Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Privat må det være, at jeg flyttede fra København til Vestkysten, og det skete nogenlunde samtidig med, at jeg fik et internationalt gennembrud med min litteratur. På en og samme tid blev jeg decentraliseret og internationaliseret. Det var livsændrende, men på den gode måde. Al den larm, jeg får fra rejser i verden, møde med læsere derude, opvejes af landskabet og stilheden ved havet.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Den er svær for en hardcore eksistentialist som mig at svare på. Jeg synes, de sidste 10 år har været fyldt med større ro, større mod, mere bevægelsesfrihed. Så ja, fra 40 til 50 år. Der var også nogle år der i 30’erne, der var virkeligt spændende, livsændrende og festlige, men jeg synes, man får bedre vejgreb med alderen.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Mine forældre og deres syn på livet. Min mors kreativitet og store plads til, at jeg fandt mine egne veje. Nære venner, der tæller familiemedlemmer såvel som mennesker fra fjerne egne og nationer, har betydet meget. Jeg kendte en mand, der lærte mig at udvise stort eksistentielt mod.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Man skal indstille sig på, at det at skrive på den måde, som jeg gør det, ikke kan adskilles fra, hvordan du lever dit liv som sådan. Det er din måde at være i verden på. Så hvis du ikke kan vælge et andet liv, så er det det liv, du vælger. Hvis det ikke er så vigtigt for dig, så vælg noget andet. Men hvis du ikke kan lade være, så læs meget. Læs rigtig meget. Og skriv også meget. Øv dig. Du finder ikke frem til din stemme på en weekend. Og du skal heller ikke forvente at blive rig.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
Jeg har knoklet. Taget ansvar for min skrift. Troet på den. Rakt ud til mennesker, som troede på den og på mig. Og så tror jeg, at min villighed til at flytte på mig selv geografisk har givet mig en frihedsfølelse, som er vigtig for skriften. Jeg er geografisk rastløs og nysgerrig.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Det er privat for mig. Men jeg har mistet familiemedlemmer, jeg har mistet kærlighed, jeg er faldet og har slået mig og rejst mig igen. Som alle andre mennesker.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg sendte mit første manuskript til Samlerens Forlag og fik det antaget. Da jeg besluttede mig for at leve, som det var bedst for mig, og ikke som andre syntes, man skulle leve for at være ”rigtig”. Da jeg trådte op på scenen til Man Booker International-finalen for at trykke en baronesse i hånden og opdagede, at jeg næsten ikke kunne gå i mine høje hæle. Hver morgen. Ja, egentlig: hver morgen.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg ser min fars fortælleglæde og humor i mit ønske om at nå folk. Jeg ser min mors poetiske, kunstneriske talent og dybde – en vis grad af udholdenhed – i måden, jeg går til mit arbejde. Jeg har sikkert også arvet nogle skavanker fra dem, og nogle har jeg kultiveret helt på egen hånd.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Det er et underligt deprimerende spørgsmål at stille sig selv, for man kan jo ikke lave det om. Der var mænd, jeg ville have undladt at forelske mig i, men det gjorde jeg jo. Der var byer, jeg ville være kørt uden om, og andre jeg ville have købt huse i, men det kunne jeg ikke, og det gjorde jeg ikke. Man må tage sin skæbne på sig. Hvad tror du på?
Jeg tror på en stor kraft i alt. Jeg tror på naturen, og at den kraft er der, og at jeg er en ydmyg lille del af den. Det er min opgave at lytte til den kraft, holde mig åben og gøre mit bedste. Du kan godt kalde det Gud, men jeg er træt af, at Gud skal have et køn, så når jeg beder mit fadervor, siger jeg: ’Kære Gud, du som er i alting.’ For naturen er ikke en far. Naturen er ikke en mor, og det guddommelige er ikke i himlen, men her. Vi har glemt at se det. Vi skal lære at se det igen. Det tror jeg på.
Beskriv en scene fra din barndom.
Vi boede i et lille hedesogn ved Herning inde midt i Jylland. Når vi skulle til havet, kørte vi 50 kilometer stik vest på. Der lå Vedersø Klit. En dag i august, da jeg var 10 år, gik jeg med min mor langs stranden. Så kom en bølge med et ekstremt undersug og trak mig med ud. Min mor fik fat i mit ben, men vi skred begge hen over gruset, sammen med bølgen. Jeg blev frygteligt bange, min mor også. Jeg husker at sidde i strandgruset bagefter, grædende. Blødende skridsår op og ned ad benene. Jeg husker også kærligheden. Da jeg næsten 40 år senere skulle købe et hus, købte jeg et hus ud for den strand. Nu går jeg tur der næsten hver eneste dag.