Prøv avisen
Portræt

Skoleleder: Omtalen af ghettoer som et sort hul skader integrationen

"Vi skal finde den gyldne middelvej. Vi må ikke være nervøse for at omtale problemerne, og vi skal arbejde sammen med de velfungerende borgere i Tingbjerg om at bekæmpe kriminalitet i stedet for at arbejde mod hele området,” siger skoleleder Marco Damgaard fra Tingbjerg Skole. – Foto: Jacob Nielsen/ Ritzau Scanpix

Vi må ikke være nervøse for at omtale problemer i de udsatte boligområder, men vi skal arbejde sammen med de velfungerende borgere i Tingbjerg frem for at bekæmpe hele området, mener lokal skoleleder Marco Damgaard

”Er det sandt, at vi ikke længere må gå ud om aftenen efter klokken 20, selvom ungdomsklubben har åbent indtil klokken 21?”.

Sådan spurgte to elever i ottende klasse skoleleder Marco Damgaard fra Tingbjerg Skole, kort efter at Dansk Folkeparti efter nytår erklærede, at der bør indføres udgangsforbud for unge efter klokken 20 i landets udsatte boligområder. Samtidig møder han teenagere, som ikke vil fortælle, at de bor i Tingbjerg, men i stedet siger, at de bor i Brønshøj. Desuden beretter forældre fra skolens bestyrelse, at de bliver mødt med overraskelse og næsten foragt, når de fortæller, at deres børn går på skolen, hvor 8 ud 10 elever har anden etnisk baggrund end dansk.

For den 33-årige Marco Dam- gaard viser de tre episoder, at det rammer negativt, når for eksempel landets statsminister omtaler landets såkaldte ghettoområder som huller på danmarkskortet. Marco Damgaard har været ansat på Tingbjerg Skole i Københavns Kommune i fire år og blev sidste år udnævnt som skoleleder i en alder af kun 32 år. Derudover er Marco Damgaard også socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Herlev.

Han er enig med sit eget parti og Venstre i, at det er nødvendigt at stille langt flere krav for at sikre en bedre integration. Til gengæld er han uenig i den retorik, der udgår fra flere af Christiansborgs politikere i både rød og blå blok. Når regeringen for eksempel vil skærpe straffen for kriminalitet, der begås i et udsat boligområde, så føler borgerne sig nok engang udsat for diskrimination.

Resultatet vil være, at de mest ressourcestærke flytter væk, lyder det fra Marco Damgaard. I det hele taget mener han, det er på høje tid, at politikere lader være med at skære alle beboere i et udsat boligområde over en kam. For selvom elevernes faglige niveau på Tingbjerg Skole langtfra altid er tilfredstillende, så går udviklingen ifølge Marco Damgaard langsomt i den rigtige retning. Han peger på, at andelen af elever, der har opnået karakteren 4 ved folkeskolens afgangsprøve, er vokset med 12 procent de seneste 10 år, og at skolen har en stigende andel af velfungerende børn. For eksempel en voksende gruppe tredjegenerationsindvandrere, der taler dansk i hjemmet, og hvis forældre er i arbejde.

”Ord skaber virkelighed, og den unuancerede måde, nogle politikere taler om problemerne på, risikerer at give bagslag i forhold til integration. Vi skal finde den gyldne middelvej. Vi må ikke være nervøse for at omtale problemerne. Men vi skal passe på ikke at generalisere i forhold til et byområde, hvor der bor 6000 mennesker. Vi skal arbejde sammen med de velfungerende borgere i Tingbjerg om at bekæmpe kriminalitet i stedet for at arbejde mod hele området,” siger Marco Damgaard.

Han fremhæver, at Tingbjerg Skole stiller krav til familierne om, at de skal være en aktiv del af deres børns skolegang. Som skoleleder fraråder han for eksempel, at forældre tager deres børn ud af skolen i forbindelse med længerevarende udlandsrejser. Hvis det alligevel sker, skal forældrene skrive under på, at de har undervisningspligten, og eleverne kan forvente en test af deres faglige kunnen, når de kommer hjem.

Folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet har besøgt Tingbjerg Skole, og han var overrasket over det positive forældresamarbejde og den gode disciplin.

”Gennem mange år er der enten blevet tegnet et skønmaleri af Tingbjerg, eller området er blevet talt helt ned i kælderen. Marco Dam- gaard er en af de få skoledere, som blander sig i debatten og forstår, at der er store integrationsproblemer, og samtidig peger på løsninger,” siger Lars Aslan Rasmussen.

Marco Damgaard er vokset op i en lærerfamilie i et parcelhuskvarter i Herlev. Han valgte læreruddannelsen, fordi han mener, at folkeskolen er en af de vigtigste bærere af fællesskab i det danske samfund. Derudover har han været politisk aktiv i Socialdemokratiet siden gymnasietiden. Han fortæller, at hans drivkraft i både lærergerningen og det politiske arbejde er en indignation over, at der stadig er store forskelle på børn og unges muligheder i det danske samfund. Han mener selv, at det sociale engagement hænger sammen med, at han voksede op i et socialt blandet kvarter i Herlev.

I dag bor Marco Damgaard stadig i Herlev sammen med sin kone, lærer Christina Mai, og parrets to sønner på tre og fem år. Han har tidligere været en ivrig fodboldspiller, men i øjeblikket levner et travlt liv ikke meget tid til fritidsinteresser.