Skuespiller med blik for det, der er bag masken

Ole Lemmeke ville egentlig have været præst, men blev i stedet en anerkendt skuespiller, som i øjeblikket kan opleves i tv-serien ”Lykke-Per”. I dag fylder han 60 år

Ole Lemmeke ved Reumert-prisuddelingen sidste år, hvor han modtog prisen for Årets Mandlige Ensemblerolle for ”Revisoren” på Nørrebro Teater. –
Ole Lemmeke ved Reumert-prisuddelingen sidste år, hvor han modtog prisen for Årets Mandlige Ensemblerolle for ”Revisoren” på Nørrebro Teater. – . Foto: Tariq Mikkel Khan/ Ritzau Scanpix.

Som ung blev Ole Lemmeke beskrevet som et talent med både ”maskulin autoritet og sensuel følsomhed i det stærke blå blik”. Som nu 60-årig har han for længst bevist, at det uomtvistelige talent med meget stor sikkerhed kan forvaltes i utallige karakterroller – hvad enten det er som teaterskuespiller på de store scener eller i nærbilleder på film og tv.

Lige nu kan Ole Lemmeke opleves i tv-serien ”Lykke-Per” på TV 2 som den jødiske familie Salomons husven Delft, der giver den unge jyske præstesøn Peter Andreas Sidenius eksistentielle råd med på vejen til livet i Københavns storby-jungle.

Selv er Ole Lemmeke et menneske, der tumler med livets store spørgsmål og har stor nysgerrighed over for åndelige emner. Før han blev uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole i 1984, og efter han havde aftjent sin værnepligt som militærnægter, læste han i to år teologi på København Universitet.

I sin jagt på svar var han dengang, og er stadigvæk, en ivrig Søren Kierkegaard-læser. Han interesserer sig dybfølt for det, der findes bag masken, og heldigvis for hans store publikum forvalter han den interesse på allerbedste vis i sine roller som skuespiller.

For seks-syv år siden gav han i et par sjældne interviews udtryk for, at han på et tidspunkt stærkt overvejede at opgive skuespillerkarrieren.

Han havde på det tidspunkt svært ved at finde den begejstring og mening frem, som er helt nødvendig for ham at føle. Han genfandt dog glæden ved sit fag, og har siden haft kalenderen fuld af opgaver. Sin første store succes havde han, to år efter han forlod teaterskolen, i rollen som Treat i ”De efterladte” på Rialto Teatret. Herefter fulgte en række store roller på Det Kongelige Teater og andre københavnske teaterscener. Mange teatergængere vil nok især huske ham som Herman Bang i forestillingen ”Bang og Betty” på Folketeatret i 2012. En præstation der udløste en Reumert-pris.

Sit store folkelige gennembrud fik han i film som ”Himmel og helvede”(1988) og ”De nøgne træer”(1991). Efter sidstnævnte film modtog han Robert-prisen for bedste mandlige hovedrolle.

På det seneste har man kunnet se ham på filmlærredet i ”Kærlighed og andre katastrofer” (2016) samt ”Lykke-Per” (2018) af Bille August, der altså nu også bliver vist som tv-serie.

Ole Lemmeke har tidligere haft roller i tv-serier som ”Taxa” (1999), ”Hotellet” (2002) og ”Forbrydelsen” (2009). Han har modtaget en lang række hædersbevisninger, blandt andet Teaterpokalen (2012) og Poul Reumerts Jubilæumslegat. Lemmeke er også ridder af Dannebrogordenen.

I dag bliver skuespilleren med det intense blå blik så 60 år, og skal man tro ham selv, er det en lettelse.

Om det at blive ældre sagde han i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten for fire år siden:

”Nogle tager alderen som et nederlag og går i krise. Jeg synes, det er befriende at opdage, at tingene ikke behøver at være så begrænsede. Nu skal jeg kun leve op til mig selv og det, jeg står for.”

Ole Lemmeke er opvokset i Nykøbing Sjælland, hvor hans forældre bestyrede et plejehjem. Han er gift med Una Arnbjørn, der er sociolog og ansat i 3F. Parret bor på Frederiksberg ved København og har sammen to voksne døtre.