Prøv avisen
Nekrolog

Skarp debattør så sig selv som Tidehvervs grundtvigske stemme

Niels Carl Lilleør var kendt som en teologisk stridsmand, som dog var åben for at forstå perspektivet hos dem, han polemiserede imod. Foto: Carsten Andreasen/Polfoto

En af tidehvervsbevægelsens mest kendte og aktive skikkelser, Niels Carl Lilleør, er død, 80 år. Med alderen blev han mere mild, men ikke mindre engageret

”Fronterne var i hans 80-årige liv mange, lige fra den totalitære kommunisme før Murens fald såvel som den totalitære islamisme frem til præster, der skulle fyres, fordi de havde et alkohol-problem“”.

Sådan lød det i den begravelsestale, som præst Kathrine Lilleør holdt i Slagslunde Kirke, da hun i lørdags stod for bisættelsen af sin farbror Niels Carl Lilleør, som døde i en alder af 80 år.

Udtalelsen om præsters forhold til alkohol faldt i 1999, da Niels Carl Lilleør som provst i Nyborg var blevet inviteret til et møde i Præsteforeningen om præsters problemer med alkohol. Invitationen fik provsten til at skrive et svar i Præsteforeningens blad, hvor han under overskriften ”Er Danmark blevet ét stort missionshus?” argumenterede imod, at foreningen overhovedet beskæftigede sig med, hvad præster indtager.

”Problemet er ikke, om præsten drikker øl eller spiser flødeskumskager, problemet er i stedet, at evangeliet ikke forkyndes,” skrev han.

Niels Carl Lilleør var kendt som en teologisk stridsmand, som dog var åben for at forstå perspektivet hos dem, han polemiserede imod. Mødet mellem mennesker var - ud over rollen som prædikant og forfatter - Niels Carl Lilleørs ”lykkeligste og mest talentfulde anliggende”, som Kathrine Lilleør udtrykte det i sin begravelsestale: ”At kunne være rygende, voldsomt og barsk uenig - og spille guitar og synge sange bagefter.”

Niels Carl Lilleør stammede fra Harboøre og var efter eget udsagn især præget af sin oldefar. Oldefaren var redningsformand på en flåde, som forliste i 1897, hvor 12 redningsfolk druknede, heriblandt to af oldefaderens sønner. Ved begravelsen sagde den missionske pastor, at de ikke-missionske ikke ville blive frelst, hvilket fik redningsformanden til at protestere voldsomt.

Tilsvarende anså Niels Carl Lilleør det som sit vigtigste anliggende at sætte dem på plads, der moraliserede og dømte andre ude - blandt andet i spørgsmål om udlændingepolitik og udviklingsbistand. Så sent som i august 2009 var han blandt 112 præster, der underskrev en erklæring, som støttede politiets rømning af Brorsons Kirke på Nørrebro, hvor en gruppe afviste irakiske asylsøgere havde søgt tilflugt. Blandt underskriverne var niecen Kathrine Lilleør og flere tidehvervsfolk.

Niels Carl Lilleør blev uddannet fra det teologiske fakultet på Københavns Universitet i 1963 og blev to år senere sognepræst i Frørup og Tårup på Fyn. Fra 1980 til sin pensionering i 2000 var han provst i Nyborg, hvor præsterne enten elskede eller frygtede ham. I samme periode var han aktiv som medudgiver af tidskriftet Tidehverv og er ofte blevet betegnet som tidehvervsmand. Selv brugte han ikke den betegnelse, da han mente, at Tidehvervs dna var et opgør med kollektive bevægelser.

Niels Carl Lilleør var i en årrække efter sin pensionering hjælpepræst i Frederikssund. Han og hustruen, Mette, flyttede dertil for at være tættere på deres datter og tre børnebørn, med hvem Niels Carl Lilleør holdt af at spille billard. Han var også kendt som en habil visesanger og som en lattermild mand, der med Kathrine Lilleørs ord ”altid var parat til at lade sig afmontere og kunne grine ad det komiske i en situation eller i egne ytringer”. Han samlede gerne familien omkring sig, i en årrække ofte i sommerhuset på barndomsegnen.

Den 8. februar 2016: Kathrine Lilleør ønsker præciseret, at erklæringen, som hun i 2009 var medunderskriver på, beskrev, hvorfor folkekirken ikke må bryde Folketingets 
love, og at hendes underskrift på erklæringen derfor kun indirekte var en støtte til den politiaktion, hvor politiet fjernede afviste irakiske asylansøgere fra Brorsons Kirke.