katarsis, har skuespilleren Lotte Andersen tidligere sagt her i avisen om at spille skuespil.

Det har hun gjort, siden hun var teenager. Og hun gør det fantastisk godt, mener teaterinstruktøren Nikolaj Cederholm, der har fulgt hende og arbejdet sammen med hende, siden hun var 18 år:

Det har været en gave at få lov til at arbejde sammen med hende så længe. For jeg synes, at hun er en fantastisk skuespiller, og så er hun en sjov komiker. Og hun er meget professionel og arbejdsom. Hun er virkelig dedikeret til det, hun gør, siger den erfarne instruktør.

Lotte Andersen er i det hele taget blevet velsignet med mange talenter. Ud over sin sans for skuespillerfaget har hendes store stemme som sangerinde også sikret hende en del roller, ligesom man blandt andet kan høre hendes sangtalent på albummet Hjemmefra. De senere år er hun også begyndt at prøve kræfter med dokumentarfilminstruktørrollen. Og hun har udtalt, at hendes nye skabertrang måske skyldes, at hun med årene er blevet bedre til at vende blikket udad i stedet for kun at koncentrere sig om skuespil og skuespillere.

LÆS OGSÅ: En driftssikker og nytænkende jubilar

Lotte Andersen, der hedder Merete til mellemnavn, er datter af direktør Erik Andersen og hustru Solveig Søndergaard. Hun læste oprindelig litteraturvidenskab og medvirkede i studenterrevy, inden hun mødte netop instruktøren, dramatikeren og skuespilleren Nikolaj Cederholm og begyndte at arbejde sammen med ham i Dr. Dante, først i Allerød i årene 1984 til 1992 og siden som ensemblets kvindelige hovedkraft i perioden frem til 2001 på Aveny Teatret på Frederiksberg. Hun har således medvirket i en lang række Dr. Dante-forestillinger, blandt andet Gasolin (1994), Halløj på indlandsisen (1995), Paradis (1997), Længe siden (1999), Snedronningen (1999) og Lillerød (2001). Siden har hun blandt andet på Husets Teater i 2002 haft en rolle i Frosset og i 2004 i Limbo på Betty Nansen Teatret.

Lotte Andersen fik sit filmgennembrud i rollen som sognepræst i Ole Bornedals biografhit Nattevagten. I filmen spillede hun i øvrigt sammen med Kim Bodnia, som hun i en årrække dannede par med. Hun har siden spillet et utal af roller i danske film og tv-serier, blandt andet i filmene Oh Happy Day og Undskyld jeg forstyrrer og tv-serierne Forbrydelsen II og 2900 Happiness.

Selvom hun altså ifølge Nikolaj Cederholm er enhver instruktørs drøm af en skuespiller, ved hun også selv, hvordan man bedst skaber en rolle:

I starten af processen er jeg meget varsom. Jeg føler mig lige så stille frem og vil gerne støtte mig til instruktøren. Senere i forløbet skal han ikke blande sig for meget i min karakter, har hun tidligere forklaret til Kristeligt Dagblad.

Lotte Andersen har dog også gjort sig sine egne erfaringer som instruktør. Sidste år instruerede hun dokumentarfilmen Den sidste udvej Beretninger om overlevelse, der sætter fokus på selvmord. Filmen er en del af Én af os-kampagnen.

Privat danner hun nu par med direktionsassistent i Cowi Rasmus Møller, og hun har en voksen søn.