Skipperen, der gav lømler livsmod

Skipper Mogens Frohn Nielsen hjalp utilpassede unge med at genfinde lysten til livet gennem 17 år som kaptajn for skonnerten Fulton. I mandags døde han, 75 år gammel

Mogens Frohn Nielsen er kendt som idémanden bag Fulton-projektet, hvor unge småkriminelle fik en ny start på livet gennem både hård disciplin og kærlighed på skonnerten. --
Mogens Frohn Nielsen er kendt som idémanden bag Fulton-projektet, hvor unge småkriminelle fik en ny start på livet gennem både hård disciplin og kærlighed på skonnerten. --. Foto: Jakob Boserup.

"Skipper", hed Mogens Frohn Nielsen, hver gang han præsenterede sig, og når de unge lømler kaldte på deres kaptajn på skonnerten Fulton. Evigt bramfri, viljestærk, respektindgydende og med en stor kærlighed til livet. Det er den arv og personlighed, Mogens Frohn Nielsen efterlader sine mange "hvalpe" med. Hvalpene er, hvad han kaldte de omkring 900 utilpassede unge, der gennem et ophold på Fulton fik et vendepunkt i en svær tilværelse. For om noget var Mogens Frohn Nielsen et fast holdepunkt, der både kunne dele kæmpeknus og øretæver ud. Han døde i mandags, 75 år gammel.

Fulton-projektet var Mogens Frohn Nielsens egen idé, og han førte den i høj grad egenhændigt ud i livet. Men hans særlige form for konsekvenspædagogik var på kollisionskurs med omverdenens syn på børne- og ungdomsopdragelse lige fra Fultons første afsejling i 1970.

"Børn skal ikke opdrages, de skal opelskes," lød Skippers mantra, men mange følte, at Mogens Frohn Nielsens måde at møde de småkriminelle unge på med streng sømandsdisciplin var alt andet end elskværdig.

I 1980?erne førte det til et sagsanlæg for voldelig afstraffelse af drengene, men statsadvokaten afgjorde, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale. Skipper selv fastholdt da også, at øretæver aldrig havde været en systematisk straf på skonnerten. På trods af tiltalefrafaldet betød den megen polemik et brud med Fultons bestyrelse - et brud, der i 1987 fik Mogens Frohn Nielsen til at forsøge selvmord.

Efter denne mørke tid vendte Mogens Frohn Nielsen dog stærkt tilbage til tilværelsen. For som Uffe Ellemann Jensen (V) formulerede det i et telegram til Mogens Frohn Nielsen:

"Kære Skipper. Husk, at uanset hvor stort og smukt et hus du bygger, vil der altid være nogle små hunde, der går og tisser op ad det."

Mogens Frohn Nielsen blev ud over livsprojektet Fulton forfatter til 22 bøger og var en populær foredragsholder om så alsidige emner som tiden på Fulton, H.C. Andersen og om sin personlige ven Piet Hein. Han vandt desuden Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence i 2000 med kronikken "Livets staffeli".

Listen over emner og projekter, Mogens Frohn Nielsen ellers har kastet sig ud i, er lang. Han har været gartnerelev, teaterelev ved Odense teater, tegner, oplæser og maler, men der er ingen tvivl om, at det var tiden på Fulton med hvalpenes mange personlige sejre, der betød mest. En periode, han selv blot refererede til som "den bedste tid".

julie.hansen@k.dk