Prøv avisen

Skelsættende møde med spedalske

For Flemming Møller Mortensen (S) fik arbejdet blandt spedalske i Sydindien afgørende indflydelse på hans liv og senere virke som politiker. – Foto: Arkiv.

Flemming Møller Mortensen (S) er folketingspolitiker med et livslangt engagement i Spedalskhedsmissionen

Flemming Møller Mortensen, socialdemokratisk medlem af Folketinget, besluttede som nyuddannet sygeplejerske at tage arbejde i Den Tredje Verden. Gennem en bekendt kom han i forbindelse med den internationale Spedalskhedsmission og fik ansættelse på et spedalskhedshospital i Tamil Nadu, den sydligste delstat i Indien. Det blev for ham et skelsættende møde med de spedalske. Et møde, som har fået afgørende indflydelse på hans liv og nu også hans arbejde som politiker.

I dag er den 44-årige Flemming Møller Mortensen næstformand i Spedalskhedsmissionen i Danmark, der årligt samler omkring 2,8 millioner ind til det internationale spedalskhedsarbejde. For selvom spedalskhed for længst er udryddet i vores del af verden, hvor den i Danmark i middelalderen som påvist i en ny doktorafhandling var den mest udbredte sygdom, er den fortsat en uhyggelig nutidig realitet i Indien, Sydøstasien og Afrika, hvor der årligt konstateres omkring 500.000 nye tilfælde.

Spedalskhedshospitalet, hvor Flemming Møller Mortensen arbejdede, er et af de 35 spedalskhedshospitaler, den internationale Spedalskhedsmission støtter i Indien. Det blev grundlagt i 1917 af den danske sygeplejerske Emilie Lillelund, hvis breve hjem til Danmark var så inspirerende, at de blev direkte anledning til oprettelsen af en dansk støttekreds og dermed Spedalskhedsmissionen i Danmark.

For mig var det en fantastisk stor menneskelig oplevelse at blive del af det tætte kristne miljø omkring hospitalet, hvor man foruden behandling, gennem oplysning, medmenneskelighed og forståelse forsøgte at ændre holdningen til sygdommen, fortæller Flemming Møller Mortensen, der siden har besøgt spedalskhedsarbejde mange steder i Asien.

Spedalskhed har jo været en af de mest stigmatiserende sygdomme overhovedet og er det fortsat mange steder, hvor spedalske udelukkes af samfundet, som de blev det herhjemme i middelalderen eller på bibelsk tid. For eksempel i Nordindien kan man opleve, at spedalske flygter fra deres landsby og går i hundredvis af kilometer for at komme til et spedalskhedshospital. Eller der er beretningen om skolelæreren, som valgte at forsvinde fra lokalsamfundet fra den ene dag til den anden, da han blev klar over, han led af spedalskhed, så hans familie ikke også skulle blive udelukket fra samfundet.

Flemming Møller Mortensen er født og opvokset i Himmerland og arbejdede i en periode som salgschef i det medicinalfirma, som gennem WHO sponsorerer medicin til behandling af verdens spedalske. I dag kan en hurtig medicinsk behandling stoppe sygdommen. Efter kun to dages behandling er patienten smittefri, men må leve videre med de invaliderende skader, den har forårsaget. Flemming Møller Mortensen har været medlem af den danske Spedalskhedsmissions bestyrelse siden 1992. For ham er der tale om et livslangt engagement, understreges det.

Det slipper jeg aldrig, og for mig går der en direkte linje fra det til mit virke som politiker, hvor jeg arbejder for en udjævning af uligheden mellem mennesker og for støtte til svage grupper i samfundet. I Indien, Sydøstasien og Afrika hører de spedalske til de allersvageste.

steens@kristeligt-dagblad.dk